Munter eftertænksomhed

Den er bestemt ikke kedelig, den filosofiske samtale mellem Johannes Møllehave og Benny Andersen i bestselleren „Det skal mærkes at vi lever“63.000 solgte eksemplarer på en måned. Det siger noget om, at bogen har ramt plet i den danske folkesjæl. „Det skal mærkes at vi lever“ har både humor og dybde. Og så kan dens samtaleform lære os noget om dialog mellem troende og ikke-troende.Bogen er nemlig en samtale mellem to gamle enkemænd, Johannes Møllehave, der mistede sin Herdis efter 40 års ægteskab, og Benny Andersen, der måtte tage afsked med sin Cynthia efter knap 20 år. Sørgeligt, skulle man mene, men præsten og digteren får ligefrem noget livsbekræftende ud af dødens tema. Tomrummet har givet anledning til eftertænksomhed – og taknemmelighed. Så læseren også tænker: Jeg må til at sætte mere pris på min ægtefælle!
Et eksempel på Benny Andersens humoristiske finurlighed, da han en dag ville erklære Cynthia sin kærlighed:
– Du er det modsatte af en splint, sagde han – og fortsatte som for at besvare hendes undrende blik:
– Jo, for en splint gør kun ondt ét sted; men du gør godt over det hele!
Sproglig fryd
De er begge ordkunstnere, og derfor er blot det sproglige en fryd, minutiøst gengivet af journalist Karen Thisted. Samtalerne foregår i løbet af en uge på øen Kreta. Hele 33 emner tager udgangspunkt i Benny Andersens digtsamling på 1040 sider. Møllehave glemte at få dem med fra Danmark – men det betød ikke noget. Han kan dem udenad alle sammen!
Men de to venner taler ud fra hver sin position. Digterpianisten ud fra glæden over livet her og nu og dermed slut, filosofpræsten ud fra håbet om det evige liv, hvad det så end er. „For jeg har jo ikke prøvet det“, som Møllehave siger.
Og så forklarer han, med udgangspunkt i Bennys egne digte, behovet for at tro på noget større, hvor anderledes og skelsættende Jesus er, hvad det kristne evangelium dækker, og hvor stor kraft der er i bønnen Fader Vor.
Så også Benny til sidst i bogen må indrømme:
– Jeg erkender, at mange ting i Bibelen har gjort et varigt indtryk på mig, og citater fra Bibelen ligger mere eller mindre skjult i det, jeg skriver.
Og videre:
– I modsætning til de mange talentløse danske videnskabsmænd, der hævder, at det, der ikke kan påvises, ikke eksisterer, så siger jeg, at det, der ikke kan påvises, kan heller ikke afvises.
Troen får indpas – trods alt
Den ikke-troende altså på nippet til at tro. Men hvad så med den troende, der ikke helt lever op til bibelsk moral? Johannes Møllehave gør ikke op med det „det åbne ægteskab“, hvor sidespring med ægtefællens samtykke er i orden, han og Herdis i sin tid lancerede.
En torn i øjet, ganske vist, men ikke desto mindre kan manden som få sætte ord på evangeliet. Og lære os noget om respektfuld dialog.
Og selv forventer han at havne „det rigtige sted“ – som da han fik hjertestop i Spanien, som Benny Andersen minder ham om:
– Da du vågnede op, stod der en læge ved din seng, og på hans navneskilt stod der „JESUS“. Det hedder man jo i spansktalende lande, men da du så det, udbrød du: „Så må jeg være kommet det rigtige sted hen. Mit navn er Johannes.“
Jo, livsbekræftende, det er bogen, man kan glæde sig over, at det kristne budskab på så mangfoldige og alternative måder får indpas i danske hjem. Gennem salme-cd’er, julekalendere, og nu bøger. I sådan grad, at TV2’s seere har kåret „Det skal mærkes at vi lever“ til „årets bog“.