Præster beder ikke kun i kirken
– men også ved børnesengen og spisebordet, viser undersøgelse Som ung teologistuderende grinede Jan Lindhardt, da Johannes Møllehave ville bede bordbøn. I dag er han som biskop i gang med at revidere sin ungdoms modvilje. Det har han fortalt om i to P1-udsendelser om Den forsvundne bøn, hvor også Møllehave fortæller om sit ændrede syn på bøn:
Nu anerkender biskop i Roskilde Stift udvendig bøn. Johannes Møllehave fortæller i P1 programmet, at han har hørt Lindhardt indrømme, at holder man ikke et kærlighedsforhold vedlige, kan det ikke bestå, og holder man kun kristentroen vedlige om søndagen og juleaften, kan den jo heller ikke bestå. – Det er jeg enig i, siger Møllehave.
– Jeg kom til at grine hos Møllehaves dengang, fordi jeg som ungt menneske mente, at den udvendige bøn ikke var værd at regne med. Men det svar holder nok ikke i dag, siger Jan Lindhardt i udsendelsen. – Bøn må være mere integreret i ens hverdag, så den ikke kun kommer, når man er virkelig ude at svømme. Der må også være andre situationer, hvor det er rimeligt at bede, og det tror jeg, at vi kommer tilbage til i vores tid – at vi igen ritualiserer nogle af de former, vi har forladt. Men det bliver en svær proces for folk af min generation.
Sammen med de andre nordiske lande ligger Danmark blandt de mest religiøst sløve lande i verden. Derfor kan det heller ikke undre, at en aktivitet som bøn generelt har haft lav status som noget, man ikke åbent stod ved, at man gjorde. Til gengæld vil det nok undre mange, at blandt præster beder omkring hver tiende ikke ret meget privat, men stort kun når de er på arbejde og får løn for det.
De tal fremgår blandt flere resultater af en undersøgelse, som journalist Kåre Gade har lavet for DRs P1 pr. e-mail til 200 danske folkekirkepræster omkring nytår.
Marianne Vihøj, der er teolog og seminarielærer, forklarer i radioprogrammet, at fromhedslivets forsvinding var en reaktion på en periode i første del af sidste århundrede, hvor de ydre former var blevet for meget:
– Det var nok lige som funktionalismen i arkitekturen, hvor vi i huse af glas, stål og beton får trang til at komme med en lille vase med en lille blomst i. Det kan fx være aftenbønnen med børnene, der er en lille kristen lomme hvor man kan sidde 5-10 minutter hver dag. Det er en slags undskyldning, fordi man er opdraget med en teologi, der siger noget andet.
Kåre Gade, som redigerer P1s program Folk og Kirke, resumerer det generelle indtryk fra sin undersøgelse af præsters bedevaner sådan, at aftenbøn med børnene er vigtig og regelmæssig, men fælles bøn med voksne begrænser sig til et bordvers ved særlige lejligheder.
