Faste-serie:
Da Vagn og Annelore fastede voksede kirken
Vagn og Annelore Rasmussen fra Ølgod er vant til at faste. Den strategi vendte i sin tid udviklingen for byens lille indskrumpede frikirke. I dag er Ølgod Menighedscenter en livskraftig menighedFastetiden er gået ind – ifølge kirkeåret i hvert fald. Men bøn og faste har en positiv indvirkning hele året, det kan Vagn Rasmussen skrive under på. Han fastede hele januar måned og er netop vendt hjem fra en prædiketur i Canada.
– Vores strategi er bøn og faste, sagde Vagn Rasmussen med et glimt i øjet, da jeg besøgte ham og hustruen Annelore for nogle år siden. Det var på den tid, hvor jagtsæsonen for den sidste nye kirkevækstmetode var gået ind. Og den er måske ikke forbi endnu
Annelore og Vagn flyttede til Ølgod i 1984 for at give den lille pinsemenighed i byen en sidste chance.
– Det var sidste udkald, fortæller han.
Zion, som menigheden hed dengang, var en af de første pinsemenigheder i Danmark, og bygningen, der blev opført i 1927, var en af de første pinsekirker, som havde indbygget dåbsbassin.
Zion var en såkaldt udpost til Pinsekirken i Blåhøj, og der var kun fire gamle mennesker tilbage.
– Gennemsnitsalderen var 80 år, fortæller Vagn. – Men, hvor kunne de bede! Vi startede bedemøder med det samme. Om ikke de kunne andet, så kunne de bede, disse gamle.
Og de gamles bøn var det, der vendte udviklingen i den lille menighed. Sammen med Vagns fasteperioder medvirkede det til menighedens ti-dobling. I dag hedder den Ølgod Menighedscenter og er en selvstændig frikirke. Og Vagn Rasmussen er svær at træffe. Han er lige kommet hjem fra Canada og skal videre på en missionsrejse til Indien. Derfor har han overdraget ansvaret for de 40 voksne medlemmer til yngre kræfter: Majbritt og Brian Nielsen.
Men tilbage til Vagn: I begyndte vel at missionere?
– Nej, som sagt så begyndte vi med bedemøder. Og min kone Annelore og jeg begyndte selv en bøn og faste- periode, som kom til at vare 21 dage. Det flyttede noget! Først ringede en af vore venner fra Brande og fortalte, at hun havde haft et syn om Zion, hvor hun så, at unge mennesker kom ind fra gaden og gav sit liv til Jesus. Det var fuldstændig utænkeligt på det tidspunkt!
Men det gav mig den idé at invitere teams af unge herned fra Brande og Blåhøj. Dem sendte jeg på gaden med traktater, og de inviterede til café-aftener i kirken, og sandelig om ikke de unge fra byen begyndte at komme ind. Nogle af dem blev frelst – vi kunne næsten ikke tro vore egne øjne!
Vagn og Annelore har måttet bede og faste i flere omgange. En gang i 35 dage, en anden gang i 40 dage, fortæller Vagn:
– Hver gang min kone og jeg har fastet, er der sket noget. Måske ikke mens fasten stod på, men bagefter.
– Jeg fik bla. inspiration til at starte musikundervisning, en slags spil-sammen-aftener, hvor de unge deltog. Efter øvelserne kom de op til os i lejligheden og fik kaffe, og så sluttede vi med en andagt. Også herfra kan jeg fortælle mange solstrålehistorier om unge med en barsk baggrund, som blev forvandlet i mødet med Jesus! Jeg fik også lov til at vie nogle af de unge, og de er blevet til virkelig stabile familier i menigheden. Der kom også andre familier til – rygterne går jo.
Det må have skabt nogle omvæltninger, at så mange unge kom med?
– Ja, vi var nødt til at følge med tiden, så vi tog de sidste nye lovsange ind og smed salmebøgerne ud! Salmecyklen blev skiftet ud med et keyboard. De gamle var jo glade for det, der skete, så de bar over med omvæltningerne. Vi havde brug for musikalske mennesker, så det var et af mine bede-emner, at Gud ville sende os en god lovsangsgruppe. Det gjorde Han, ved at vore unge ugifte mænd fik sig nogle gode piger, som oven i købet var musikalske. Så et halvt år efter havde vi en god lovsangsgruppe.
– En god leder skal også være åben for nytænkning, pointerer Vagn. – Gud er nemlig så stor, at Han ikke behøver at gentage sig selv. Han skal også være åben for initiativer nedefra, kunne lytte til folket. En leder skal være visionær og kunne formidle visionen, så folket bakker op.
– Men frem for alt skal han være en bønnens mand. Og ægtefællens opbakning er vigtig. Min kone er fantastisk! Hun er meget pligtopfyldende, bakker op og svigter aldrig! Hun er den moderlige type, der har øje for detaljerne. Hun er gæstfri, og så er hun menneskekender. Dette er en uvurderlig hjælp.
I går ind i fasteperioder sammen. Hvornår ved du, det er tid til faste?
– Når jeg mærker, at Gud drager mig. Så går der normalt en tid, hvor jeg kredser om det, og så går jeg i gang. De første tre dage er svære, men så er det herligt. Man kommer ind i Guds nærhed og ser Hans herlighed med sine åndelige øjne. Ordene om Guds herligheds lys og ild får pludselig mening.
– Der har altid været en eller flere i bøn før og under enhver vækkelse i historien. Dem hører man ikke så meget om, men bønnen, intensiveret med faste, var nøglen til, at det lykkedes.
Men hvorfor lige faste?
– Det er et åndeligt princip, at der skal være nogen, som stiller sig i gabet. I fasten giver vi afkald på os selv og stiller os i deres sted, som vi beder for. Også selv om vi har mange løfter i Bibelen om, at Gud vil gøre sådan eller sådan. Det fritager os ikke fra ansvar! Profeten Daniel vidste, at Gud ville føre israelitterne tilbage fra fangenskabet (læs Daniels bog 9 og 10 red.). Men lige netop derfor gik han i bøn og faste! Bøn er ikke strid med Gud, men samarbejde med Gud. Og når jeg føler, Han tilskynder mig til faste, gør jeg det…
