Undervisning:
Lidelsens værdi
Brev med vidnesbryd:
Kære Orla Lindskov
Gud velsignede mig så uudsigeligt gennem dit budskab til os den 2. november i Allerød på Biblioteket.
Det gav mig både trøst, opmuntring, formaning og syndserkendelse.
Du skal have tak for, at du stiller dig til rådighed for Ham og går ud på Hans løfter. Såfremt du holder møder på steder nærmere Sorø, vil jeg meget gerne have tilsendt en mødeplan. Også for Århus-området.
Du bad for mit højre knæ og venstre ankelled. Smerterne er der stadig, men jeg hviler i, at Gud har taget hånd om det og vil tage smerterne bort uden eller gennem operation. Jeg har været bange for, at en operation ville forværre mit knæ. Kirugen siger, at ankelleddet er helt slidt op, så det kan han ikke gøre noget ved.
Du opfordrer i Udfordringen til at fortsætte med at komme til forbøn.
Jeg har haft det sådan, at det ville være forkert af mig at gentage det, idet jeg derved gav udtryk for, at jeg så ikke troede, at Gud havde grebet ind første gang. Går jeg ved denne holdning glip af velsignelser fra Ham?
Når Jesus helbredte, blev det så vidt jeg mener ikke gentaget. Har du noget at sige herom, så tak.
Bygger du på nogle skriftsteder eller situationer fra Bibelen? Jeg læser om Paulus, at han bad 3 gange for fritagelse for sin lidelse, og jeg har også beretningen om enken og dommeren i erindring; men det drejer sig jo om ret, og det gør det ikke vedrørende mit tilfælde.
Jeg tror, Gud må have en hensigt, når Han ikke umiddelbart befrier.
Hjertelig hilsen med ønsket om, at Gud velsigner dig selv gennem dine møder.
E.H., Sjælland
Svar:
Kære E.H.
Jeg har sendt dig en plan over mine møder på Sjælland, også for Århus-området. Desuden ligger min mødeplan igen på Udfordringens hjem-meside.
Men nu til dine spørgsmål.
Gud hører altid vores bøn, også første gang, vi beder. Lad os slå det fast.
Når jeg opfordrer mennesker til at fortsætte med at komme til forbøn, gør jeg det, fordi jeg har set mennesker opleve helbredelse gennem gentaget forbøn. Det kan være svært at forstå, hvorfor Gud, som kan alt og hører alle vores bønner, ikke helbreder vores sygdomme første gang, vi beder om det.
Jeg tror som du, at Gud har en hensigt, når Han ikke umiddelbart befrier os. Jeg tror, at Gud hellere end gerne ville. Spørgsmålet er nok, om vi er parat til at blive helbredt. Her er vi så ved et begreb, som vi mennesker kan have meget svært ved at fatte, nemlig det, vi kunne kalde: lidelsens vær-di.
Set ud fra Det Ny Testamente som helhed er det ikke Gud, der sender os sygdom og smerte. Men Gud veksler vores sygdomme og smerter om til noget værdifuldt både for os selv og for de mennesker, som er omkring os.
Når vores sygdomme ikke øjeblikkeligt forlader os ved forbøn, er det heller ikke, som nogle vælger at udlægge det, en mangel på tro. Manglende tro kan være en del af sandheden i nogle tilfælde. Men gør vi det til hele sandheden, så begår vi et uretfærdigt overgreb mod mange syge.
Der findes bibelsk belæg for at fortsætte med forbønnen og for at fortsætte med at komme til forbøn.
Derfor er det altså helt legalt for dig, at bringe frem for Gud, at du stadig ønsker helbredelse, og at du fortsat venter på helbredelsen. I Kolos-senser-brevets 4. kapitel, 1.vers, står der: Vær udholdende i bøn.
Desuden findes der flere eksempler i Bibelen, der viser, at den gentagne troshandling, som jo også er en form for gentaget bøn, fører Guds bønnesvar med sig.
F.eks. læser vi i 1. Kongebog, kapitel 17, vers 20-22, at Elias strækker sig 3 gange hen over enkens dreng, mens han råber til Gud. Her kan vi også spørge: – Hvorfor var det nødvendigt med 3 gange? – Hvorfor var én gang ikke tilstrækkeligt?
Ligeledes læser vi om den spedalske, syriske hærfører Naaman, som profeten Elisa gav besked på, at han skulle gå hen og bade sig 7 gange i Jordanfloden. Hærføreren protesterede, men gjorde det alligevel og blev rask.
Den gentagne troshandling er faktisk en gentaget bøn.
Der er også nogle, der siger, at når Jesus helbreder en sygdom, så er den helbredt for bestandigt. Ellers er det ikke en helbredelse fra Jesus. Men virkeligheden viser noget andet. Vi mennesker er udmærket i stand til at sætte en gave fra Gud overstyr. Det sker ikke kun med Guds helbredelser; men også med mange andre gaver, Gud giver os. Det er ikke så godt, at det sker. Men det sker. Sådan er vi mennesker.
De færreste gør det med vilje. Der er nu engang noget, der hedder den menneskelige svaghed.
Den har vi fået overført fra Adam og Eva. Den skal vi ikke dyrke, lang mindre bruge den som undskyldning. Det fører nemlig til ansvarsløshed.
Men den menneskelige svaghed er der nu engang. Hvor er det da godt at vide, at vi fra dag til dag kan hente vores styrke hos Jesus.
