Kirkens åbne bagdør
Kirkeløse kristne er den nye betegnelse for dem, der forlader kirken, men tilsyneladende ikke troen – i første omgang. To temadage i februar skal sætte fokus på, hvem de er, hvorfor de forlader kirken, og hvad kirken kan lære af det.Kirkerne har tilsyneladende en åben bagdør, hvorigennem en del forsvinder ud.For mens mange af de aktive kirkelige miljøer i Danmark har fokus på kirkevækst og evangelisation og rapporterer om mennesker, der kommer til tro, kan der samtidig konstateres en nulvækst over de sidste ti år i de gamle frikirkesamfund. Nogle har ligefrem nedgang i det samlede medlemstal. Tendensen er den samme i missionsforeninger og folkekirken.
Også i New Zealand stagnerer de evangelikale-karismatiske kirker. Selv om der tilføjes nye folk til kirkerne, er der tilsyneladende et lignende antal, der dropper ud. Det fik den new zealandske baptistpræst og ph.d. i sociologi, Alan Jamieson, til at lave en undersøgelse om de frafaldne. Fra 1993 til 1998 lavede han 108 dybde-interviews med de såkaldte churchleavers (i artiklen her benævnt kirkeløse kristne, red.) og 54 interviews med kirkeledere med fokus på dem, der forlader evangelikale-, pinse- og karismatiske kirker.
Til hans egen store overraskelse viste hans interviews, at mange af dem, der forlod kirkerne var kerne-kristne, ofte ledere og medledere, og at de nok havde forladt kirken, men stadig havde en levende tro.
Alan Jamiesons undersøgelser danner grundlag for hans bog A Churchless Faith (En kirkeløs tro, red.), der udkom i år 2000, og siden har vakt stor international opmærksomhed.
– Også i Danmark har hans undersøgelse vakt genklang. Måske fordi vi alle kender folk, der har forladt kirken, og som passer ind i de kategorier, Jamieson opstiller, siger Jesper Larsen, rektor på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT).
SALT står sammen med Evangelisk Alliance og Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, CUR, som arrangør af to temadage med fokus på Kirkeløs Tro og med bl.a. Alan Jamieson som taler. Den 4. februar holdes temadagen i Missionshuset Carmel i Århus, den 5. februar i Bethesda i København.
Tendensen med et voksende antal kirkeløse kristne er tilsyneladende ikke kun gældende for New Zealand, men den samme i andre vestlige lande og globaliserede områder f.eks. i Asien.
Fænomenet er også aktuelt i Danmark. Det mener i al fald de præster, kirkeledere, sjælesørgere og andre, som Udfordringen har talt med.
Indtil videre er Luthersk Missionsforening (LM) dog de eneste, der til dato har lavet en undersøgelse af frafaldne fra egne rækker.
Som oplæg til en diskussion om LM-kulturen på et rådsmøde i maj 1998 foretog redaktionen på LM´s avis, Mission og Tro (tidl. Missionsvennen) og journalist Manuel Vigilius interviews med ti personer, der havde forladt LM.
Den repræsentative undersøgelse viste, at den vigtigste årsag til at forlade LM var frustration over forkyndelsen, som ifølge udsagnene bragte dom og dårlig samvittighed, og normerne i fællesskabet, som virkede gammeldags og snævre. Alle de interviewede kom nu i en anden kirkelig sammenhæng.
– Undersøgelsen blev modtaget med en ydmyg holdning af alle på rådsmødet. Jeg havde måske forventet, nogle ville blive vrede, men det var der ingen, der blev. I stedet var holdningen, at det var noget, vi måtte tage alvorligt, og hvad kunne vi lære af det? Hvordan kunne vi i vores foreningskultur og mødeform undgå at stå i vejen for Guds nåde, fortæller landssekretær i LM, Birger Daniel Petersen til Udfordringen.
Det er nu fem år siden, undersøgelsen blev foretaget. På spørgsmålet om, hvilke overvejelser og konkrete ændringer det eventuelt har medført i LM, svarer landssekretæren:
– Jeg sporer en ny tone i forkyndelsen. Både jeg selv og andre prædikanter er blevet mere opmærksomme på at fremhæve, at bag om lovforkyndelsen ligger Guds kærlighed. Grundlæggende elsker Gud mig. Det har vi hele tiden troet, men nu bliver det sagt.
– Hvad angår mødekulturen, sker der meget i disse år. Vi gør op med, hvordan vi tidligere har gjort tingene. Det er der frihed til. Men sådan set er der ikke noget nyt i, at vi er opmærksomme på, at kulturen ikke må komme til at stå i vejen for evangelisation og mission.
Så langt LM. Ikke andre kirkesamfund har fulgt LMs eksempel med en undersøgelse af, hvem der forlader kirken og hvorfor.
Dog har cand.scient.soc. Thomas Willer og ph.d. og leder af Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, Søren Østergaard, netop lavet en undersøgelse af nogle kirkesamfunds unge og deres tro, herunder frafaldstendensen. (Udfordringen bragte i sidste uge en nyhedsartikel om undersøgelsen, red.)
Men hvem er det, der forlader kirkerne? Udfordringen har spurgt rektoren på SALT, Jesper Larsen, der har arbejdet med emnet.
– Jamieson viser, at det er tidligere kerne-folk, der stopper. Det er ikke nye kristne, der ikke er kommet ordentlig med, der forlader kirkerne. De forlader ikke kirkerne, fordi de har mistet troen på Jesus, men troen på projekt kirke, og flertallet af dem finder sig i stedet nogle nye grupper af ligesindede at følges med.
Både ifølge Alan Jamiesons undersøgelser og de kirkeløse kristne, Udfordringen har været i kontakt med, er det en smertefuld proces at tage beslutningen om at forlade kirken. Den medfører tab og ensomhed. Så hvorfor gør de det?
– Ifølge Jamieson er nogle sårede eller vrede over noget konkret i kirken, teologien eller ledelsen. Andre oplever en krise eller udvikling i deres eget trosliv, som vanskeligt kan rummes i et målrettet handlingsfællesskab. De har brug for at besinde sig og finde deres egen vej frem. Og for at få plads til det, føler de, at de må trække sig. Men næsten alle savner fællesskabet.
Mange af dem har været bærende ledere i kirken. Jesper Larsen mener, det har sine grunde, at netop denne gruppe udgør en stor andel af dem, der forlader kirken:
– I 80erne og 90´erne overtog vi i kirkerne et nyt ledersyn, hentet fra management-tanken. I stedet for at præsten var hyrde og prædikant, og dermed en åndelig vejleder, skulle præsten nu være en stærk leder med fokus på struktur, strategi og vision for kirkevækst. Det var svært for både præsterne og mange af menighedsmedlemmerne. Vi vandt noget ved at tænke om menigheder, at de skal ledes mod et formål, men vi mistede også meget i rummelighed, fællesskab og opfattelsen af menigheden som mod-kultur.
Men at folk går fra menighederne, er det ikke bare den individualistiske tendens i tiden, der slår igennem? Noget vi snarere skulle bekæmpe?
– Individualismen er både en fordel og et problem. Som kirke har vi en vigtig arv i form af discipelskab, som den enkelte må påtage sig et ansvar for. På den måde giver individualismen mod og mulighed for at tage ansvar for sit liv, og det synes jeg er positivt. Men det er et tab, at den enkeltes trosvandring ikke kan rummes indenfor menigheds-fællesskabet, påpeger Jesper Larsen.
Men hvorfor overhovedet beskæftige sig med folk, der ikke kan lide duften i bageriet? Skal vi som kirke ikke hellere koncentrere os om at nå nye folk med evangeliet?
– Det interessante er, at det faktisk er lykkedes os ikke at beskæftige os med problemstillingen, så længe der bare er nok tilbage på kirkebænkene. Dem, der bliver, kan vi lettere forholde os til. Dem, der forlader kirkerne, anser vi måske som farlige for projekt kirke.
– Men vi skal også være optaget af dem, der forlader kirkerne. Både fordi det er søskende, og fordi vi kan lære af dem. Bibelen er fuld af personer, fra Abraham over Jesus til Paulus, som forlader etablerede religiøse strukturer og finder nye veje frem.
Peder Poulsen, familieterapeut og frikirkepræst
Peder Poulsen, der er præst i Den Evangeliske Frikirke Nord og familieterapeut i Randers, har de seneste år ledt støttegrupper for folk, der har forladt evangelikale-karismatiske kirker. Hans erfaringer bekræfter ovenstående beskrivelser. Han mener, der er gået noget skævt i vores måde at drive kirke på, og at det kan være noget af årsagen til, at folk forlader kirken.
– Det er både en styrke og en svaghed, at vi i vores del af kirkelivet meget ser kirken som en stor høstmaskine, en virksomhed, som skal køre. Ud over at få folk ind i kirken for at blive aktive eller aktiveret, ved vi ikke helt, hvad vi skal med dem. Lidt fortegnet overdrivelse fremmer forståelsen bliver der skabt en sutteflaske-kultur, hvor vi hver søndag tager i kirke for at sutte af de flasker, som velmenende mennesker har gjort parat til os.
– Der er de få overansvarlige, der giver mælk til de mere underansvarlige og samtidig skælder ud over, at det forholder sig sådan. Når så nogle spytter mælken ud og siger, de ikke længere vil have sutteflaske, kalder vi dem oprørske. Det kunne jo lige så vel være, at de prøver at holde fast i sig selv og deres egen proces og vækst til modenhed i Kristus.
Peder Poulsen erkender, at han selv som præst har været med til at gå foran i hele kirkevækst- og aktivisme-tankegangen. Men en personlig livskrise i 90´erne vendte op og ned på hans forståelse af det at være menneske, troende og kirke.
Han er stadig præst. Nu i en lille frikirke, der tæller omkring 25 mennesker. Men hvordan er man så kirke? Peder Poulsen har ikke fundet de vises sten.
– Jeg ved ikke, hvor vi er på vej hen. I den lille menighed, som jeg er med i, er et af de billeder, vi bruger, at vi lige nu er som et skib på havet. Vi kan ikke se land i horisonten, og vi har ikke mad nok til at vende om og sejle tilbage. Men ind imellem driver der en kokosnød forbi, som vi samler op og deler, og som giver håb om, at der er land forude.
– Vi er kommet til vejs ende med vores eget projekt. Vi har opgivet at prøve at fungere som en slags kirke-koncern, der forretter gudstjenester og har arbejdsgrene og alt det der. Vi har skåret kraftigt ned på vores aktiviteter og program og satser i stedet på relationer.
– Lige nu betyder det, at vi lægger stor vægt på faktisk at være i samtale og dialog med andre mennesker, dvs. os selv indbyrdes, i vores familie, blandt venner og kolleger. Når vi mødes til gudstjeneste, bruger vi en del tid på, at de, der har lyst, kan fortælle, hvor de er i deres liv. Når jeg mødes med min hjælpepræst, har vi ingen formel dagsorden. Vi bruger i stedet tid på at dele vores hjerter med hinanden.
– Når billedet med kirken som en koncern ikke dur længere, er det vigtigt at finde nye billeder. Mit primære billede er blevet, at menigheden er en familie af familier og en udvidet familie for dem, som mangler en familie selv.
– Jeg vil gerne, der bliver fokus på familieværdierne, og jeg vil gerne selv prøve på at lære at være familie, så menigheden mest af alt er en familie af brødre og søstre. I familien er godt forældreskab og godt søskendeskab helt afgørende. Jeg tror, at ved at lære Gud at kende som vores Far og Jesus at kende som vores bror kan vi få del i Guds væsen og sindelag og lade det lede os.
Vi lever i en tid med forandring i vores samfund og kultur. Det præger også kirken. Netop derfor er behovet for en genbeskrivelse af, hvad det vil sige at være evangelikal kirke og kristen vigtig. Her kan de kirkeløse kristne komme til at spille en rolle, mener Ib Sørensen, der ud over at være præst i Missionsforbundet i Odense også underviser på SALT i kommunikation og ledelse.
– De kirkeløse kristne balancerer på en knivsæg. De er spejdere, der udforsker og udfordrer grænselandet mellem indenfor og udenfor. De er personligt i gang med en genbeskrivelse af deres egen tro. Det kan vi måske på sigt lære af. Måske finder de nye udtryk og måder at være troende og kirke på i det 21. århundrede? foreslår Ib Sørensen.
– Der er igen og igen behov for at genbeskrive tro og praksis. Vi kan ikke bare overtage en tænkning og en praksis, der hører vækkelsestiden og det moderne til. Vi må læse Bibelen igen og gøre det med afsæt i den virkelighed, der er blevet vores hver for sig, som kirker og som samfund. Gør vi ikke det, bliver vores tro og praksis stadig mindre fortolkningsduelig og meningsgivende.
– En mand fortalte mig engang, at når han kom i kirke, var det, som om han trykkede på en kontakt. Han kunne nu se alt fra kirkens synspunkt, og det gav mening i øjeblikket. Mandag morgen trykkede han på en anden kontakt og trådte ind i en helt anden verden, der havde meget lidt med søndagens tekst at gøre.
– Kristendommen er blevet genbeskrevet mange gange op igennem historien, så det er ikke noget nyt. Paulus stod for en radikal genbeskrivelse i forhold til sin egen baggrund som jøde og i forhold til den første tidligste jøde-kristendom. Reformationen var også en genbeskrivelse. Luther var også barn af sin tid. Oplysningstiden var begyndt, og det har helt sikkert også præget Luther og affødt de spørgsmål hos ham, som netop førte til reformationen. – Som evangelikale kristne er vi selv børn af 1800-tallets vækkelseskristendom, som også var et forsøg på at begribe Gud i et nyt sprog og en ny tid. Vægtlægningen på omvendelseserfaringer var et forsøg på at redde den klassiske kristendom fra det moderne og hele religionskritikken dengang.
– Jeg har dyb respekt for min egen tradition og baggrund. Men vi lever i anden tid. Hvorfor skulle vi ikke vove samme skridt som vores evangelikale fædre? lyder Ib Sørensens udfordring til kirken.
