Lizzi vandt rejsen til Ægypten

Det blev en af de trofaste abonnenter, der vandt Udfordringens konkurrence om en Unitas-rejse
for to personer til Ægypten. I 15 år har hun nu holdt Udfordringen.Lizzie elsker at rejse. Men det gør hendes mand Anders ikke så meget. Så det bliver spændende, hvem hun finder på at tage med på de 10 dages rejse i det klassiske Ægypten, som hun nu har vundet.

Lizzi Lynge Nielsen får her overrakt gavekortet, til de to Unitas-rejser af Udfordringens redaktør, Henri Nissen, i hendes hjem i Roskilde.

Netop hjem fra skiferie

Nu er det ikke sådan, at Anders slet ikke rejser. Parret er lige kommet hjem fra deres juleferie i Norge, hvor de hvert år tager på skiferie i Rjukan ved Gaustatoppen.
Som regel er hele familien med. Den består også af datteren Ditte og sønnen Bjarne, som begge er gift og har børn. Ditte er uddannet lægesekretær, mens Bjarne er uddannet politibetjent. Lizzi har nu fem børnebørn.
– Vi fejrede jul hos min datter og så rejste vi 2. juledag til Norge, fortæller Lizzi, som også løber slalom, men efterhånden foretrækker langrend.
– Jeg elsker frost og sne, og der er så pragtfuldt i Norge.

Eget firma indenfor skilte og dekoration

Da vi besøgte Lizzi, var hun netop faldet dagen før og havde slået ryggen. Men det var altså ikke på ski på vej ned ad Gaustatoppen, men herhjemme på en glat trappe!
Og det er ikke kun Norge, Lizzi rejser i. Hvert efterår de sidste 15 år er hun og søsteren Hanne taget på busferie i udlandet, hvor de så hygger sig med pigeting.
Anders elsker derimod at arbejde i familiefirmaet Telau, hvor både sønnen og datteren nu er ansat. Det er et firma med dekoration, skilte og udsmykning som speciale. Noget med velcro, skilte og stativer, forklarer Lizzi. Det ligger i Baldersbrønde vest for København.

Bankuddannet københavner

Lizzi er født københavner i Vanløse og voksede op i hovedstaden. Dér mødte hun også Anders, som var EDB-kyndig i sparekassernes data-center. Sammen boede de to perioder i Dallas, Texas, fordi Anders skulle udvikle en ny computer.
Selv blev hun bankuddannet i Bikuben, og arbejdede i Vanløse og på Østerbro, og hun var en periode også på Bikubens hovedkontor.
– Da vi fik Ditte i 1970 tog jeg orlov et år, og da vi fik Bjarne i 1972 blev jeg hjemme. Anders startede sit eget data-firma „dataDane“ og i 1974 flyttede de til Fløng, hvor vi boede i eget hus i 21 år, fortæller Lizzi.

I hus med præsten

For ti år siden købte parret den ejendom i Roskile, hvor de nu bor, nemlig Østergade 38. Det er en større beboelsesejendom, hvor også Lizzis præstepar bor!
Lizzi og Anders er nemlig baptister. De kom oprindeligt i den kirke, der lå, hvor Falconércentret nu ligger. Nu er de med i Baptistkirken på Vindingevej i Roskilde, som formentlig er den største eller næststørste baptistmenighed med ca. 275 medlemmer. Præsteparret er Esther og Torsten Højberg. Det andet præstepar, Birgitte og Claus Bækgaard, bor i præsteboligen på Vindingevej.

Har styret kirkens penge i mere end 20 år

– Kirken lå først på Vindingevej 10, men så udvidede vi og købte et nedlagt plejehjem på Vindingevej 32 i 1991. Her er en hel fløj med værelser. Her er legestue som forældrene selv kører og dagplejemødre mødes også her to dage om ugen. Det er stort, og vi har også bygget noget til.
Når Lizzi omtaler kirken som „vi“, skyldes det ikke kun at hun er medlem. Hun har nemlig også været kasserer siden 1982!
Og indtil dette nytår var hun også ansat som sekretær i 15 år, så det har været spændende at følge udviklingen i den aktive menighed.
Da familien kom hjem fra ferien i Norge, overraskede menigheden hende med en suprise-reception søndag den 4. efter nytår.

Patchwork

I fritiden kan Lizzi godt lide at gå til gospelkor eller lave håndarbejde og patchwork sammen med de andre kvinder i AOF.
Og så læser hun altså Udfordringen, hvilket nu har skaffet hende en tur til det spændende Ægypten, hvor hun skal bo i Cairo, se på pyramider, rejse med nattog fra Cairo til Aswan, sejle ned ad Nilen osv. sammen med en god rejsekammerat efter eget valg. Ægypten-rejserne fra Unitas er blevet så populære under Udfordringens konkurrence at to allerede er udsolgt og en tredje næsten fyldt op. (Læs evt. mere på Unitas.dk)
Vi ønsker Lizzi god rejse.