Serber taler om rehabilitering på konference i København
– Kristent rehabiliteringsarbejde hjælper mange narkomaner i Serbien, fortæller Johannes Fuchs,
der har inviteret lederen af Teen Challenge i Serbien i KøbenhavnLørdag den 24. april arrangerer kontaktcentret Klippen på Vesterbro i København en temadag i Københavns Kristne KulturCenter om kristent socialt arbejde for ansatte og frivillige medarbejdere i kirkelige organisationer.
Konferencens udenlandske taler bliver lederen af det internationale rehabiliteringsarbejde Teen Challenge i Serbien, Sasa Ivanovic.
Sammen med sin hustru Svetlana driver han et kristent rehabiliteringshjem for narkomaner samt en kirke på 125 medlemmer, hvoraf mange er tidligere stofmisbrugere.
Johannes Fuchs, der er leder af kontaktcentret Klippen, mener, at parret fra Serbien, der selv er tidligere misbrugere, er et forbillede.
– Herhjemme giver staten millioner af kroner årligt til afvænning af narkomaner. I Serbien får de ikke en krone. På trods af det opnår de store resultater De har en enorm tro på Guds løfter, fortæller Johannes Fuchs, der selv har besøgt Sasa og Svetlana Ivanovics arbejde i Novi Sad, der ligger 100 km fra Beograd.
– Håbløsheden, arbejdsløsheden og de traumatiske oplevelser efter krigen er enorme på Balkan. Smerten og frustrationerne druknes i narkotikamisbrug af mange helt unge, fortæller han.
Øvrige foredragsholdere på den sociale konference bliver Erik Morten Jensen, udviklingskonsulent i Blå Kors, Johannes Fuchs, leder af Klippen, Mogens Videbæk, fundraiser, Søren Kokkenborg, leder af rehabiliteringscentret Betesda, samt Rune Karlsen, administrator i Københavns Kristne KulturCenter.