Synspunkt
Afskedens gave

„Orpa kyssede sin svigermor farvel …“ (Ruths bog 1,14)I løbet af livet vil flere mennesker tage afsked med os. Når de vil det, skal vi lade dem gå og ikke forsøge at overtale dem til at blive. Vores fremtid er sjældent bundet sammen med dem, som forlader os.
Når mennesker ikke mere hører til vores liv, vil selv ikke en spand fuld af sekundlim kunne binde dem til os.
At Orpa tog afsked med sin svigermoder, gjorde hende ikke til et dårligt menneske; det betød blot, at hendes rolle i denne historie var til ende.
Vi bør erkende, når en andens rolle i vores liv går mod sin ende, ellers forsøger vi at vække døde til live igen.
David kæmpede med Gud for sit barns liv. „Han fastede strengt og gik hen og lagde sig på jorden om natten …. Han spiste heller ikke noget …..“ (2. Sam. 12,16-17). Men da barnet var død, måtte han acceptere, at det kunne der ikke laves om på. Altså „rejste David sig fra jorden, vaskede sig, salvede sig, skiftede tøj og gik ind i Herrens hus for at tilbede. Derpå gik han hjem og bad om at få mad sat frem, og så spiste han.“ (2. Sam. 12,20). Vi skal vide, når noget er forbi, og acceptere det. Stå op igen. Måske er det en god idé at få noget godt at spise. Men begynd at leve igen! Det er ikke rimeligt at tigge mennesker om at blive, når de ikke har lyst til det. Ikke enhver bortgang er en ulykke; nej, der findes også en „afskedens gave“, som er bibelsk. Det betyder, at Gud har forberedt noget andet til os – og måske også noget bedre til os og de mennesker, som forlader os. Derfor skal vi have tillid til ham.

Af Elizabeth Mittelstaedt