Tak til Pilatus

Vi hører så tit om Pilatus som den slemme hersker, der var ligeglad med Jesus og bare vaskede sine hænder. Men nærlæser man skriften, så ser man en mand, der kæmper for Jesus.
– Han var overbevist om, at Jesus var uskyldig (Luk. 23, 4 + 14 -16 + 22)
– Han ville løslade ham (Luk. 23, 20 + 22)
– Han erklærede Jesus som konge (Joh. 19, 21 – 22)
– Han gav Josef ret til at begrave Jesus (Luk. 23, 51)
Han fik dog ikke lov til at redde Jesus. Jesus døde alligevel. Men det var ikke de romerske soldater, der dræbte Jesus. Det var heller ikke jøderne eller den vrede folkeskare, som fik held til at dræbe ham. Da soldaterne ville dræbe ham, fandt de ud af, at han allerede var død.
Hvem dræbte egentlig Jesus?
Vi finder svaret i Ap. G. 4, 27 – 28. Gud havde forud bestemt, at han ville bruge nogle mennesker til at udføre et stykke arbejde. De skulle sørge for, at Guds søn fik så store pinsler og sjælekvaler, at han udåndede på korset. Det var Guds „hånd og vilje“, der dræbte Hans søn. Det er, hvad der står.
Vi skal ikke bebrejde nogen, at Jesus blev slået ihjel. Den eneste at bebrejde er Gud. Men så skulle vi også bebrejde Ham, at Han elsker os, at Han vil give os et evigt liv, og at der findes tilgivelse for alle de gange, du og jeg svigter Gud eller et andet menneske.
Nej, lad os sige tak til Pilatus og alle de mennesker, der levede på Jesu tid, fordi de gjorde, hvad Gud forud havde bestemt. Kun pga. Jesu død er vejen nu banet til vores elskede Far, der hellere ofrede sin Søn end den resterende verdens milliarder af mennesker.
Og lad os sige tak til Gud, for hvem hvert menneske er så værdifuldt, at den søn, Han kaldte „Den elskede“ – fordi Han elsker ham så uendelig højt – ham ofrede Gud for dig og mig.
Glædelig påske!

Henrik Søndergaard
Kløvervej 31, 3. th.
6000 Kolding