Jeg er “Borderliner”

Brev:

Hej Orla
Jeg har siden august 1999 haft en ”diagnose” kaldet ”Borderliner”. Som jeg forstår denne betegnelse, er jeg ikke i stand til at sætte grænser i mit liv. Samtidigt får jeg lykkepiller, der sætter mig i stand til at udløse endofin, så jeg ikke, som tilfældet var i maj 2000, kører min bil med 130 ind i et autoværn. Noget med, at jeg ikke på naturlig vis kan blive glad, når jeg rammes af en dyb ”ked af det hed”.
Nu er jeg blevet en ”sag” i systemet. En sag, der efterhånden fylder adskillige ringbind, med vinkler på min person fra et utal af forskellige mennesker. Alle har de en mening om hvad, hvem og hvorfor jeg er som jeg er, og selv bliver jeg mere og mere i tvivl om, om jeg som menneske er noget værd!
Det lidt ”pusseløjerlige” i alt det her er, at jeg altid har haft nemt ved at sætte mig ind i andres problemer og egentlig også komme med råd, som jeg senere har erfaret har hjulpet. Men kigger jeg indad, sidder der en lille, usikker dreng, som efterhånden bliver mere og mere menneske-træt! – forstået på den måde, at det rag.. mig en høstblomst, hvad velmenende mennesker med deres velmenende råd har at byde på! Det lyder selvfølgelig meget negativt, og jeg er da klar over, at de ”gode” råd fødes ud fra et oprigtigt ønske om at hjælpe mig!
Mine spørgsmål (inden jeg virkelig ruller mig ud og får fyldt hele din brevkasse op) lyder: Hvordan lærer jeg at holde mig fra ” fronten”? – lærer at leve i den fred, jeg har kendt, men som jeg bevidst/ubevidst jager på porten ved at drøne ud i skyttegravene til andre, der har det som jeg selv?
Mit p.s. er som følger: Jesus er min bedste ven, han er min kammerat, og jeg har i mange år IKKE været i tvivl om, at han er hos mig. Mit sidste pps. er et eksempel på et af de professionelle mennesker, jeg går i tvangspsykiatri hos. En sexologisk uddannet psykiater. Han er såmænd gift med en anden mand!
Hvordan kan jeg tage et sådant menneske alvorligt, når mine tvungne sessioner hos ham handler om afsporet seksualitet???
Venlig hilsen
En Borderliner

Svar:

Kære Borderliner
Allerførst vil jeg sige til dig, at vi som kristne skal tage ethvert medmenneske alvorligt, uanset køn, race eller seksuel observans. Det er ikke vor opgave at dømme.
Dernæst tror jeg, at den psykiater, du går i tvangs-psykiatri hos, er så professionel, at han kan adskille sit eget privatliv fra sin professionelle hjælp og rådgivning til dig. Han magter sikkert at holde tingene ud fra hinanden på en god måde. Mon ikke. Tro på det som udgangspunkt. Hvis du ikke får noget ud af hans rådgivning, kunne det jo også skyldes, at du på forhånd er negativt indstillet overfor ham. Det behøver absolut ikke at skyldes, at den pågældende psykiater mangler faglige kvalifikationer.

Som jeg læser dit brev, har du det rigtigt svært med dig selv, med dine medmennesker og med livet. Du er træt nu efter at have været igennem behandler-systemet. Du har sikkert været i et langvarigt forløb, da man ud fra erfaringerne med behandlingen af de såkaldte Borderliners taler om, at et behandlings-forløb kan have en varighed af omkring 8 år. Denne lange varighed skyldes, at mange af de problemer, som en Borderliner kæmper med, er særdeles tunge problemer.
Jeg har indhentet oplysninger om nogle diagnostiske træk ved din lidelse hos en praktiserende psykolog, som har skrevet speciale om emnet.
Et udsnit af disse træk vil jeg gerne tage med her for at give Brevkassens læsere et indblik i, hvad din lidelse rummer. Kendetegnene i forbindelse med diagnostiseringen af denne lidelse er bl.a. manisk såvel som depressiv adfærd.
Borderlineren kan være meget impuls-dirigeret. Er hurtig til at følge pludselige indskydelser uden at tænke over konsekvenserne. Det sker først bagefter, når skaden er sket. Kan have en tendens til at projicere alle dårligdomme over på andre.
Borderlineren projicerer også ofte ansvaret for sine problemer over på andre. Han eller hun har problemer med at tage ansvar for sit eget liv.
Mange af Borderlinerne er med hensyn til personligheds-udvikling gået i stå på et tidligt udviklingstrin ofte som følge af en traumatisk oplevelse. De har en tendens til at opleve virkeligheden sort eller hvid. De er ikke i stand til at få nuancerne med. Ofte har de meget kritiske briller på overfor andre.

Vær positiv overfor det behand-lingstilbud, du nu engang er i. Prøv at være lyttende overfor din psykiater. Giv ham en fair chance. Han kunne måske bibringe dig noget godt.
Prøv også at komme på møder, hvor der er forbøn. Måske har du allerede været til forbøn uden noget særligt resultat. Bliv ved. Giv ikke op.
Der findes jo heldigvis stadigvæk en hjælp til helbredelse hos Jesus. Nogle gange kan vores tålmodighed komme på prøve, inden vi når igennem til denne hjælp. Men hjælpen er der, og jeg har personligt oplevet flere psykisk lidende, der er blevet helbredt.