Kun beskeden kristen hjælp til jordskælvs-ofre
Ingen kirkelige indsamlinger i Danmark til iranske jordskælvsofre. Kun beskedent bidrag fra Folkekirkens Nødhjælp. Men internationalt har Katolsk Kirke sendt 4 mio. kr.30.000 døde. 6.000 børn savnet. 11.500 sårede. Det er resultatet af jordskælvet i Iran d. 26. december, et af de største jordskælv i landets nyere tid. Nu tre uger efter er katastrofens omfang stadig ikke gået op for os.Jordskælvet der målte 6.6. på Richter-skalaen har forårsaget massive ødelæggelser i over 100 iranske byer. Værst er det gået ud over byen Bam i det sydlige Iran, hvor hele 70 pct. af bygningerne er ødelagt. Omkring 200.000 mennesker er hjemløse. De store behov kalder på øjeblikkelig hjælp. Men hjælpen fra det omliggende samfund er moderat. Også fra kirken.
Den katolske kirke er i front med 4 millioner kr. til nødhjælpsarbejdet ikke fra Danmark, men fra det internationale Caritas Network. Herhjemme har Katolsk Kirke ingen planer om en særlig Iran-indsamling.
Adventistkirkens nødhjælpsorganisation ADRA har ligeledes på internationalt plan sendt 180.000 kr. Men heller ikke her har den danske afdeling planer om indsamling.
Folkekirkens Nødhjælp har heller ikke samlet ind, men dog sendt 120.000 kr. fra organisationens katastrofefond. Internationale samarbejdsorganisationer forventes tilsammen at sende 600.000 kr. til Iran. Derudover foreslår Folkekirkens Nødhjælp at tømme lagrene i Amman, Jordan, for de forsyninger, som endnu ikke er sendt videre til Irak.
Mission Øst har som relativt lille selvstændig nødhjælpsorganisation ikke ressourcer til en særlig nødhjælpsindsats i Iran. Organisationen har nok at se til med udviklingshjælp til det krigshærgede naboland Irak.
Internationalt Røde Kors har anmodet verdenssamfundet om i alt 75 millioner dollars, ca. 450 millioner kr., der skal gøre livet tåleligt for 200.000 hjemløse et halvt år frem.
Fra Danmark er sendt 700.000 fra organisationens katastrofefond, suppleret op med 2 millioner kr. fra det danske udenrigsministerium. Men en indsamling via telefon og girokort har indtil videre kun givet 328.000 kr.
– Indsamlingen går trægt, indrømmer Gitte Jeppesen fra Dansk Røde Kors. – Vi havde håbet på mere.
Red Barnet har internationalt udsendt en appel om 10 millioner kr. I Danmark er indsamlingen først nu gået igang.
Iran er udsat, når det gælder jordskælv. For få år siden omkom 39.000 mennesker ved et enkelt jordskælv. Hvert år rykker Røde Halvmåne, en pendant til Røde Kors, ud til 450 større og mindre jordskælv. I løbet af sidste århundrede omkom i alt 140.000 mennesker i Iran ved jordskælv.
Ifølg den norske avis Korsets Seier er der ingen kristne kirker i Bam, men Pinsekirken i Teheran har kontakt med flere kristne. Den svenske pinsebevægelse og organisationen Hoppets Stjärna sender nødhjælp dertil via Pinsekirken i Teheran.