På med turbanen, venner!

Missionen kalderJeg har lige været i Afrika for at passe mit bijob. Det går bl.a. ud på at hjælpe de kristne med at sende radio.
De fleste lande i den ret ukendte fransktalende tredjedel af Afrika, hvor jeg arbejder, er præget af muslimsk religion og kultur. I de nordlige områder går de med turban, og HVIS der har været drevet mission, har det som regel været katolsk. Protestanterne har klumpet sig sammen i de engelsk-talende lande, hvor der er mange flere kristne, og – forståeligt nok – har de ofte valgt højtliggende områder, hvor klimaet er bedst…
Men nu går den ikke længere, venner… Man kan ikke blive ved med at overse halvdelen af Afrika. For selv om der er meget sand, er der også mennesker, som skal hjælpes både åndeligt og fysisk. Så lyt nu godt efter, om Gud kalder dig!
Vi er i hvert fald nogle „udvalgte“, som Gud har kaldt til de knap så attraktive tørre områder, hvor ørkensandet jævnligt blæser ned og fylder luften med en hvid tåge af støv. Harmattan kaldes fænomenet, som der er al mulig grund til at frygte.
Én ting er, at flyene ikke kan lande i den tætte sandtåge, værre er det, at det fine støv trænger ind overalt, selv i husenes skabe, i al slags elektronik – og ind i mennesker. Ofte blandet med baktusser og virusser.
Min frivillige kollega, radiotekniker Jens Christian Seeberg, måtte et par dage bestige en radiomast i Tchad i timevis for at montere fire antenner i toppen. Vi blev begge så sandblæste, at vi bagefter lå udmattede og syge i flere dage og siden har hostet dagligt i et forsøg på at få et halvt kilo ørkensand op af lungerne igen. Aldrig har mine lommetørklæder været så beskidte! Og efterhånden begynder næsen at bløde af de mange små skarpe sten.
Nu forstår jeg pludselig de turbanklædte arabere! Det er jo en genial løsning, som både beskytter luftvejene og hudens fugtighed. Hvis jeg igen skulle løbe ind i en støvtåge, vil jeg straks indhylle mit udsatte hoved i en turban!

Og PS: Vi fik antennerne op. Kirken i Tchad har nu deres egen lille FM-radio. Bl.a. med brugt udstyr fra den nedlagte KC-radio i Esbjerg. Og selv om der er nok så meget sandstorm, så sender de det glade budskab ud i luften.