Min værste luciaoplevelse

Da jeg for 20 år siden gik på efterskole, skulle jeg være i luciaoptog d. 13. december. Som medlem i skolens kor var der ingen vej udenom, selv om man var dreng.
Vi havde aftalt at mødes i forhallen kl. 6 om morgenen med lys og iført vores luciadragter. En af de andre deltagere havde været så venlig at tilbyde at banke på døren til mit værelse kl. 5.45, så jeg vidste, det var tid til at komme op.
Efter jeg er faldet i søvn, hører jeg pludselig, det banker på døren. Jeg skynder mig op og ifører mig min dragt, mens min værelseskammerat ligger og sover.
Stille lister jeg ud af døren og hen imod forhallen. Udenfor er det helt mørkt, og der er stille, da alle ligger og sover. Men alligevel, underligt, at der er så stille. Hvor er alle de andre henne? Det var da kl. 6.00, vi aftalte? Ude i forhallen er der ikke et øje, men der kommer nogle lyde oppefra. Jeg lytter nøje efter. Jo, det er oppe fra vagtværelset. Det lyder som et TV. Hvorfor sidder vagtlæreren og ser TV kl. 6 om morgenen? Og hvorfor er jeg den eneste?
Så kommer jeg i tanke om, at jeg slet ikke har set på mit ur endnu. Og der var selvfølgelig forklaringen: Klokken var kun 24.00! Det var slet ikke morgen! Av hvor pinligt, hvis nogen skulle opdage mig i luciadragt ved midnatstid! Så jeg listede tilbage i seng og nævnte ikke min oplevelse til nogen næste morgen, hvor jeg kom op til den rigtige tid.
Kender du det? At du venter noget med en sådan spænding, at du tror, du hører eller ser noget?
Det er den indstilling, der præger adventstiden. Jesus ønsker faktisk, at det er på denne måde, vi forventer hans komme. ”Våg og bed”, ”vær årvågne”, siger han. Med denne forventningens glæde og spænding undgår vi at falde i søvn.
Så næste gang du reagerer lidt for hurtigt, så døm ikke dig selv, men tak Gud, fordi han har lagt en længsel efter ham i dit hjerte.