Skilsmisserne – en epidemi?

– Det kan lade sig gøre både at leve uden nye partnere gennem skilsmisser og at leve „afholdende“, mener ugens kronikør.
I den lange række artikler om skilsmisser savner jeg en iagttagelse af fænomenet som en epidemi!

Poul Ulsdal pensioneret sognepræst, Esbjerg

Hvorfor var der ikke én skilsmisse i mit østjyske sogn, Hejls med ca. 1000 indbyggere fra 1941 til 1964? Det var et vågent sogn, især præget af en gammel grundtvigsk vækkelse, men ellers med „ganske almindelige mennesker“. I de år blev der kun født et „uægte barn“ og der græd kvinderne ved dåben!
I et af mine sidste år i Hejls spurgte jeg vores læge, hvad han mente om ægteskaberne i det sogn. Han kunne ikke fortælle mig det mindste nyt og vi blev enige om, at særlig megen „lykke“ kunne der vel ikke være i det og det hjem med den kone eller den mand. Men ved familiefester var det en fornøjelse at se, hvordan ægtefællerne dansede med hinanden af hjertens lyst helt op i guldbryllupsalderen! Jo, dertil synes „epidemien“ endnu ikke at være kommet…

Større lykke med ny partner?

Disse erfaringer fik mig til at spørge min gamle mor, hvordan det forholdt sig i den henseende i Nordby på Fanø, og da sukkede hun dybt: „Jo, det er begyndt!“ I dette sogn med ca. 3000 indbyggere havde jeg i min barndom og ungdom aldrig hørt om nogen skilsmisse, selv om almindelig sladder skulle have givet mig adgang dertil. Der kendte jeg i øvrigt også kun et eneste „uægte barn“, en dreng som jeg legede en del med!
Den fornuftstridige epidemi: troen på, at „lykken“ skulle blive større med en ny partner, var heller ikke for alvor nået derover dengang. Man var realister og kunne vurdere hinanden nøgternt: „Ja, han/hun er nok ikke så nem at leve med, men hvad…?“ Det kan være nyttigt at overveje et svar på fænomenet: fraværet af skilsmisser i de to sogne for så kort tid siden, men også noget specielt for det sidstnævnte sted. Her oplevedes nemlig også et stærkt dementi af den moderne overtro på det seksuelles uovervindelige magt.
Da de fleste mænd var søfolk, måtte min mor, mine tanter og de mange andre kvinder i hele og halve år leve „afholdende“, dvs. leve et ganske almindeligt liv – ikke „kønsløse“, men med deres eros udtryk i livet med de fælles børn, i et hjem, der stadig også var hans, og hvor hun skrev de mange breve til ham. Det var absolut ikke ringe ægteskaber, tværtimod med nye „hvedebrødsdage“, når han kom hjem.

Falske sex-apostle

Tidens falske „sexapostle“ springer så mange af livets realiteter over! Da min far og mine onkler sejlede med sejlskibene kunne de være i søen i 3-4 måneder, hvor deres eros „kun“ betød et billede af den elskede i skibskisten samt de mange gemte breve. Senere i dampskibsfarten var det længe kun kaptajnen, der kunne få konen med på korte rejser. Det kan altså lade sig gøre både at leve uden nye partnere gennem skilsmisser og at leve „afholdende“. I disse år møder man igen og igen i medierne beretninger ikke mindst om priviligerede gymnasieelevers mange muntre- og undertiden erklæret kedelige seksuelle aktiviteter. Det får mig til at mindes mine år på et almindeligt „sekulært“ gymnasium fra 1930-1933, hvor „seksuel praksis“ ikke engang var noget, vi hørte rygter om! Selv sad jeg et helt år ganske ubesværet ved siden af en ualmindelig sød pige. Dengang dansede jeg også med største fornøjelse og med lige så stor uskyldighed… Jeg er overbevist om, at i Den Kristne Studenterbevægelse, hvor jeg var et aktivt medlem i 1930’erne, var den såkaldte „seksuelle praksis“ helt ukendt, men derfor levede vi da ikke „kønsløse“, havde ofte et fornøjeligt samvær med det andet køn. Mange af os oplevede en rig årelang forlovelsestid, der netop forberedte os til et lykkeligt ægteskab med det seksuelle fuldbyrdelse med „den eneste ene“- og ofte med en skøn hoben børn som frugt deraf. Noget lignende gjaldt dengang som en selvfølgelighed i Den Kristne Ungdomsbevægelse, ja også til en vis grad i ægte grundtvigske kredse, som jeg havde kendskab til. Igen en bevisbar fornægtelse af det seksuelles uovervindelige magt.

Primitiv „parringsleg“

Man møder i disse år på dette område en mærkelig form for tankeløshed og mangel på konsekvens , men det er måske netop tegn på epidemi der forekommer gådefuld og som vel kun har varet 30-40 år i den såkaldte „seksuelle frigørelses“ tid. I de mange smukke naturfilm, man kan se i fjernsynet i disse sidste år, er det påfaldende så ofte man skal se parring, men billeder af denne gerne meget korte begivenhed indledes altid med en lang række billeder af de mest forskellige, utrolige ofte smukke, langvarige „parringslege“. Men igen synes her at se en mærkelig modsætning til moderne menneskers adfærd, hvor dette element ifølge romaner og film gerne synes at være ikke – eksisterende og afløst af nærmest helt accepteret primitivitet. Og hvor al tidligere verdenslitteratur netop handlede om den del af det erotiske.
En anden helt åbenbar modsigelse møder man, når den „seksuelle frigørelse“ på den ene side opfattes „naturlig“ og selvfølgelig, der ikke har med skilsmisseepidemien at gøre, og man på den anden side påstår at „sådan har man altid båret sig ad“. Her røbes der en vis mangel på faktisk viden, man har f.eks. ikke læst Kirsten Aukens berømte doktordisputats fra 1953 om kvinders seksuelle adfærd. Her var i mine øjne måske det mest interessante, at det var det „gammeldags“, monogame ægteskab, der havde overlevet! At mange kvinder „begyndte for tidligt“, som det er blevet udtrykt, er jo en gammelkendt historie, som der vist sjældent skete større skade ved, for ifølge undersøgelsen var det i meget høj grad kun med „den ene“ som man blev gift med. Det var ikke en forkastelse af det monogame ægteskab! Så sent som i 1983 kom Karin Garde og Inger Lunde med en undersøgelse af 50 årige kvinders seksuelle adfærd. Til en epidemi de „frisindede“ forfatteres ærgrelse var der ikke sket større ændringer siden Kirsten Aukens arbejde – for det var jo også før „sexre-volutionens“ og „kvinde-frigørelsens“ tid. Jeg går ud fra, at netop synspunktet „epidemi“ udelukker vurderingen af det hidtil nævnte som udtryk for farisæisme og dømmesyge, for en epidemi kan vi alle smittes af.

Også præster smittes

Dette gælder også, hvis man vover sig ind på emnet: de utroligt mange skilsmisser blandt præster de senere år! Tilfældigvis har jeg datoen i 1951 og stedet, hvor jeg i en samtale med en udenlandsk præst ud fra almindelig viden dengang oplyste ham om, at i Danmark kunne en gengift præst ikke beholde sit embede. Dette gjaldt også i en række følgende år.
Som altid i kirkens historie kunne man leve separeret, så præsten i en sådan situation kunne få tid til at søge et andet job, så man læste aldrig om særlige „fyringssager“ i avisen dengang. Men her fornemmes udtrykket „epidemi“ med dens gådefulde oprindelse og udbredelse ekstra rammende. At præster som ægteskabsstiftende myndighed, der igen og igen for alteret nævnte ritualets stærke ord, alligevel kan „smittes“, føles stadig ubegribeligt for „almindelige mennesker“ i sognet. At mange menighedsråd alligevel vælger gengifte præster skyldes jo blot, at også her er smitten kommet ind. Ingen teolog kan være uvidende om, hvordan bryllupsbilledet overalt i bibelen bruges som udtryk netop for „det ubrydelige“ i Guds forhold til os. Helt svarende til faderbilledet -når der nu kommer måske 25.000 nye skilsmissebørn hvert år.
På spørgsmålet, hvad der er at gøre ved denne epidemi, er der her kun plads til at nævne nogle få ting: for det første, at præster både i deres egen situation og overfor vort folk rent „fundamentalistisk“ bøjer sig for Jesu og apostlenes helt klare myndighed i den sag! For det andet på lignende måde bøjer sig for, hvad „den ene, hellige almindelige kirke“ trods masser af fejl og synd – til alle tider og overalt på jorden har bekendt sig til i den sag! For det tredje, at kirken igen underviser i den indtil for måske 30-40 år siden ubrudte virkelighed, der hedder „forlovelsen“! Dvs. en tilstrækkelig tid – uden at flytte sammen og uden „seksuel praksis“ – til en ungdom med mange glæder, hvor man kan lære hinanden grundigt at kende, både karakter og vaner, så der ingen særlige overraskelser kommer efter brylluppet. Sådan må ægtefæller jo leve med hinanden de kommende år under sygdom og lejlighedsvise fravær. Sådan har mennesker med kultur og fornuft (og tro) før i tiden kunnet opleve en forbedrende „parringsleg“, som vi så ofte ser det i dyrenes verden i fjernsynet.