Gud har været med hele vejen
Meta Diechmann på 94 år fortæller om jul i barndommen og som korshærs-medarbejder i det indre København. Om et liv, der ikke altid har været lige let.
Meta Diech-mann, 94 år, slipper ro-latoren og sætter sig tungt i lænestolen på sit værelse på Ryholtgård Plejehjem på Østerbro.
– Nu håber jeg bare, Vorherre snart finder en tom stol til mig i himlen. Det må være på tide. Jeg kan jo ikke spilde hele min ungdom her!
Den lune humor fejler ikke noget. Men helbredet har været for nedadgående gennem de seneste år, og sidste år blev hun flyttet på plejehjem efter et fald i hjemmet. Hukommelsen er heller ikke, hvad den har været, men hun indvilger i et forsøg på at gå til bunds i hukommelsen for at grave minder og oplevelser frem fra et langt liv.
Noget, der bestemt ikke ligger langt væk i hendes erindring, er barndommens jul.
– Da vi boede langt fra kirken, og transport dengang var besværligt, var det først, da jeg blev voksen, at vi gik i kirke juleaften. Så vi begyndte i stedet aftenen med at spise et festmåltid sammen. Bagefter vas-kede vi børn op, mens mor og far pakkede julegaver ind. Så dansede vi om juletræet og sang. Jo, juleaften var noget, vi glædede os til, husker Meta Diechmann.
Hun er den yngste af en søs-kendeflok på syv. Hun blev født i Vestjylland, men da hun var syv år, flyttede familien til Esbønderup i Nordsjælland, hvor hendes forældre drev en gård.
Senere læste Meta til lærerinde og arbejdede først på Toftebjerg Skole i Esbønderup og siden en tid på Samsø, hvor hun og en anden lærer udgjorde lærerstaben og derfor underviste i alle fag og med alle klassetrin samlet.
– Sådan var det på landet dengang. Jeg underviste både i skrivning, regning, historie og bibelhistorie. 
Det lyder fromt, men jeg tror, jeg bedst kunne lide at undervise i bibelhistorie. Det lå mit hjerte nært, fortæller Meta, der er opvokset i et kristent hjem og selv har været troende lige fra barnsben af.
Siden blev lærerindejobbet på landet udskiftet med et udfordrende job som medarbejder i Kirkens Korshærs arbejde blandt alkoholikere og prostituerede kvinder i den indre del af København.
– Vi gik på gademission og ind på værtshusene og delte kristelige traktater ud. Vi havde også et sted, hvor vi gav dem, der havde brug for det, mad og en seng for natten. Ind imellem var der en solstrålehistorie, men ellers var det hårdt arbejde.
Mange gange har hun også været med til at holde jul for dem, der intet sted havde at holde jul.
– Det var i hovedkvarteret på Øster Voldgade, hvor vi serverede flæskesteg, og hvad der hørte sig til sådan en juleaften.
Meta Diechmann blev aldrig gift og fik derfor heller aldrig nogle børn.
-Der var en gang, hvor jeg var ked af, at jeg ikke fik mand og børn. Dengang mente jeg, at hvis jeg skulle gå hen og dø uden at være blevet mor, så ville jeg ikke føle, jeg havde levet. Men de tanker forsvandt igen. Det blev ikke min lod her i livet, og det har jeg måttet forsone mig med, siger Meta uden det mindste spor af bitterhed i stemmen.
Uden at Meta ønsker at gå i detaljer, fastslår hun dog, at livet ikke altid har vist sig fra den lyse side:
– Det er ikke ligefrem med glæde, jeg ser tilbage på mit liv. Men heller ikke med bitterhed. Det har ikke været noget strålende liv, og jeg synes, der var meget, der skulle have været anderledes.
Troen har dog båret igennem både livets op og nedture.
– Gud har været med hele tiden, og jeg lever af hans tilgivelse. Det er det, der fylder nu! For vi har jo en forunderlig Gud, siger Meta, der med tiden har bevæget sig fra folkekirke til frikirke og de sidste mange år har tilhørt Frikirken på Havnen på Christianshavn.
– Jeg har en tro på, at Gud er god, at han er kærlighed, og jeg har tillid til, at hans vilje er den bedste. Jeg går til ham, hver gang der er noget, jeg ikke kan finde ud af, og så oplever jeg igen og igen det forunderlige, at han hører bøn.
I dag er Meta Diechmann den sidste overlevende af sine søskende. Flere af hendes venner er også døde eller gamle, så dem ser hun ikke så ofte mere. Kun sin niece har hun en tæt kontakt med.
– Ellers er der kun mig. Helt alene. Og jeg savner dem alle sammen.
Men ensom synes hun ikke, hun er.
– Nu har jeg altid haft let ved at være alene, fordi jeg altid har været enlig. Men det er ikke sagen at blive gammel og bo på plejehjem. Personalet er søde, men alligevel kan man godt føle sig til besvær, og at det er ren opbevaring at være her.
– Nogle gange skammer jeg over mig selv, fordi jeg længes bort fra den her tilværelse. Jeg længes efter himlen.
Hun sidder og kigger eftertænksomt frem for sig en tid, så siger hun:
– Jeg er taknemmelig for, at Gud har været med hele vejen.
Hun begynder at citere et vers fra en sang:
– Hele vejen har han lovet at følge med, og jeg synger om hans store kærlighed. Intet ondt kan nå mig der, hvor min kære Jesus er. Det giver tryghed!
– Jeg frygter ikke døden. For jeg skal ikke gå ind i døden alene, for hele vejen har han lovet at følge med! siger Meta Diechmann med eftertryk.
