Jeg er jo bare en pige

Om hvordan piger lyver sig fra
nederlag…Mænd vil have sejre. Kvinder vil undgå nederlag. Det har jeg lige læst et sted. Men et nederlag – det er det først, når man opfatter det sådan.
Jeg har lige prøvet at køre ’dirt jump’. Man sætter sig op på en stor mountainbike med tykke dæk og kører over stok og sten. Når man når et bump, bruger man det som rampe. Så er det meningen, at man skal flyve et par meter med sin cykel. Det havde jeg aldrig prøvet før, men det gik fint, syntes jeg selv. For det meste var det kun mit forhjul, der lettede, men et par enkelte gange lettede hele cyklen. Det var jeg stolt af. Jeg var ude at køre med en af mine venner, som er god, men det var jo min første gang, så jeg kunne godt tillade mig at være dårligere. Og desuden kunne jeg ikke lade være med at ty til den undskyldning, at jeg jo er en pige… Så behøvede jeg ikke at bevise noget. Bare undgå egentlige nederlag.
Sådan gik det ikke helt første gang, jeg stod på ski. Et uskyldigt svensk bjerg lagde ryg til min spæde start som boarder babe. Jeg var selv overbevist om, jeg nemt kunne finde ud af det der med sne. På en uge ramte jeg både en bil på en parkeringsplads, kørte direkte ind i et grantræ og ramte en dame. Bilen ramte jeg, fordi jeg ville vise nogle andre piger, at jeg da sagtens kunne tage pisten, vi var kommet til. Det var bare, før jeg havde lært det med slalom. Men jeg kunne holde balancen, og det var nok til, at jeg kunne komme ned ad pisten. Jeg kunne bare ikke bremse. Så jeg susede forbi en kø af folk, der skulle op med liften, over to bump og endte på en parkeringsplads under bagenden af en bil.
Jeg ramte også en dame, og hendes datter spurgte mig hånligt, om jeg ikke skulle gå over til børnebakken? Der kom jeg faktisk fra, men det sagde jeg ikke til hende. Det var ikke rigtige nederlag, for jeg var stolt af, at jeg havde turdet kaste mig ud på de nærmest lodrette grønne pister med dødsforagt. Så mine knubs blev for mig symboler på heltemod. I hvert fald bagefter. Lang tid bagefter.
Jeg er ofte overbevist om, at jeg kan, hvad jeg vil. Hvis ikke det går så godt, prøver jeg at lyve for mig selv, så det ikke bliver et nederlag. Men nogle gange er det jo faktisk nederlag. Så kommer undskyldningerne. Jeg er en pige. Jeg er ung. Jeg går stadig i skole. Der er næsten ikke den undskyldning, der ikke kan bruges, når følelsen af nederlag truer forude. Men når vi er svage, er Jesus stærk. Og det er nemmere at se, at Han er stærk, når jeg står ved, at jeg er svag.