Alt er en Guds gave
Uden en forståelse af, at der er noget udenfor os selv, der er større, og en respekt for Skaberen og det skabte, er vi i bund og grund fattige, siger den katolske præst Benny Blumensaat,
fra Skt. Nikolaj Kirke i Esbjerg- Johannes Døber er en spændende person, der altid har fascineret mig. Han fremstår så bramfri, går lige til biddet og forud for Jesus. Han åbner menneskers hjerter for Jesus. Samtidig er han så dejlig uafhængig af sine omgivelser og menneskers accept. Han har en mission og er fri i sit kald og sin opgave.
I denne tekst siger Johannes Døber de kendte ord: Han skal blive større, jeg skal blive mindre. Som katolsk præst har du givet afkald på bl.a. familieliv for at kunne tjene Gud fuldt og helt. Er det ikke svært at leve ud fra det sted?
– Som katolsk præst har jeg givet afkald på familieliv og lever i cølibat, ligesom jeg har aflagt lydighedsløfte overfor biskoppen og kirken. Men hvis jeg ikke hele tiden har for øje, at jeg gør det, for at han må blive større, og jeg mindre, så kan det let blive en byrde eller ende i for eksempel en forkvaklet seksualitet.
– I det her samfund er det ikke in at give afkald. Folk er uforstående overfor, at jeg for eksempel har givet afkald på et familieliv. De kigger underligt på mig og mener, der må være noget galt med mig. Men jeg har gjort det for at være fri til at arbejde for Guds riges vækst og elske alle lige meget. Sådan levede Johannes Døber og Jesus jo også.
– Johannes kommer med et klart budskab, og folk søger ud til ham i ørkenen. På et tidspunkt er han en ret betydningsfuld person. Men Johannes er ydmyg og falder ikke for fristelsen for magt og indflydelse.
– I vor tid hører vi om store evangelister og personer, der virker med nådegaver. Også for dem og for enhver, der står i kristen tjeneste – er det vigtigt at holde tungen lige i munden, så det ikke kommer til at handle om mit ego og min status, men at han må blive større, og jeg mindre. Det er vigtigt at være sig bevidst om, at jeg kun er den, jeg er, fordi han har kaldet mig.
Hvad kan teksten sige os, der lever i en tid og et samfund præget af individualisme og selvrealisering?
– I vers 27 siger Johannes: Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. Johannes Døber var dybt bevidst om sin opgave, men han vidste også, at alt han var og havde, var givet ham af Gud.
– Vi lever i en tid, hvor mennesket betragtes som centrum og som giveren af alt, for eksempel udviklingen af ny teknologi. Uden en forståelse af, at der er noget udenfor os selv, der er større, og en respekt for Skaberen og det skabte, er vi i bund og grund fattige. Og forfalder nemt til misbrug af de gaver, Gud har skænket os.
– At Gud er Herre og centrum, at alt jeg har og er, er givet af Gud, og noget jeg kan miste igen, det er en erkendelse, der må komme indefra. Alt er en gave, og vi er sat som forvaltere af det, vi har fået.
Men hvordan bliver Guds vilje også min vilje?
– Det gør det først og fremmest ved at sige ja til Guds vilje. Jeg tror, der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor man må svare på hans kalden. For mit vedkommende kom det, da jeg var indlagt på den lukkede afdeling i Risskov som pyroman. Men mit ja den gang må fornyes dagligt igennem det liv, jeg er kaldet til at leve, helt ned i de små ting i hverdagen. Her bliver jeg draget ind i Treenigheden selv, ind i mysteriet, Guds selv og hans evigheds væren. Der kan jeg give afkald på min menneskelige vilje og få del i guddommens eget liv. En erfaring af den kærlighed, der udspiller sig mellem Faderen, Sønnen og Helligånden bliver også mig lille menneske til del. Ære være Gud i det høje, og fred på jorden.
Joh. 3,25-36
Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« Johannes svarede: »Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. Han skal blive større, jeg skal blive mindre.
Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
