Tait: Lose This Life

I skrivende stund er det blevet 1. januar 2004 og et helt år med forhåbentlig god musik ligger foran. Jeg kan ikke komme på en bedre måde at starte året end med denne cd: Tait, Lose This Life.
Michael Tait er mest kendt for hans medvirken i ‘dc Talk’. Men nu står han i spidsen for ‘Tait’, en gruppe bestående af Michael Tait (sang), Chad Chapin (trommer), Lonnie Chapin (Bas), Justin York (Guitar). Deres debutalbum ‘Empty’ solgte i over 100.000 eksemplarer. ‘Lose This Life’ er en stærk efterfølger.
Genren er rock, men ikke udelukkende, der findes også lidt pop-ballader på cd’en. ‘Tait’ har en fed lyd, det hele hænger godt sammen. Musikken er harmonisk og rar at lytte til på trods af den til tider lidt hårde rock. Inkarnerede fans af rock vil nok være uenige med mig i at cd’en har hård rock, men det med smag er individuelt.
Særligt kan jeg godt lide sangen ‘Free Will’, hvor noget af teksten lyder: I got a free will, and I’ve got to lose it, so I give my free will, back to You. (Jeg har en fri vilje, den må jeg miste, så jeg kan give min frie vilje tilbage til dig). Det er gennemgående meget stærke tekster, der præger cd’en. De er alle på nær to skrevet af eller sammen med Michael Tait.
Ligger cd’en i din computer får du adgang til en side på nettet, der blandt andet indeholder musikvideoer. Det er ikke noget, der er lagt på cd’en, men skal downloades fra nettet. For at få adgang skal man registrere sig med sine personlige adresseoplysninger, hvilket stoppede mig. Mange andre grupper giver idag „kvit og frit“ ekstramateriale med på cd’erne, hvorfor så ikke ‘Tait’?
Om du var/er ‘dc Talk’ afhængig eller ej, kan jeg varmt anbefale denne cd. Det er en ørehænger, der vil være manges favorit flere måneder ind i 2004.

Karakter: 10