Ikke én terrorskade på turister i 2003

Ikke en eneste af Israels 1 million turister i 2003 kom til skade pga. terror, oplyste turistminister Benyamin Elon ved presekonferenceAf Svend Løbner, Tel Aviv

– Fortæl blot de dårlige nyheder, bare i fortæller sandheden, sagde den israelske turistminister ved en pressekonference på Det Internationale Middelhavsmarked i Tel Aviv forrige tirsdag.

– Verden ifølge CNN stemmer nemlig ikke med virkeligheden. Men jeg er glad for, at I er her i dag. Prøv at se hele billedet, den konkrete virkelighed, som vi oplever. Fortæl både de gode og de dårlige nyheder, bare I fortæller sandheden, opfordrede han et halvt hundrede journalister, der så skød løs på ministeren:
Er Israel et sikkert sted at rejse hen?
– Vi prøver at gøre vores hjemmearbejde, svarede Elon.
– I 32 år har der „kun“ været 5 skadede turister på grund af terror. Det gør Israel til det mest sikre sted i verden.
– Sidste år havde vi 1 million turister, men Gud ske lov ikke en eneste skade på grund af terror, understregede han.

Joint venture med palæstinenserne

Nu er bl.a. Betlehem og Jeriko i palæstinensiske hænder. Kan man forestille sig en „joint venture“ med palæstinenserne på turistområdet?
– Ishnallah, svarede Elon med et glimt i øjet. Det arabiske udtryk betyder „om Gud vil“.
– Jo, det vil vi gerne. Vi gør det faktisk allerede. Hvis vores turister ønsker at besøge Betlehem kan det lade sig gøre.
– Det palæstinensiske selvstyres turistminister er kristen og bor i Beit Jala. Ham har vi et godt forhold til. Men de kristne i Beit Jala og Beit Lehem (Betlehem – red.) lider meget under muslimernes opstand. De kunne godt bruge de arbejdspladser, det giver at få turister. Men betingelsen er fred. Men her stikker muslimerne en kæp i hjulet hele tiden, sagde han.