Brev fra en rystet mand

Brev:

Kære brevkassefamilie
Jeg synes mest, det er kvinder, som skriver ind. Jeg plejer selv at skimme brevkassen, somme tider synes jeg, svarene er lidt lange i det. Det, jeg godt kunne tænke mig, er at høre et godt råd om følgende: Jeg er 42 år gammel og gift og vi har 3 børn. Min kone er lidt yngre end mig. Vi er vokset op sammen mere eller mindre. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad der sker. Det er som om jeg ikke kan gøre nogen ting rigtigt længere. Før var jeg en helt og fik tingene ordnet, men nu er hun slet ikke tilfreds. Hun skælder og smælder, synes jeg. Ja, ja, hun er da også sød ind imellem fortsat. Jeg synes snart, hun vil bestemme alting. Hun er begyndt at sige til mig, at jeg bare skal passe mig selv. Jeg forstår ikke, hvad der sker med damen. Det kan jo nok også være svært for jer at finde ud af, men måske kan I alligevel give mig et par ting at gå videre med.
Mange hilsner fra ’en rystet mand’.

Svar:

Kære ’Rystede mand’
Tak for dit brev. Jeg må se, om jeg kan svare dig kort! Du lyder til at føle dig lidt usikker på, hvad der sker, og heller ikke helt tilfreds med det. Jeg har mest lyst til at råbe højt hurra og ønske tillykke til jer begge to, for det er livet selv, som bevæger sig hos jer, synes jeg.

Det kunne have været spændende at høre, hvordan verden ser ud fra din hustrus stol. Det ligger dybt i vores opdragelse, at mænd skal rydde sten af vejen. Og det lyder det til, du også er god til, endda var ved at få heltestatus. Det må også være dejligt at have sådan en mand som dig i området til at ordne alting. Så hvad er problemet? Tja, det kunne jo være, at fruen selv er ved at ankomme til jeres forhold. Der er sten, hun selv skal bakse med, der er steder, hun selv skal stå, der er meninger, hun selv er ved at tage på sig. Kort sagt, hun er ved at træde i karakter, tillykke med det.
Muligvis vil hun sige: „Ja, du har troet, det hele var i orden, men jeg har gjort, hvad du har ønsket jeg skulle gøre. Men jeg har hele tiden givet køb på mine egne meninger og har ikke orket at hævde dem. Og så snart der var noget, kastede du dig over en løsning og skulle klare ærterne for mig. Men jeg har brug for at løse mine egne problemer selv!”
Jeg gætter selvfølgelig.

En klog mand skrev engang: ’Man forandrer sig, når man har lyst til at forandre sig, hvis der er en atmosfære, som man kan forandre sig i’. Du kunne give din kone et miljø, hvor du er tilstede sammen med hende, mens hun er ulykkelig eller utilfreds. Hold op med at være en forælder for hende og bliv partner og ven. Det kan næsten ikke undgå at blive ulykkeligt, hvis man som voksen vil gå ind og gøre ting for hinanden, som hører forældre – børn forholdet til. Det gælder også for børnene. Når de når en vis alder, er der altså ting, de må bakse med selv. Men det er fint, hvis I kan få en kultur, hvor I er sammen om det. For nogle år siden skrev min hustru på et kort til mig bl.a. ’jeg håber, du må finde ind til et liv i overflod’. Jeg var da midt i den berømte midtlivskrise og klagede ind imellem min nød. Det var en lettelse og en trøst, at jeg kunne være på vej og blive set, uden at hun skulle redde det for mig.

Med alvorlig fare for at gentage mig selv, så vil jeg anbefale dig at snakke med hende. Og jeg mener altså sam-tale (hør, alle I folk!). Lyt til hende, anerkend det, hun siger, sig dit, lad dig ryste ud af rollen og lige ind i relationen. Mærk magtesløsheden og angsten i dig selv og bliv i kontakten. Én taler og én lytter og engang imellem bytter I rundt. Der er ikke tale om to monologer, hvor du sidder og forbereder dit næste indlæg, mens hun siger sit. Lyt og prøv af om du har fået fat i det, hun siger. Det er en hædersbevisning, hvis hun endelig vil dele noget af det svære med dig frem for at sige ’gå væk mand!’. Så ved hun, at du ikke vil tage problemerne fra hende, men vil støtte hende i at ankomme til sit eget liv og tage ansvar for sig selv og sin egen plads i jeres forhold.

Jeg er selv tilbøjelig til at tage rebellens rolle på mig, når jeg er under pres. Det er lettere og mere kendt end at sige noget om min egen angst eller usikkerhed. Jeg øver mig i det personlige udtryk. Når to mennesker lever sammen, er det bærende i samlivet evnen til at være værdifulde for hinanden og udvikle sig sammen.
Når du oplever, hun bliver mere besværlig, er hun sandsynligvis blot ved at blive mere selvstændig. At hun nu endelig tør være forskellig for dig og sige ’ja’ til sig selv, er fremskridt. Det kan godt være, at det for dig lyder som et nej, og at du synes det mere udvikler sig til en magtkamp. Der er dog et mere oplagt perspektiv, nemlig at hun er i gang med sin livsnødvendige kamp for sin egen integritet og eksistens. Og det bedste du kan gøre for hende, er at se hende og værdsætte hende for den, hun er, og støtte hende i hendes forehavende.
Mange hilsner
Peder Poulsen