Rejsen hjem
Vi har brugt en hel del sider i dette nummer til at fortælle om pragtfulde og indholdsrige rejser.Så kan vi uheldige, der IKKE kommer på vinterferie i år eller som måske slet ikke har en vinterferie, da se og læse om, hvor dejligt det må være for de andre… Hrmf!!!
Nå, spøg til side. Der kommer jo også en påskeferie og en sommerferie, når denne mørke vinter snart ændrer sig til et vidunderligt forår og en dejlig sommer.
Det kan være svært at forestille sig, at vi snart kan ligge og bage i solen på den græsplæne, der nu er som en sump.
Sådan er det også med livet efter døden.
Mens vi går rundt her i verdens slud og sjap, er det svært at forestille sig, at det hele engang skal blive HELT anderledes. Ja, det er svært nok at huske i den daglige trummerum, at det liv, vi nu er så optaget af, ikke er ALT. At det faktisk kun er en lille del af noget meget, meget større. Noget uendeligt.
Jesus talte klart nok om dette evige liv til, at vi véd, det ikke bare er en romantisk forestilling hos nogle barnlige sjæle.
– I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? spørger han disciplene i Johs. evang. 14, 2.
– Tror I, det er noget, jeg bare finder på? kan man næsten høre ham sige. Nej, evigheden er virkelig nok.
Nogle nær-døde og nogle få genopvækkede har fortalt om denne fantastiske verden bag døden i tidligere numre af Udfordringen, og vi forhandler også et par bøger om det.
Ifølge Ny Testamente er det alene vores tro på Jesus, der afgør vores evige rejse. Derfor gælder det også om ikke at blive forblændet af, hvad der er in, eller hvad flertallet gør.
Vore vanskeligheder og lidelser er snart forbi. De vejer i virkeligheden ikke så tungt; men denne korte tid med sine prøvelser vil føre os til Guds rigeste og evige velsignelser.
Derfor er vi ikke så optaget af alt det, der hører den synlige verden til. Vi holder os den usynlige for øje. Det, som kan ses, er jo snart forbi. Men det usynlige varer evigt.
2 Kor 4,17-18 (på hverdagsdansk)