Pinse-nødhjælp fik 1 million
Danida har bevilget penge til enlige forsørgere i Paraguay.
Det er netop lykkedes International Aid Services, som er Pinsevækkelsens humanitære organisation, at få bevilget ca. 1 mill. kroner til et projekt, som Pinsekirkerne i Mariager og Roskilde ønsker at iværksætte for enlige forsørgere i Paraguay.
Beløbet er bevilget af Projektrådgivningen i Århus, som er en underafdeling af Danida, og som administrerer Minipuljen.
– Mange sydamerikanske mænd vælger at forlade deres familier, hvorfor mange enlige mødre må overtage ansvaret for børnene alene. Disse oplever ingen økonomisk støtte fra myndighedernes side og kæmper ofte en håbløs kamp for at få tilværelsen til at hænge sammen, fortæller IAS daglige leder Torben Madsen.
Der vil blive oprettet et dagcenter i en tidligere kirkebygning med lokaler til børnepasning, undervisning, kontorer og aktivitetsrum for pengene. 50 enlige forsørgere vil kunne hjælpes årligt.