Baggrunden for kirkestrid i Grønland
Vagn Tefres kompendium Folkekirkens møde med sekter og new-age i Grønland er blot ét af mange eksempler på hetzen mod Inuunerup Nutaap Oqaluffia (Det nye Livs kirke, som er navnet på den grønlandske frikirke).I flere af de grønlandske byer har frikirkemedlemmer oplevet chikane fra kirkens side. På kirkekontoret, når man har henvendt sig for at få ordnet en sag, der skal ordnes der. Ved orienteringsmøder om trosretninger, hvor de, der kommer i frikirkerne, er blevet beskyldt for at være hjerne-vaskede. Ved orienteringsmøder i de ældste klasser på skolerne, hvor en præst kaldte dem, der kommer i frikirken for satanister og bagefter benægtede at have sagt det og spurgte, om man virkelig troede mere på en stor pige i 11. klasse, der var hjernevasket, end på en mand, der har været præst i mere end 20 år. Eksemplerne er mange.
Men hvorfor? I Inuunerup Nutaap Oqaluffia vælger vi at tro, at det først og fremmest handler om uvidenhed om, hvad frikirken står for, og om historiske grunde.
Frem til 1953 var Grønland et lukket land. Ingen udefra kunne besøge Grønland uden en ansøgning. Den Lutherske Kirke havde stort set været enerådende kirke siden Hans Egedes ankomst i 1721. Herrn-hutterne var her en periode og satte klart præg på kirkelivet, men blev efterhånden optaget i Den Lutherske Kirke.
I slutningen af 1700-tallet foregik der omkring bygden Kangaamiut en række hændelser, der blev kaldt profetbevægelsen. Det var grønlænderen Habakuk, der gjorde sig selv til profet og skejede ud på en række områder. Hans lære var fuldstændig afsporet og gik i sig selv igen med hans død.
Men profetbevægelsen i Kangamiut har sat sig spor, og siden da har grønlændere kaldt mennesker med en anden tro for Habakukker. Habakukker er dem, der har en anden kirkeform eller trosform end Den Lutherske Kirke.
Med grundlovsændringen i 1953 og Grønlands åbning kom Jehovas Vidner og Pinsemissionen til landet samtidig. Begge praktiserer dåb af voks-ne, og de blev af kirken opfattet som værende det samme.
Man havde svært ved at skelne, og det har man stadig 50 år efter frikirkernes ankomst til Grønland.
Den nuværende biskop, Sofie Petersen, var præstedatter og oplevede i sit hjem på det tidspunkt, hvordan man vend-te sig mod Jehovas Vidner og Pinsemissionen under ét og det præger hende stadig.
I dag er hun naturligvis mere nuanceret, men har svært ved at anerkende og lukke op for frikirkerne, dem, der ifølge Johs. Aagaard hører med til familien.
Striden i Grønland minder meget om situationen mellem kirken og frikirkerne i Danmark i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet og skyldes først og fremmest uvidenhed om, hvad frikirker egentlig er og står for.
Der er brug for, at kirker og enkelt-kristne beder for situationen i Grønland og er med til at oplyse om de reelle forhold, når man er sammen med grønlandske præster i forskellige sammenhænge, ligesom vi i Grønland fortsat må række hånden ud mod kirken til samtale og samarbejde.