Tolv timer som ændrede verden
Den verdensberømte skuespiller og instruktør Mel Gibson har produceret en stærk, dybt bevægende og storslået film, som er et visuelt tilbageblik i historien. Dialogen er skåret ned til det minimale, og billederne taler deres helt eget sprog.
© Angel/Scanbox.
Filmen er ikke direkte forkyndende, men et billede af den smertelige virkelighed, som udspillede sig for over 2000 år siden – altså sådan som Mel Gibson forestiller sig det.
Filmen følger Jesus i de sidste foruroligende og skæbnetunge tolv timer frem til hans korsfæstelse.
Fra timerne i Getsemane Have, efter Den Sidste Nadver, hvor Jesus forrådes af Judas, hvilket kaster ham i armene på Farisæerne, hans deraf følgende pinsler under den romerske statholder Pontius Pilatus og frem til de allersidste minutter, hvor dødsdommen eksekveres og Jesus nagles til korset.
Filmen er allerede vist i USA, Australien, New Zealand og Grækenland. Den har vakt stor debat og beskyldes for at være antisemitisk. Nogle mener, at den giver jøderne skylden for korsfæstelsen af Jesus. Det afviser filmens instruktør og manuskriptforfatter Mel Gibson.
– Filmen beskriver de nytestamentlige kendsgerninger. Vi er alle skyld i Jesu død, udtaler han i de amerikanske medier.
Efter at have set filmen I Palladium tirsdag, giver jeg Mel Gibson fuldstændig ret. Havde jeg ikke hørt om alle beskyldningerne om antisemitisme, ville tanken overhovedet ikke været dukket op i mit sind.
Det er rigtigt, at filmen er barsk med stærke torturscener, lidelse og ydmygelse af Jesus. Piskerslagene, en smertelig tornekrone, gennemborede hænder og fødder, hån og tørst. En uretfærdig lidelse – men en nødvendig lidelse.
Jesus var født til at dø og opstå. Det var Jesu bestemmelse. Da han lå på sine knæ, overvældet af angst, da tårer blev til blod, overgav han sig til sin Faders vilje.
Det var ikke jødernes skyld at han døde. Han gjorde det for hele menneskeheden. Hvorfor Gud valgte Israel, skal jeg ikke gøre mig klog på. Men for mit eget vedkommende kunne Jesu lidelse og opstandelse have fundet sted, hvor som helst på jordkloden. Det altafgørende er ikke hvem og hvor. Det afgørende var, at Jesus sagde: Det er fuldbragt.
Jeg indrømmer gerne, at jeg var nødt til at slå øjnene ned mange gange – blodet flød ubarmhjertigt.
Påskens budskab udbredt på filmlærredet trængte sig på, smerten fandt vej ind i sjælens hjerterødder – samtidig med en ubeskrivelig taknemmelighed for Guds store kærlighed. Nerverne sad uden på huden.
Det er ikke så sært, den er forbudt for børn under 15 år.
Filmens kvindelige hovedrolle, som Maria, spilles af rumænskfødte, Maria Morgenstern, der selv er jøde. Passionen, smerten, savnet og tårerne står mejslet i hendes øjne fra det første piskeslag, der flår Jesu ryg – til det sidste kys hun giver sin søn på Golgata. Hun bøjer sig ned foran Jesu kors. Kysser hans blodsmurte fødder, og med hans blod på sit ansigt kysser hun ham farvel på den ene kind – som kun en mor kan gøre det.
Alle i filmen taler det sprog som de ville have talt på den tid filmen foregår. Det betyder aramæisk for jødernes vedkommende, inklusiv Jesus og hans disciple, og latin for romernes vedkommende.
The Passion of the Christ blev optaget i Italien på primært to lokaliteter.
Fyrre procent af filmen blev optaget om natten eller indendørs under et overdække for at opnå en effekt, hvor lyset kæmper sin vej ud af mørket.
Filmen indledes med en dramatisk og overraskende scene. Jesus er i stærk bøn i Getsemane Have, da Satan viser sig . En orm kravler ud af Satans næse, en slange kravler hen mod Jesu og rører hans fødder. Men pludselig rejser Jesus sig og knuser slangens hovedet med sin ene fod.
Præcis som det er forudsagt i det Gamle Testamente.
Det er en fantastisk film, der har premiere den 2. april i Danmark og resten af Europa.
