Undervisning:
Helbredelse – hvordan

Brev:

Kære Orla Lindskov
Jeg skriver gerne til dig, da jeg synes, du har et sundt og afbalanceret syn på sygdom og lidelse og helbredelse deraf.
Jeg er en mand på 39 år og kommer i en dejlig menighed. Der beder vi også for syge. Men det er, som om der er langt mellem miraklerne. Men det sker da.
Hvorfor vi ikke oplever mere af det, ved jeg ikke; vi har et godt leder-team og en meget hengiven præst.
Bibelen taler jo om helbredelse som en speciel nådegave. Måske er det der, vi skal søge Gud for klar ledelse og udrustning, for menighedens og den enkeltes opbyggelse.
Vil du sende os 2 salveduge. Den ene til min hustru. Den anden til en på mit arbejde.
På forhånd tak. Vi ser frem til at høre fra dig.
Mange kærlige hilsener
Den Spørgende
Sjælland

Svar:

Kære Spørgende
Ja, Bibelen taler om helbredelse som en speciel nådegave. Det læser vi i Ny Testamente i 1. Korintherbrev, kap. 12, v. 9.
Dette sted er det ene af 3 hoved-skriftsteder, som Ny Testamente indeholder om helbredelse. Disse 3 skriftsteder beskriver, hvem der kan helbrede og hvordan.
Det næste sted finder vi i Jakobs Brev, kap. 5, vers 14-16.
Her beskrives den tjeneste, som menighedens ældste kan udføre for den syge, nemlig at tage ud og salve den syge med olie og bede troens bøn.
Endelig omtaler Jesus den generelle tjeneste, som de troende kan udføre, nemlig håndspålæggelses-tjenesten i Markus-evangeliets 16. kapitel v.18.
Vi kan faktisk sige, at Gud har givet menigheden og de troende flere indgange til den dimension, der hedder guddommelig helbredelse.
Hvorfor der sker så lidt med helbredelse? – spørger du.
Jeg kan ikke give det endelige svar på dette spørgsmål.
Men der er dog lidt, jeg vil sige.
Alt, hvad vi tror om Gud, falder sammen, hvis Gud ikke er retfærdig. Det vil i Bibelens sprog sige, at Han er tro mod sit eget væsen og sine egne løfter, inklusivt hans løfte om at ville helbrede vores sygdomme.
Hvis det begynder at skride her, så kommer angsten for, at vi i nød og sygdom ikke længere kan regne med Gud.
Salmistens bøn er nok berørt af denne angst, når han i Salme 54 udbryder: ”Gud, frels mig ved dit navn, skaf mig ret ved din styrke! – Gud, hør min bøn, lyt til min munds ord!
Og i Salme 6, v.4: ”Herre, hvor længe endnu? – Vend tilbage, Herre, red mit liv – ”
Vi beder måske ikke så tit på den måde i dag.
Men jeg vil sige, at der er ægte kristendom i at råbe: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt os” – forladt os som menighed, – når vi står ved sengen hos vores syge og lidende broder eller søster, og helbredelsen lader vente på sig eller måske endda udebliver, når angst og desperation truer os.
Selvfølgelig ved vi godt inderst inde, at Gud ikke har forladt os. Men vores afmagt kan nogle gange opleves overvældende.
Du skal vide, at Guds gerninger er vanskeliggjort i vores land og i vores folk på grund af vantro. Og vi skal huske, at vores land og vores folk ikke kun består af dem udenfor vores kirkedøre.
Vi kristne er en del af folket. Vi bor i landet.
Vi læser i Bibelen, at da Jesus besøgte sin egen by Nazareth, var det meget småt, hvad han der kunne gøre for at hjælpe på grund af byens vantro.
Jeg tror, at mange syge i vores land fortsat venter på helbredelse på grund af landets vantro, og den vantro kan vi ikke kun give dem udenfor kirkernes døre skylden for. Måske er tiden til, at vi kristne som de første disciple beder Jesus om at give os mere tro.