Den nye kristendom – og lutheranerne

Hvordan forholder en døende lutkersk kirke i nord sig til fremkomsten af nye levende ikke-lutherske kirker i syd? Er mission en saga blot?Det faktum, at kristendommens geografiske centrum har flyttet sig fra nord til syd – fra Europa og Nordamerika til Afrika, Asien og Latinamerika – er vel ikke rigtig gået op for os i nord.

Af Heinrich Pedersen
Cand. mag. i religion og historie
Generalsekretær i Den Danske Israelsmission
Tidl. missionær for Santalmissionen i Nepal

Selv om vi kan konstatere det faktuelt, kan der gå lang tid, inden vi reelt nyorienterer os efter det. Bogen The Next Christendom af Philip Jenkins beskriver og analyserer situationen meget godt, og bogen er da også blevet behandlet af de ledende missiologer i Danmark. Blandt andet af Hans Raun Iversen, der drager den rigtige konklusion, at det er vigtigt for den evangelisk-lutherske folkekirke at holde forbindelse med den nye kristenhed. Dette kan blandt andet ske gennem det kristne medmenneskelige fællesskab, som udsendelse af missionærer og volontører er udtryk for.
Det, at Latinamerika eller Afrika snart er kontinentet med flest kristne, har fået andre missionsledere til at sige, at nu er det ikke mere nødvendigt, at vi fra Danmark sender missionærer. Vi skal i stedet støtte såkaldte syd – syd missionærer og udvikle ligeværdige partnerskabsrelationer til andre (lutherske) kirker.
Denne konklusion er nok for hurtig og er muligvis truffet på et for simpelt grundlag. Det er klart, at det må få konsekvenser for missionsarbejdet, at der er vokset en ny kristenhed frem, men konsekvenserne må bygge på en grundig analyse af, hvad der kan være dansk missions rolle i den nye kristenhed. En sådan analyse kan selvfølgelig ikke gøres i en kronik, men her skal blot berøres nogle problemfelter, der må behandles.

Det er ikke alle kirker i den sydlige verden, der vokser. Ifølge Philip Jenkins er væksten hovedsagelig sket blandt evangelikale, herunder særligt pinsekirkerne, og de katolske, herunder særligt de ikke-liberale katolske retninger.
Det rejser selvfølgelig en række spørgsmål ind i en dansk missionssammenhæng, hvor der traditionelt er blevet samarbejdet med lutherske kirker. Hans Raun Iversen konkluderer i ovennævnte kronik, at vi kun i kraft af fællesskab med kristendommens hovedkirker kan fastholde kristendommen i Danmark som en umiskendelig gren af Jesu Kristi kirke.
Det er rigtigt, men er de lutherske kirker i syd hovedkirker, eller er de – provokerende sagt – svage filialer af en døende luthersk kirke i nord?
Svaret på dette spørgsmål er selvfølgelig meget forskelligt fra land til land, men vi er som kirke ikke sikret en forbindelse til de nye hovedkirker i kristenheden ved blot at fastholde forbindelsen til lutherske kirker. Det er vi heller ikke fuldt sikret gennem forbindelser til Kirkernes Verdensråd (WCC) og det lutherske verdensforbund (LWF), da store dele af de hurtigt voksende afrikanske, asiatiske og latinamerikanske kirker ikke er medlemmer af disse paraplyorganisationer.

Et andet spørgsmål er, om vi som en gammel etableret, evangelisk-luthersk kirke ønsker at have forbindelse med den nye kristendom.

Dåb i Tanzania Foto: Danmission

Med til beskrivelsen af det 21. århundredes kristendom hører, at den for en meget stor del består af kirker, der ikke lægger vægt på tilknytning til kirkelige retninger, så som luthersk, reformert og anglikansk. Mange kristne i den nye kristendom betegner sig som ”non-denominational”, altså ikke tilhørende nogen kirkeretning.
I stedet for at lægge vægt på, hvilken kirkeretning de tilhører, understreger de ofte det karismatiske. Mange af de evangelikale kirker i den nye kristenhed har en teologisk karakter, der medfører, at en dansk evangelisk-luthersk kirke med berøringsangst vil afvise fællesskab med dem.
Selv i de folkekirkelige missionsselskaber er det kun få selskaber, der har indgået forpligtende samarbejdsrelationer med evangelikale kirker og organisationer. Dansk Santalmission gjorde det i Nepal, Cambodja og Mongoliet, men ofte blev de lokale evangelikale samarbejdsorganisationer i Danmark omtalt som økumeniske. Det var sikkert mere spiseligt i det teologiske bagland.
Det bliver spændende at se, om ledelsen i Danmission, i de prioriteringer der skal laves, skærer de evangelikale samarbejdsrelationer væk, og bibeholder de lutherske relationer.
Uanset hvad der sker i danske folkekirkelige missionsselskaber, er det klart, at hvis vi vil holde forbindelse med de nye hovedkirker i kristenheden, må vi droppe vores teologiske bedreviden og komme af med vores berøringsangst.
Betænkelighederne og berøringsangsten står vi ikke alene med. Jenkins konstaterer, at vestlige eksperter sjældent finder den ideologiske tone i de nye kirker smagfuld, men til tider primitiv og middelalderlig.
Alligevel må det fastholdes, at hvis ikke kristenheden skal opsplittes i en på den ene side rig, liberal og døende kristendom i nord og på den anden side i syd en fattig konservativ, karismatisk og levende kirke, så må vi holde forbindelsen i det kristne fællesskab.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal holde op med at være lutheranere, men at vi netop som evangelisk-lutherske finder vores rolle i den nye globale kristenhed.
Undertitlen på Philip Jenkins bog er ”Fremkomsten af den globale kristendom” (The Coming of Global Christianity). Han viser, at resultatet af de sidste 200 års missionsindsats ikke er, at hele verden er blevet kristen, men kristendommen er blevet global.
Det betyder blandt andet, at en tænkt grænse mellem en ikke-kristen verden og en kristen verden ikke er geografisk, men findes i alle nationer.
Derfor ophører de kunstige opdelinger mellem kirker som sendende og modtagende også. Alle kirker har brug for at sende, at række ud til verden og støtte andre kirker, hvor de er svage. Alle kirker har brug for at modtage hjælp på de områder, hvor de selv er svage.
Dermed er kirken/kristenheden også blevet til et globalt netværk, et netværk vi kan vælge at isolere os fra – og dermed risikere at blive en uddøende kirke – eller tage del i – og dermed risikere at få fællesskab med kristne, der har en teologi, vi normalt afviser.

I og med, at de kirkelige retninger i den nye kristenhed i nogen grad er nedbrudt, eller de har en mindre betydning, har vi mulighed for fællesskab og samarbejde på tværs af kirkeskel.
Et sådant samarbejde finder i evangelikal sammenhæng ofte sted på grundlag af Lausanne pagten. Samarbejdet får karakter af et netværkssamarbejde, hvor kirker, missionsselskaber, menigheder og enkeltpersoner arbejder sammen på tværs af kirkelige, kulturelle, geografiske og organisatoriske skel. På Lausanne pagtens grund har der fundet en række konferencer og konsultationer sted. Den næste store konference er i Thailand i 2004.
Parallelt hermed er der nogle konsultationer, der kører kontinuerligt. Andre netværk er ikke direkte Lausanne relaterede, men er evangelikale netværk, der samarbejder om at dele evangeliet med særlige befolkningsgrupper. Ind i disse sammenhænge er det vigtigt, at der også er lutheranere med. Vi har meget at lære, men også noget at give. Også ind i denne sammenhæng er det vigtigt, at kirker og kristne fra nord finder deres naturlige rolle.
Et af de områder, hvor der er brug for os som lutheranere, er det sakramentale og liturgiske område. Mange af de nye kirker og menigheder i det evangelikale netværk fungerer med en meget svag eller ingen vægtlægning på sakramen-terne dåb og nadver. Det skaber allerede nu problemer i mange sammenhænge. Hvis vi er med i fællesskabet, kan det være en god ”luthersk” rolle at præsentere en sund sakramenteforvaltning og liturgi.
En anden opgave for den nordlige kristenhed er at hjælpe kristne befolkningsgrupper i Asien, Afrika og Latinamerika, hvis de forfølges. Når der er kristne samfund, der ødelægges af religiøs forfølgelse, som det eksempelvis er sket på visse øer i Indonesien, så bør den nordlige kristenhed være solidarisk med disse kristne brødre og søstre ved både at tale deres sag politisk og støtte dem materielt.

Endelig er der store områder i verden, også i Afrika, hvor der er meget få kristne og ingen kirker. Der er store befolkningsgrupper, der ikke har hørt evangeliet på en for dem relevant måde. Det er der også i lande, hvor der er store og velfungerende kirker. Faktisk har der aldrig nominelt været så mange mennesker, der ikke har hørt evangeliet. Så der er stadig brug for kirkens mission.
Philip Jenkins konkluderer i sin bog: „at den nye kristenhed ikke er et spejlbillede af den gamle. Den er i sandhed en ny og stadig udviklende størrelse. Hvor forskellig den er fra sin forgænger, mangler vi stadig at se.”
Vi har mulighed for i denne sammenhæng både at påvirke og blive påvirket – at give og at modtage.