Den broderede borddug

Et par uger før jul tiltrådte et præstepar deres første stilling. De skulle genåbne en kirke i udkanten af Brooklyn. Da de tog deres kirke i øjesyn, bemærkede de, at den var temmelig forfalden. Renoveringen ville tage lang tid, men de satte sig for at blive færdige med det inden den første gudstjeneste juleaften…De arbejdede hårdt, reparerede bænke, pudsede væggene op og malede dem og var til sidst allerede færdige den 18. december. Dagen efter satte det ind med et kraftigt stormvejr, som varede i to dage og var ledsaget af voldsomme regnmængder.
Den 21. december tog præsten igen hen i kirken. Til sin rædsel konstaterede han, at taget var utæt, og at der var gået puds løs på væggen lige bag ved prædikestolen og derved blotlagt et stort hul i murværket lige i øjenhøjde. Præsten tørrede det smuldrede puds væk og kørte hjem. Der var sikkert ikke andet for, end at han blev nødt til at aflyse den første gudstjeneste.

En overraskende vending
På vej hjem bemærkede han, at et lokalt firma havde arrangeret en slags loppemarked til fordel for velgørende formål og standsede bilen.
Efter nogen tid fandt han en særlig smukt, håndlavet, elfenbensfarvet borddug – omhyggeligt forarbejdet og med et broderet kors i midten. Den havde den helt rigtige størrelse til at kunne dække det grimme sted i muren. Da han havde købt borddugen, kørte han tilbage til kirken.
I mellemtiden var det begyndt at sne. En ældre dame på den anden side af gaden forsøgte at nå en bus. Forgæves. Præsten tilbød hende at vente i den varme kirke, indtil den næste bus kørte tre kvarter senere. Hun satte sig på en af bænkene og tog sig ikke af præsten, der var gået ud for at hente stige og værktøj.
Da han havde sømmet borddugen fast på væggen, blev han glædelig overrasket over, hvor godt den så ud, og samtidig dækkede den det grimme hul. Så bemærkede han pludselig, at kvinden kom gående op ad midtergangen. Hendes ansigt var kridhvidt. ”Hvor har De dog denne borddug fra, hr. pastor?” spurgte hun.
Da præsten havde forklaret hende det, bad kvinden ham kigge i det nederste højre hjørne, om initialerne EBG var broderet der. Det var de, og det var hendes initialer!
For 35 år siden havde hun broderet borddugen i Østrig. ”Jeg kan næsten ikke tro, at De efter så mange år er stødt på min borddug netop her”, udbrød hun. Så fortalte hun, at hun og hendes mand havde boet i Østrig før krigen. Da nazisterne kom, måtte hun forlade landet. Hendes mand skulle følge efter en uge senere. Men hun blev pågrebet, sat i fængsel og så aldrig igen sin mand og sit hjem.
Præsten ville give hende borddugen tilbage, men hun bad ham beholde den og bruge den i kirken. Så insisterede han på at køre hende hjem. ”Det er da det mindste, jeg kan gøre for Dem”, forsikrede han. Og så kørte han hende hjem til hendes bopæl i et andet kvarter i byen. Kun denne dag havde hun været i kirkens nabolag for at gøre rent.

Den smukkeste julegave
Juleaften oplevede menigheden en herlig gudstjeneste. Kirken var næsten fuld, musikken og stemningen god. Da gudstjenesten var forbi, stod præsten og hans kone ved udgangen og ønskede alle en velsignet jul, og mange sagde, at de ville komme igen.
Da de andre kirkegængere var gået, blev en ældre mand fra nabolaget siddende tilbage på bænken som stivnet. Præsten undrede sig over, hvorfor han ikke brød op. Til sidst spurgte manden: ”Hvor har De da denne borddug fra, som hænger der på væggen?” Og han fortsatte: ”Den er nøjagtig magen til en borddug, min kone lavede for mange år siden, da vi stadig boede i Østrig. Hvordan kan der dog findes to så ens bordduge!”
Så fortalte han, hvordan nazisterne var kommet, og han havde presset sin kone til at komme i sikkerhed. Egentlig havde han villet følge efter kort tid efter, men så var han blevet arresteret og sat i fængsel. I de forløbne 35 år havde han ikke set hverken sin kone eller sit hjem igen.
Præsten bad manden om at køre en lille tur med sig. De kørte til en anden del af byen – til det hus, som præsten tre dage før var kørt til. Han hjalp manden op ad trappen til tredje sal til kvindens lejlighed, bankede på døren – og oplevede det dejligste julegensyn, som man overhovedet kan forestille sig.

En sand historie – fortalt af R. Reid. Hvem kan så sige, at Gud ikke virker på sin egen hemmelighedsfulde måde!
Lydia 1/2003