Mens vi venter
Robinson er ovre, Stjerne for en aften er ovre, og Nikolaj og Julie er sluttet, men der er håb for Hr. og Fru Danmark, for julekalenderne tager til i styrke og minder os om, at julen nærmer sig – den står ikke for døren, som nogen fejlagtigt siger hvert år.
Uanset hvordan den placeres, giver den dog glæder til mange, sorger til nogen og hovedbrud til de fleste. Min observation er den samme hver gang; folk er tilsyneladende overrasket over, at det er blevet jul, selv om det er over en måned siden, at de første gang kunne købe julenisser på tilbud i Netto.
Jeg er selv et af de mindst julede mennesker. Det eneste tegn på jul, man kan finde på mit værelse, er en jule-narrehat, hvor der står årets vatnisse, den fik/vandt jeg til en julefrokost i en volleyball klub, jeg spillede i i 96, og den burde egentlig være leveret tilbage for længe siden……
Jeg snakkede med Nikolaj Steen i sidste uge, det er ham, som spiller faderen til en eller anden i årets julekalender; Jesus og Josefine, for nu at blive ved juletemaet. Vi stod og snakkede lidt om det her med Gud og Jesus, og han snakkede meget om en Gud, der ændrer sig i forhold til os. Han snakkede om God as you understand him – Gud som du forstår ham. Jeg er ked af det, men det er ikke godt nok til mig. Lets face it! For uanset hvor gerne jeg end vil, kommer jeg aldrig til at fatte Gud i sin helhed, almagt, alværd. Jeg lærer aldrig at forstå, at der blev født en baby på måske 3900 gram i noget sikkert lunt og hyggeligt hø, skråt overfor smeden i Betlehem, sådan ca. et par gode håndfulde stenkast udenfor Jerusalem. At det så er sket for 2000 år siden og resulterer i, at de i forvejen møgforkælede skoleunger (og lærere) får lang ferie og giver mig Evigt Liv. Ja, det… det forstår jeg ikke.
Hvad jeg derimod forstår er, hvad det lille Barn kan gøre for mig idag, og hvad han gør for mig, og det er værd at tage fri hele året for, (det er der så også nogen, der gør, dem kalder vi fuldtidsmissionærer). Fokus på, hvad Jesus har gjort, er for mig at se ikke det vigtigste her op til julen, men det er at fokusere på, hvad han gør. For ved at fokusere på, hvad Gud gør, forstår du også mere af, hvad det er, Han har gjort!
Julen og denne uudholdelige tid, mens vi venter, er altså bare endnu en tid til at fokusere på, hvad Gud gør, og den time i kirken juleaftensdag skal du så være mere end velkommen til at fokusere på, hvad han gjorde!
UGENS ?: Sætter du også kun pris på din kæreste, mor eller søn på deres fødselsdag?