Rap alkoholkampagne

Danske unge har EU-rekord i drikkeri, og det afslappede forhold til alkohol har bredt sig langt ind i kirkelige kredse. Det har nu fået fem kirkelige ungdomsorganisationer til at lave en alkoholkampagne, hvor de opfordrer kristne unge til at overveje deres brug af alkohol.

Med fotos som dette vil fem kirkelige ungdomsorganisationer slå et slag for alkoholfrie fællesskaber

Kampagnematerialet, som består af plakat, brochure og postkort, sendes i disse dage ud til organisationernes lokalforeninger og med dem følger en opfordring til at danne alkolfrie fællesskaber.
– Vi opfordrer ikke folk til at blive totalt afholdende, oplyser idémand til kampagnen Poul Arne Nyborg.
– Men det er helt klart en opfordring til at danne afholdsfællesskaber. Alkohol kan komme til at fylde meget i et fællesskab, og det kan føre til problemer for nogle, siger han.

IMU ikke gennemalkoholiseret

Indre Missions landsungdomssekretær, Erik Holmgaard, mener, at kampagnen er en nødvendighed.
– Vi ser eksempler på, at studentergilder ender i byen og bliver alt for våde. Og vi se eksempler på, at alkohol fylder alt for meget i ungdomsfællesskabet. Nu skal det ikke forstås sådan, at Indre Missions Ungdom er gennemalkoholiseret, men nogle steder er der problemer med kirkelige unges alkoholforbrug, siger han og håber, at kampagnen får effekt.
– Jeg tror ikke, at papir alene kan gøre det. Men nu er den her kampagne udformet så tilpas provokerende, at jeg tror, den får de unges opmærksomhed. Derefter er det op til den enkelte lokalforening at tage temaet op, lyder det fra landsungdomssekretæren.
Med til historien hører, at der med mindre skrift på alt kampagnemateriale står følgende:
„OK, dette er ikke frit samvær efter ungdomsmødet, ungdomsformandens indflytterfest eller bibelcamping. I hvert fald ikke endnu.“
Med i kampagnen er Blå Kors Ungdom, Indre Missions Ungdom, Luthersk Missionsforenings Ungdom, Evangelisk Luthersk Missionsforenings Ungdom samt Kristeligt Forbund for Studerende.