Ulandsbistand – med eller uden kirke?
I Afrika gør kristendommen en forskel – også i ulandsarbejdetUnder et netop gennemført besøg i Etiopien fik jeg lejlighed til at opleve, hvad der kan ske i kristendommens møde med hedenskab og fattigdom. Endvidere kunne jeg ikke undgå at gøre mig nogle overvejelser om betydningen af, at bistandsprojekter virkeliggøres som led i kirkens arbejde. 
Af Samuel Roswall
specialkonsulent, Hillerød
Når man i almindelighed taler med mennesker om mission i fremmede kulturer, møder man ikke sjældent en forestilling om, at der er tale om eksport af den kristne kultur, sådan som den trives på vore egne breddegrader. Altså en slags kirkelig kulturimperialisme. Det kan godt være, at den måde at tænke på kunne være mere relevant for år tilbage. Men i vore dages missionsarbejde er det i hvert fald ikke sådan.
Det er rigtigt, at missionærernes arbejde generelt skaber forandring. Men når forskellen bliver synlig, fødes den som oftest indefra i mennesker, som kommer til den overbevisning, at Kristus er stærkere end Satan. På den måde kan man sige, at afrikaneren får sig selv med.
Forestillingen om, hvad kristen mission medfører socialt, blev vakt i mig for år tilbage. En missionær fortalte om sit arbejde i tilknytning til den lokale kirke. Samtidig blev der vist et lysbillede af en families hjem (hytte m.v.) i en landsby. Hytten var velbygget, omgivelserne ordnede, dyrene blev behandlet godt.
Det blev på den måde illustreret, hvad der sker, når mennesker lægger hedenskabet bag sig og bliver kristne. Den materielle fattigdom bliver ikke umiddelbart skiftet ud med velstand. Men mennesker begynder ofte at tænke mere ansvarligt om de små goder, de har, bliver mere motiveret for hygiejne, sundere livsførelse, omhyggelig dyrkning af jorden osv.
Men er det ikke blot udtryk for hamskifte fra hedenskab til kristendom eller udtryk for, at afrikaneren udsættes for kulturel voldtægt? Vel er der her tale om et principielt og kompleks spørgsmål. Men hvad jeg så var, at missionæren med stor indføling og kærlig forståelse går ind og motiverer og hjælper med udgangspunkt i lokalbefolkningens egne forudsætninger og muligheder.
Lad mig nævne et eksempel. Med vore øjne set er hedenskabet udpræget kvindeundertrykkende. Ikke sådan, at mændene vil være onde. Men manden betaler f.eks. 30 køer for en kone, og så skal han vel også have noget for pengene.
Blandt halvnomader i landets sydvestlige del er det konen, der ikke alene laver mad, henter vand og brænde, føder og passer børnene, men også bygger hytten, osv. osv. I tilgift får hun ofte bank, hvis hun ikke gør det godt nok.
Det skaber ikke forandring at sige, at det skal der laves om på. I stedet for laves der arrangementer for kvinder, hvor man lærer dem forskellige ting, f.eks. dyrkning af produkter, de kan sælge på markedet. På den måde styrkes deres selvværd. Og det hele bæres af budskabet om den Gud, som i Kristus elsker det menneske, han har skabt. Det er i budskabet om ham, vi møder det stærkeste vidnesbyrd om menneskets også kvindens værdi.
Et andet eksempel, som kunne nævnes, er kampen mod aids. Der er næppe nogen landsby, hvor der ikke står et skilt om den sag. I hvert fald er der sådan et, hvor der er nogle, der kan læse. Det vil være forkert at sige, at det ikke gavner noget. Men skal der ske en forandring, skal der mere til end oplysning og kondomer.
Dette mere har mission og kirke et bud på, gode nyheder som kan forvandle mennesker indefra og give dem et nyt og værdigt liv. I praksis sker forvandlingen ofte gennem en proces men hos mange er processen i gang.
Et tredje eksempel kunne nævnes. I hedenskabet har det ofte stor betydning at tilfredsstille forfædrenes ånder. I en af stammerne gøres det ved, at man slår børn ihjel, hvis deres tænder i overmunden kommer før tænderne i undermunden. Eksekveringen sker ved, at børnene kastes ud fra en klippeafsats. Missionærerne har så spurgt, om de ikke måtte få udleveret disse børn. Og det har kunnet lade sig gøre på én betingelse, nemlig at børnene ikke bliver i stammen. Børnene er så overflyttet til en anden stamme.
Hvordan har det kunnet lade sig gøre ? Det er sket, fordi der i den anden stamme er mennesker, som er blevet kristne, og som har ønsket at tage vare på disse dødsdømte børn. På en måde har man lyst til at sige: Hvis en sådan fremgangsmåde er udtryk for en kirkelig kulturimperialisme jamen, så er jeg tilhænger af den.
I sandhed: kristendom gør en forskel i Afrika.
I programmet for den evangelisk, lutherske kirke (Mekane Yesus kirken) tales der om holistic ministry. Man ønsker altså at være i tjeneste for hele mennesket. I praksis vil det ofte ske ved, at nyt arbejde i et område sættes på tre ben: en kirke, en klinik og en skole.
Umiddelbart er sammenhængen indlysende. Oplysning og lægedom befordrer et mere værdigt liv i overensstemmelse med det kristne menneskesyn; samtidig kan det kristne budskab betyde en livsforandring, sådan at mennesket indefra forstår værdien af et menneskeværdigt liv.
Det har været meget opmuntrende og livsbekræftende at opleve, hvad den lokale kirke og missionsselskabet får udrettet i fællesskab. Og som dansker bliver man endvidere glad for at se, hvordan danske bistandsmidler anvendes i et skole- og sundhedsprojekt, som er knyttet til det kirkelige arbejde.
For det første er man som skatteborger glad for at bemærke, hvordan missionsselskabet administrerer bistandskronerne. Men for det andet og det er ikke mindst vigtigt så gribes man af en tro på, at bistandsmidlerne er givet godt ud. For i sammenhæng med det kirkelige arbejde sker der ikke blot en ydre forandring, som igen kan forsvinde som dug for solen. Mennesker oplever samtidig en indre forandring, som motiverer og gør den ydre forandring naturlig og forståelig og dermed mere holdbar. Forstået på den måde er det rigtigt at sige, at bistandshjælp formidlet gennem et missionsselskab kan noget, som almindelig humanitær hjælp ikke kan.
I en dansk velfærdmodel er det ikke indlysende, at skole og hospitalsvæsen er knyttet sammen med kirken. Vi har en lovgivning, der regulerer velfærdsydelserne. Men vi skal ikke længere tilbage end til pietismens tid (begyndelsen af 1700-tallet), hvor denne sammenhæng blev markeret. Den blev især gjort gældende af tyskeren August Francke, som ønskede at give sin næste en hjælpende hånd til hans legems- og sjæletrang, som han udtrykte det. Alt, hvad han satte i gang på det sundhedsmæssige og kulturelle område, var en følge af den kristne omvendelse, han oplevede i 1687.
Naturligvis er der ikke bare solstrålehistorier at fortælle om missionens og kirkens arbejde. Alt, hvad solen skinner på, kaster som bekendt skygger. Der er sejre og der er nederlag. Der er også nederlag, som består i, at medarbejdere i kirken har forladt den, er vendt tilbage til hedenskabet med drikkeri, tæsk til konen osv.
Gang på gang mindes vi også i Etiopien om, at det budskab, som kirken har fået betroet, er som en skat i et lerkar. Det kristne budskab kan forandre mennesker, men mennesker i kirken er skrøbelige. Ja, i virkeligheden må den kristne menighed sande, at hvis den ikke forstår dobbeltheden (evangeliets styrke og de kristnes svaghed), så er det tvivlsomt, om den har forstået, hvem Kristus er.
