Modenhed
Er man mere moden, når man er færdig med togskinner?Modenhed. Det kan man måle på mange måder. Man kan for eksempel se på, hvor gammel man er. Jeg er en af dem, som folk tror, er ældre, end jeg er. Det er både godt og skidt. Af og til kigger jeg mig undrende i spejlet. Jeg prøver at få øje på, hvad det er, der får mig til at se fem år ældre ud. Der var engang én, som troede, jeg var 26 år. Jeg vidste ikke, om jeg skulle tage det som en fornærmelse eller en kompliment. Mon det er tidlige rynker? Eller måske grå hår? Jeg har nu bestemt mig for at sige til mig selv, at det er visdom og modenhed, der får mig til at se ældre ud
Så bliver jeg næsten glad, når folk tror, at jeg er ældre.
Jeg går på Journalisthøjskolen i Århus, og som journalist kan det være en fordel at se ældre ud. Det er nemlig ikke alle, der vil betro deres livs sorger og glæder til en journalist, der stadig har bøjle på tænderne.
Jeg skal selv have togskinner (bøjle på tænderne) på om en uge. Det har jeg prøvet før, for jeg gik både med togskinner og nakketræk (bøjle der bliver holdt fast med en elastik om nakken) i skolen, så min forfængelighed er der ikke meget tilbage af
Der var endda en af mine venner, som begyndte at kalde mig metal mouth (eng. metalmund)!
Det kan være, jeg endelig kommer til at ligne én på min egen alder, når jeg får bøjle på?!
Åndelig modenhed bliver også målt på mange måder. Vi vil gerne måle, hvordan det ser ud med vores egen og specielt andres sjælelige sundhed. Ofte ser vi på, om folk bruger tid sammen med Gud hver dag. Eller måske på, om de kommer til alle gudstjenesterne. Eller har en tjeneste i kirken. Vi tænker tit, at de, der virkelig kender Gud, har disse ting i orden.
Men faktisk er den virkelige målestok kærlighed. Det vigtigste er at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og styrke og at elske vores næste som os selv. Hvis ikke vores liv flyder over af kærlighed til andre, fordi vi kender Guds kærlighed, er vi ikke nået ret langt. Gud er interesseret i vores liv og i vores kærlighed.
Det handler om at elske andre og ikke om at dømme dem. Jeg dømmer hurtigt mennesker efter, om de lever efter samme moral som jeg selv. Men det gjorde Jesus ikke. Han elskede og viste barmhjertighed til højre og venstre. Så vi må gøre det samme. Jeg, som tit føler mig bedre, har faktisk mest brug for Jesus. Når ikke Jesus dømte andre mennesker, hvem har så givet mig ret til at gøre det? Heldigvis for mig handler modenhed hverken om bøjler eller rynker. Det handler om at øve mig i at vise kærlighed.