Bibelen er troværdig

Erik Rasmussen gennemgår her Bibelens enestående inspiration, tilblivelse og overleveringBibelen er Guds ord til menneskene, optegnet i en samling af skrifter ved mennesker, som Gud dertil har udvalgt og på en særegen måde udrustet med Helligåndens nådegave.

Erik Rasmussen gennemgår her Bibelens enestående inspiration, tilblivelse og overleveringBibelen er Guds ord til menneskene, optegnet i en samling af skrifter ved mennesker, som Gud dertil har udvalgt og på en særegen måde udrustet med Helligåndens nådegave.

Af Erik Rasmussen

Henimod et par tusinde gange henviser bibelordet til Gud som den, der taler ved profeterne og sit folk – i modsætning til hedningernes stumme guder.

Skal vi forstå Bibelen, som den selv ønsker at blive forstået, må vi derfor læse den som et guddommeligt ord, hvad den også er. Det har både Jesus Kristus og apostlene bevidnet for os, som det klart fremgår af Det nye Testamente.

Guds direkte tale fremgår af selve skriften, idet budskaber fra Herren karakteriseres ved ord som: ”Så siger Herren” eller lignende udtryk. Helligånden gav ikke blot de bibelske nedskrivere tilskyndelse til at skrive, men ledte dem også til, hvad de skulle skrive om.

Det skete ikke ved noget mekanisk diktat eller nogen anden form for tilsidesættelse af deres egen personlighed, men gennem anvendelse af den. At de havde forskellig baggrund, forskellige evner og skrivemåder ændrer intet ved det faktum, at de selv fik lov til at formulere de oplysninger, som Gud gav dem. Det fremgår af flere skriftsteder, såsom 5. Mos.27,8; Es. 8,1 og Habakkuk 2,2 hvor Herren siger til profeten: ”Skriv synet tydeligt på tavler, så det er let at læse.”
Det skal dog ikke forstås derhen, at alt i Bibelen er klart og let forståeligt, det være sig historisk eller tolkningsmæssigt.

At den historisk-kritiske bibelforskning påpeger ujævnheder og unøjagtigheder, når det gælder historiske, geografiske og kronologiske oplysninger i Bibelen, ændrer intet ved dens guddommelige åbenbaringsindhold.

Bibelen viser sig i øvrigt forbløffende pålidelig – også i det, som drejer sig om ”jordiske ting”, herom senere.

Fra de tidligste tider har lærde jøder betragtet de gammeltestamentlige skrifter som inspirerede og troværdige. På Davids tid – omkring 1000 år før Kristi fødsel – blev skrifterne fra 1. Mosebog til 1. Samuelsbog således fuldt ud anerkendt som sande historiske beretninger om, hvordan Gud tog sig af gamle ejendomsfolk. Det fremgår eksempelvis klart af Salme 78, der henviser til flere end 30 store historiske begivenheder i Israel.

De gamle historieskrivere

Den jødiske historieskriver Flavius Josefus, der levede og virkede på apostlenes tid, henviser i sit skrift “Mod Apion” til alle de bøger, som jøderne betragtede som hellige. Han skrev:
”Vi har ikke en mængde bøger, der er i uoverensstemmelse med hinanden, vi har blot 22 bøger (De 22 svarer til vores 39 bøger i vores GT). Disse bøger indeholder en beretning om hele tiden fra de ældste dage, og de regnes med rette for guddommelige. Af disse bøger er de fem af Moses, og de indeholder lovene og beretningen om menneskeslægtens lige til hans død… Fra Mose død indtil Artaxerses, den persiske konge, der fulgte efter Xerxes, skrev de profeter, der fulgte efter Moses, deres egen historie i 13 bøger, mens de øvrige indeholder hymner til Gud og formaninger til menneskene angående deres livs førelse”.

Josefus viser således, at Det gamle Testamentes samtlige skrifter var fastlagt længe før Jesu tid – og ikke som kristne bibelkritikere påstår, at det først var i år 90 e. Kr. Man har ment, at jøderne i det nævnte år holdt en synode i Jamnia og dér bestemte, hvilke skrifter der skulle være kanoniske. Drøftelserne gjaldt imidlertid ikke kanons omfang men visse skrifters indhold. Af læresamtalerne fremgår det, at man gik ud fra, at alle de gammeltestamentlige skrifter allerede var kanoniske.

Dødehavsrullerne

Dødehavsrullerne

Vi er i dag ikke i besiddelse af Gamle Testamentes original-manuskripter, men derimod af et stort antal meget gamle afskrifter af disse. Med få undtagelser var man indtil midten af vort århundrede ikke i besiddelse af noget skrift, der var fra tiden før det 10. årh. e.Kr.

Men i 1947 fandt man i en klippehule i nærheden af Det døde Hav, en komplet skrift-rulle med profeten Esajas’ Bog, som man anslår stammer fra tiden omkring vor tidsregnings begyndelse. Derudover fandtes der i huler i Qumran tillige fragmenter af over 170 skrift-ruller med dele af alle de gammeltestamentlige bøger – med undtagelse af Esters Bog.

Forskere har dateret flere af disse skrifter til “de sidste århundreder før den kristne tidsregning”. Fundene viser, at skønt der er forskel i stavemåder og den grammatiske opbygning, er der ikke store afvigelser fra vor nutidige bibel-tekst og ingen mht. lærepunkter.

Arkæologien

Arkæologien i Israel gør hele tiden nye landvindinger. Der dukker konstant nye fund op til overfladen, og gang på gang forbløffes man over deres betydning.

Israelske forskere og andre, der arbejder indenfor bibelvidenskabens forskellige områder (teksten, den historiske og tekstmæssige tekst), er mere og mere tilbøjelige til at betragte den bibelske tekst som en overmåde pålidelig beretning om begivenhederne i oldtidens historie.
Den kendte orientalist og palæstinaarkæolog W. F. Albright skriver følgende om dette:

„Vort kildemateriale til Israels historie fra slutningen af 1200-tallet til begyndelsen af 300-tallet før Kristus er i det store og hele pålideligt. Vi har bl.a. at gøre med førstehånds memoirer, nedskrevet af forfatteren selv eller en medhjælper, f.eks. Nehemias’ Bog og dele af Jeremias-bogen”.
Vi har også den uvurderlige skildring af Davids sidste år, der er nedskrevet i 2. Sam. kap. 9-20 og 1. Kong. 1-2.
”…Størsteparten af materialet i Kongebøgerne er – set fra en moderne historikers synspunkt – enestående nøjagtig. Dette er gang på gang blevet bekræftet af arkæologiske og epigrafiske opdagelser.

Det eftereksilske stof (tiden efter 536 før Kristus), som findes i Krønikebøgerne og Ezra / Nehemias, har af en række forskere været betragtet som apokryft (tvivlsomt), men nyere opdagelser og undersøgelser har ganske slående bragt denne yderliggående holdning i vanry” (W. F. Albright: ,”Fra stenalderen til kristendommen””)

Det nye Testamente

Lignende positiv kritik kommer også til udtryk hos forskere, der arbejder med de nytestamentlige tekster. Disse er de hyppigst afskrevne af hele den antikke litteratur med over 5000 tekstvidner på græsk. Desuden findes der over 8000 håndskrifter på andre sprog. Nogle af disse omfatter hele NT. Den store skriftmængde, fra tiden mellem det 2. og det 16. årh., er en værdifuld hjælp i forskningens forsøg på at finde frem til grundtekstens oprindelige ordlyd.
Det ældste endnu bevarede håndskrift er et lille stykke af Johannes evangeliet (18,3 1-33 & 37-38 med katalog nr. P52). Det stammer fra omkring år 125 – altså få år efter, at Johannes’ Åbenbaring er blevet skrevet.

Om tidsintervallet mellem evangeliernes begivenheder og nedskrivningen af dem skriver forskeren Sir Fredric Kenyon:

„Tidsintervallet mellem de oprindelige affattelsesår og de første håndskrifter, vi har til rådighed, er så lille, at det praktisk talt ingen rolle spiller. Hermed forsvinder også den sidste rest af tvivl om, at skrifterne i alt væsentligt er videregivet os således, som de oprindeligt er affattede…
Vi kan betragte det som endegyldigt bevist, at de nytestamentlige skrifter, som vi har dem, både er autentiske og stort set pålidelige.“ (The Historical Evidences of the Truth of the Scripture Records).

Originalerne

Vi har som nævnt ikke originalerne til et eneste af de skrifter, hvoraf vort Ny Testamente består, men i og for sig kunne vi godt have haft dem,“ mener nogle forskere. Om dette fortæller Skovgaard Petersen i sin bog ‘Hvorledes blev Det nye Testamente til?’:

„Endnu omkring år 200 synes Tertullian at forudsætte, at originalerne til Paulus’ breve brugtes i adskillige menigheder. Han opfordrer et sted folk til at rejse til de menigheder, i hvilke apostelens ,,autentiske“ breve endnu oplæses…”
I begyndelsen af det fjerde årh. træffer vi på en hentydning til Johannes Evangeliets original. En daværende lærer ved Katheketskolen i Alexandria siger i anledning af en anden læsemåde i Johannes 19:14, at „sådan står der i evangelisten Johannes’ egenhændige eksemplar, som ved Guds nåde indtil nu opbevares i Efesernes hellige menighed og dér tilbedes af alle tro-ende.“

Skovgaard Petersen konkluderer, at der måske er en guddommelig hensigt med, at de apostolske autografer/originalskrifter så tidligt gik til grunde, nemlig den at en relikviedyrkelse af disse dermed blev udelukket.

Overleveringen

Men hvordan det end forholder sig med Bibelens tilblivelse og overlevering frem til vor tid, kan vi glæde os over, at den virkelige fordomsfri forskning gang på gang har bekræftet dens troværdighed. Om dette skriver den engelske forsker George Rawlinson:

De første proselytter havde langt større mulighed end vi for at forvisse sig om, at den kristne beretning var historisk nøjagtig. Ikke på et eneste punkt har denne beretning et sagnagtigt præg. Det er en meget enkel beretning. Den foreligger ikke i flere fra hinanden afvigende udgaver, som samtidig undergår forandringer, som tilfældet er med sagn og myter: Den er uløseligt forbundet med sin tids verdslige historie, som den alle steder fremstiller med usædvanlig nøjagtighed, hvorimod myter fordrejer eller lader hånt om den verdslige historie” (Historical Evidences of the Truth of the Scripture Records).

Hvad der her er citeret, svarer nøje til Jesu egne ord:

,,Skriften kan ikke rokkes.” – Eller som apostelen Peter skriver: „Det var ikke udspekulerede fabler (græsk: mythois=myter), vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt” (2. Pet. 1,16-17).

Det står urokkeligt fast, at Jesus og apostlene til fulde har bevidnet Bibelens troværdighed.

Profetierne

Gang på gang henviser Jesus til Guds skrevne ord og dets mange profetier. Opfyldte profetier er i virkeligheden et af de. stærkeste beviser for Bibelens troværdighed. Det største antal centrerer sig om vor Herre Jesus Kristus, historiens og profetiernes midtpunkt, dernæst om Israel.

Gennem hele Det gamle Testamente tegnes Jesu billede og læses hans historie i stedse tydeligere linier gennem forudsigelserne om ham. Alle de detaljerede profetier om hans fødsel, hans mor, hans hjemby, hans flugt og drabet af de små børn, hvorom alt var forudsagt og nedskrevet århundreder før hans fødsel, kunne gå i opfyldelse under netop de omstændigheder på netop den tid.

Også alle andre profetier, der skulle indtræde i fortiden, er gået i opfyldelse. Ingen seriøst arbejdende bibelkritiker kan med rette påstå, at de mange forudsigelser om Jesus er nedskrevet efter hans død og opstandelse, for det sidste skrift i Det gamle Testamente, Malakias’ bog, er skrevet ca. 400 år før Jesu fødsel – eller – hvis man antager den mest kritiske opfattelse – i det mindste ca. 170 år før.

Det er ukristelig universitetsteologi at benægte, at der findes fjerntrækkende visioner og at søge dem bortforklaret.

At den gamle pagts troende oprigtigt tænkte over profetierne fremgår klart af såval Bibelen som den jødiske histo- rieskrivning. Således har utvivlsomt Daniels Bog, som blev studeret intenst på Jesu tid (Dan. 7,13-27; 9,24-27), bidraget til at forventningerne om Messias’ komme var så vidt udbredt i det første århundrede. (Se Gal. 4,4; Luk. 1,67-70; 2,25+38 og 24,21).

Josefus

Josephus

Josefus (37 til Ca. 100 e.Kr.) beretter i sin bog ,,Jødernes krig mod Romerne“:

Det, der mere end noget andet drev jøderne til at føre krig, var et tvetydigt orakel, som også fandtes i deres hellige skrifter, at på hin tid skulle i deres land een fremstå og vinde verdensherredømmet. De tydede disse ord om en mand af deres eget folk. Mange skriftkloge tog fejl i deres tydning af dette orakel Iprofeti. .. . Oraklet handlede om Vespasians magtovertagelse, idet han blev ud-råbt til kejser i Judæa.“
Men jøderne og deres skriftkloge tog ikke fejl i tolkningen af ,,deres hellige skrifter”, som alene taler om Messias som den kommende verdenshersker.

Josefus var velvidende om dette. Han var ud af en fornem jødisk præsteslægt og opdraget i rabbinsk lærdom. Han har utvivlsomt med sin tolkning villet tækkes Vespasian, hvis soldater havde bragt Josefus i fangenskab under en krigshandling i år 67. Josefus var fange til år 69. Efter krigens endelige afslutnng i år 73, kom han til Rom, hvor han siden levede som forfatter af kejserens gunst.

Tacitus

Også romerske historieskrivere fortæller, at der på den tid i hele Østerland var en almindelig forventning om, at der fra jødeland skulle udgå en hersker over alverden.

Cornelius Tacitus (ca. 55-120) skriver: ,,De fleste var af den overbevisning, at der stod i gamle præsteskrifter, at på hin tid skulle det ske, at Orienten blev stærk og en magt udgå fra Judæa, der skulle vinde verdensherredømmet. .

De jødiske masser tydede de store begivenheder, der skulle komme og – som ønsketænkere gerne gør – om deres egen fremtid.”

Sveton

Omtrent samme vidnesbyrd kommer til udtryk hos historieskriveren Gajus Suetonius (70-140):
„I hele Orienten var den gamle urokkelige tro udbredt, at det var en beslutning af skæbnen, at på hin tid skulle fra Judæa udgå en magt, der var bestemt til at vinde verdensherredømmet.”
Begge romerske forfattere fortæller, som Josefus, at profetierne gjaldt Vespasian. Om de romerske forfattere har Josefus som hovedkilde vides ikke. Under alle omstændigheder var dele af den daværende verden – ,,eller hele Orienten”, som Sveton skriver – i forventning om en verdensfyrstes komme.

At den kristne oldkirke også har beskæftiget sig med profetierne, herunder Daniels Bog, fremgår eksempelvis af den latinske kirkefader Tertullian (ca. 160 – 220). I sin bog ,,Adversus Judaeus” 8,14 sætter han helt klart Daniel-teksten i forbindelse med Messias-forventningerne i det første århundrede.

Jesu genkomst

Også i vor tid nærer stadig større dele af det jødiske folk forventninger om Messias’ komme, og det samme gør mange kristne verden over. Vi kan være fuldt forvisset om, at de profetier, som endnu ikke er blevet opfyldt, vil blive det, når Guds tid er inde.

Disse Herrens forudsigelser handler bl.a. om, hvordan verdens tilstand vil være, lige før Han kommer igen for at skabe fred på jorden (Luk. 21 m.fl.). I andre profetier finder vi klare udsagn om Israels fulde genoprettelse og genfødelse. Profetier, som er under synlig udvikling i vor tid.
Når Det nye Testamente kun få steder taler om en national genoprettelse af Israel som en stat eller et rige, er en af grundene, at de jødekristne var fuldt forvisset om dette komme (jvf, de mange udsagn herom i GT). Derfor kunne apostlene efter Jesu opstandelse – da han i 40 dage viste sig for dem og talte om Guds rige – med skriftmæssig baggrund stille ham følgende spørgsmål: ,,Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?”

Og Jesus svarer: ,,Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt.” (Apg. 1,3+6-7). Ved den profetiske betegnelse ,,tider eller timer” vidner Jesus selv om, at Israel vil blive genoprettet.

Det profetiske ord giver os et sandt billede såvel af det, der ligger længere ude i fremtiden, som af det umiddelbart forestående. Spørgsmålet, vi må stille os selv, er: ‘Hvor langt fremskreden er Guds plan?’ Mange af de tegn, som varsler Jesu Kristi genkomst, synes at være under begyndende opfyldelse i vor tids katastroferamte verden.

Når dette er sagt, skal det også tilføjes, at vi ,,ikke ved, hvilken dag Jesus kommer igen” (Matt. 24,42). Men vi må ikke glemme, at Herren selv har pålagt os at ,,tyde tidernes tegn” (Matt.16,3). Profetierne er givet os, for at vi skal våge, så genkomstdagen ikke kommer uventet over os (Luk. 21, 34-35).