Ny præsteformand er datter af biskop
Præsteforeningen har valgt den 46-årige cand. teol. Helle Christiansen som sin nye formand.Helle Christiansen har de seneste par år været lektor ved pastoralseminariet i Århus, hvor hun underviser kommende præster i, hvordan de i praksis skal arbejde.
Hun er altså ikke selv for tiden ansat som sognepræst, men har 16 års erfaring som en meget afholdt sognepræst i Tyrstrup-Hjerndrup (Christiansfeld) og i Holstebro. Og hun medvirker ofte ved gudstjenesten i sin sognekirke.
Hun er den anden kvindelige formand i Præsteforeningens 100-årige historie, og hun blev valgt ved kampvalg – men da mødet i Præsteforeningens bestyrelse var lukket, er det ikke oplyst, hvem der var modkandidat, eller hvordan stemmerne faldt. De 9 bestyrelsesmedlemmer er valgt på syv lister! Som næstformand valgte de sognepræst Sabine Bech Hansen fra Århus.
Helle Christiansen er datter af Aalborgs tidligere biskop, Henrik Christiansen, og søster til Marianne Christiansen, som netop har været bispekandidat i Ribe. Hun er gift med Ole Brinth, som er organist ved Domkirken i Haderslev – og har været med i udformningen af den nye Salmebog. Det travle og musikalske ægtepar har fire børn.
Helle Christiansen har også været formand for Folkekirkens Mission og er medforfatter til en bog om kirkens liturgi.
Helle Christiansen, som afløser sognepræst Peter A. Krogsøe som formand, gav efter valget udtryk for, at præsterne nok vil skærpe tonen overfor Kirkeministeriet, som man ønsker skal lytte bedre til præsternes ønsker om bedre arbejdsforhold. Men Helle Christiansen er ikke en hård fagforenings-boss. Hun er kendt for at være en meget venlig og positiv person, som tror på værdien af samtale og samarbejde.
Som præst var hun altid åben overfor samarbejde og støttede gerne det frivillige kirkelige arbejde i sognet, og hun har også skrevet prædikener i Udfordringen.