Troen overlever ikke uden fællesskab

Man kan godt være kristen uden at tilhøre en kirke. Men den går ikke i længden, mener Alan Jamieson, hovedtaler ved to temadage om „kirkeløs tro“. Enkelte der forlader kirken oplever dog at troen bundfælder sig i personligheden. Og en hel del finder med tiden tilbage i et kristent fællesskab – en fjerdedel endda i samme type kirke som de forlod!

Frafaldne eller pilgrimme? Uanset betegnelsen, er de der dropper ud af kirken for første gang taget alvorligt. Præster fra de fleste kirkesamfund var repræsenteret ved to temadage om „kirkeløs tro“ i hhv. Århus og København i sidste uge.

– Kalder Gud os til en vandring i troen gå med andre i deres vandring i troen, spurgte Birger Nygaard retorisk ud over de ca. 150 fremmødte prædikanter og kirkeledere i missionshuset Carmel i Århus. Som ny formand for Evangelisk Alliance indledte han en ny æra i organisationen, at arrangere temadage om problemstillinger alle kirker, uanset kirkesamfund, står i. Temadagene „Beleiving without belonging“ (Tro uden tilhørsforhold) var arrangeret sammen med Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) og Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik (CUR).
– Vi er sikkert ikke stolte af situationen, og havde nok ikke for ti år siden troet at vi skulle deltage i et seminar som dette. Men vi må forholde os til virkeligheden og derudfra finde vejen frem, fortsatte han.
Virkeligheden er nemlig, at medlemskabet i Folkekirken er på vej tilbage, frikirkesamfundene er stagneret og 40 pct. af kirkens unge dropper ud af kirken. Det er ikke just lyse fremtidsudsigter…
– Men vi har en tro på Jesu ord om, at han bygger sin kirke og at Dødsrigets porte ikke skal få magten over den. Det vi oplever som storm er blot krusninger, der lægger sig på længere sigt.

Krusninger eller ej, gæstetaler Alan Jamiesons dybtborende interviews med blandt 108 såkaldte „church leavers“ i New Zealand viste, at kirken står overfor et enorm udfordring. Baptistsamfundet i landet „voksede“ med ca. 11.000 nye medlemmer fra 1989 til 1996. Men over 10.000 smuttede ud af bagdøren i perioden – og her er naturlig afgang ved døden ikke regnet med. Han tilføjede, at i Storbritannien er de kirkeløse kristne den største kategori af kristne. Den anerkendte statistiker David Barret vurderer, at der verden over er 111 millioner kristne udenfor kirken.
Men er det ikke blot mennesker med en overfladisk berøring med kirken? Nej, ikke på New Zealand, ifølge Jamiesons undersøgelse:
80 pct. af de adspurgte havde været med i kirken 15,8 år i gennemsnit.
54 pct. havde siddet i betydningsfulde ledelsespositioner.
32 pct. havde været fuldtids ansatte og betalte medarbejdere i kirken.
Men er det ikke blot et problem for de traditionelle, læs: kedelige, kirkesamfund?
Nej, 58 pct. af respondenterne var droppet ud af pinsekirker, 34 pct. af karismatiske kirker og baptistkirker og kun 7 pct. af ældre og mere traditionelle kirkesamfund. Og selv om undersøgelsen ikke er repræsentativ, giver den dog et fingerpeg.

Hvordan ser de så ud, dem der dropper ud af kirken? Alan Jamieson inddeler dem i 5 kategorier:
1. Fejlplacerede kristne. De er enten sårede over kirkens manglende omsorg eller direkte vrede over magtmisbrug i kirken. Men de går stadig til større events, læser kristne bøger, hører kristen musik osv.
2. Eksilkristne. De har ingen kontakt med det kristne miljø, læser ikke kristne bøger, er holdt op med at bede osv. De er i gang med „af-kirkning“ (som af-giftning!), dvs. at nedmontere deres tro.
3. Overgangskristne. De er begyndt at få kontakt med andre kristne på nye måder. De er ved at genopbygge deres tro med de materialer de kan bruge fra forskellige teologiske retninger.
4. Frafaldne kristne. Denne kategori kan man roligt kalde frafaldne, for de har enten lagt troen helt på hylden eller valgt en alternativ tro i retning af New Age.
5. Stifinderkristne. Det er dem, der ønsker fællesskab med ligesindede. Deres vej ud af kirken er at ligne med en pilgrimsvandring, en søgen efter ny mening. De har fundet frem til et tros-system, der er integreret i personligheden.

Alan Jamieson fulgte op på undersøgelsen 5 år senere. Her opdagede han, at respondenterne havde bevæget sig, i hvert fald nogle af dem. Det ser ud til, at landflygtighed kan blive til overgang, og overgang til en form for integration. Og her kan kirken række ud og skabe rammer om processen, mener Alan Jamieson. Han er selv præst i en stor baptistkirke i byen Wellington: Her har man lavet et slags „læskur“ udenfor kirken, et åbent forum, hvor folk kan sætte ord på deres tvivl og komme videre. Nogle få dropper ud igen, men en hel del tilslutter sig kirken. Andre tilslutter sig alternative kristne fællesskaber, bestående af personer med samme baggrund, fællesskaber, hvor selvet er „fri til at blive helt og helligt“, som en leder af en såkaldt „efter-kirkelig gruppe“ udtrykker det. En side-effekt af læskuret er også, at de bestående medlemmer i kirken slapper af, som en udtrykte det: Når kirken gør så meget for dem, der har forladt den, er der også plads til mig!
Men to af Jamiesons kategorier ser ud til at gå i stå i processen, de fejlplacerede (1) og de frafaldne (4).
Af de andre derimod finder de fleste endelig tilbage i et kristent fællesskab. En fjerdedel af dem, Jamieson fulgte op på, endda i en kirke, der til forveksling ligner den, de forlod.

Alan Jamieson tror ikke et kristenliv kan bestå på lang sigt uden et fællesskab. Og grunden er både sociologisk og teologisk:
– Det kristne samfund lægger op til lokale fællesskaber. Og det ligger i kristendommens natur, at den må leves ud i fællesskab med andre. Jeg tror ikke en individuel tro holder i længden, sagde han.
Så det ser sort ud for de kirkeløse – men:
– Det som får mig op om morgenen er håbet om en troværdig kirke. Og derfor er det vigtigt at lære af de kirkeløse, hvordan vi kan komme dem i møde.
Der var en tydelig lidenskab for de „frafaldne“, både hos Alan Jamieson og de fremmødte kirkeledere i Århus. Det smerter, når relationer slides i stykker, både hos den der forlader kirken og dem, der har valgt at blive. Og det tvinger kirken til handling.

Men hvad kan kirken gøre for at holde på medlemmerne, endsige får dem tilbage? Alan Jamieson påpegede, at et „frafald“ begynder længe før folk forlader kirken. I de 47 opfølgningsinterviews, udtalte de kirkeløse, at de ville være blevet i kirken,
1. hvis der var plads til at udforske, sætte spørgsmålstegn og tvivle,
2. hvis rejse-elementer var inkluderet i kirkens teologi, at tro ikke blot handler om hvad vi tror på, men hvordan vi viser troen, har tillid, overbærenhed, lidenskab…,
3. hvis kirken forstod forlade-processen, der ifølge Jamieson tager mellem 1½ og 2 år. Så ville præsten lytte mere, lægge mærke til folks adfærd, når de trækker sig ud i kirkens periferi…,
4. hvis kirken tilbød assistance i menneskers troskamp, tilbød personer med særlig indsigt, bøger osv.,
5. hvis kirken tillod andre teologiske retninger få indpas, hente oplysninger fra videnskab, psykologi osv.,
6. hvis kirken så realiteterne i øjnene, fremfor at insistere på alt det, folk „burde“,
7. og hvis kirken gav mere plads til følelser, stemning og intuition.
Om seminaret vil gøre danske kirker mere rummelige, vil fremtiden vise. Men de fremmødte præster var ikke uberørte af Jamiesons indlæg. Det viste den efterfølgende debat.
Kærlighed til kirken er kærlighed til menneskene i kirken – også dem, der i en livskrise har forladt den.