Tro på Gud gi’r tryghed

„Ingen skal rive noget ud af min Faders hånd“ siger Jesus i søndagens tekstDen kommende weekend fejrer David Hansen 40 års jubilæum i tjeneste, 25 år på fuld tid. Det er samtidig 10 års jubilæum for Ålborg Menighedscenter og en fest på lørdag tager forskud på David Hansens 60 års fødselsdag til sommer.David, du er hyrde for en stor voksende menighed. Som hyrde er man tilbøjelig til at brænde ud, fordi man vil tage alle man møder under sine vinger. Hvordan finder vi balancen mellem at være altfavnende og koncentrerede?
– Enhver hyrde og pastor må naturligvis have et favnende hjerte over for alle mennesker, men må samtidig erkende ikke at kunne eller skulle afhjælpe alles behov direkte eller betjene alle.
Der er mange forskellige tjenester i en menighed, som både kan og skal mobiliseres til at løse de forskellige hyrdeopgaver.
Jeg trækker f.eks. på fagligt kvalificerede medarbejdere indenfor socialrådgivning, juridisk bistand, familie- og økonomirådgivning, læger og sygeplejersker m.v. Det er jo ofte sådan, at mennesker i vore menigheder ikke blot skal betjenes på det åndelige plan, men står med sjælelige og materielle problemer, som kræver involvering af medarbejdere, der besidder kompetencer indenfor dette.
Endelig kan det også være rigtigt og godt at henvise mennesker til en anden præst eller menighed, hvor de måtte trives bedre, og hvor de kan modtage præcis den betjening,  som de har brug for.
Som hyrde må jeg passe på, at bevare fokus på den vision og opgave, som hele menigheden skal arbejde hen imod og opfylde. Derved undgår jeg at blive kastet rundt mellem alle mulige behov, problemstillinger og kriser, som mennesker nu en gang altid vil stå med.

Jesus siger noget her, der minder om prædestinationslæren (læren om forudbestemmelse): I tror mig ikke, fordi I ikke hører til mine får!
– Når Johs.10:26 så stærkt fremhæver troens element i forbindelse med det at høre til „flokken“, så har det ikke noget med prædestinationslæren at gøre, sådan som Calvin især er fortaler for. Det lille ord TRO beskriver ganske enkelt, at der kan ikke eksistere nogen relation mellem hyrden og „fårene“, med mindre den er bygget på det som TROEN også betyder, nemlig en åben og frivillig tillid. Når dette er etableret, er der en respekt og en lydhørhed får-hyrde i mellem. Det er først når vi har opbygget tillid til Gud, at vi tør lytte til det han siger, og handle derefter.
Det samme gælder naturligvis i relationen mellem hyrden (præsten) og medlemmerne i en menighed. Der må være en frivillig og tillidsfuld respekt overfor hans tjeneste, ellers kan den ikke modtages og vil ingen gavn gøre, uanset hvor godt han prædiker og beder m.v.! Jesus kom til sin hjemby Nazareth, men på grund af deres foragt for ham kunne han ikke gøre nogle mirakler der, – det handler altså i høj grad om at etablere en „tros-relation“ før man kan erfare nogen velsignelse over tjenesten.
 
Utryghed gør at mange ikke tør tro på Gud, endsige gøre noget for Ham. Hvad vil du sige til dem?
– Der findes vel næppe nogen anden sætning i skriften, som burde give os en mere total, mega cementeret overbevisning om Guds uendelige trofasthed og omsorg end netop denne sætning: „Ingen kan rive noget ud af min Faders hånd“! 
Utryghed kommer af flere forskellige grunde. Frygt, manglende kundskab og dermed manglende tillid til Gud er de mest gængse.
Mange siger, at de tror på Gud, men ligeså snart der opstår et problem, søger de alle mulige andre instanser og løsnings-muligheder, end netop den Gud, som de siger, de tror på!
Sand bibelsk tro til Gud driver al frygt og utryghed bort. På et vist tidspunkt i min kones og mit liv, viste Gud os sin fuldkomne kærlighed, som vi valgte at tro på. Dette fjernede al frygt og usikkerhed med hensyn til, om han altid var god, eller om han kunne finde på at handle vilkårligt, uberegneligt og lunefuldt med os. Fra det øjeblik vi traf valget at tro hans ord om hans trofasthed, forstod vi umiddelbart, at hans godhed og nåde var af permanent karakter, „uden skiftende skygger der kommer eller går“. Vi blev trygge og har været det lige siden.
 
Jesus er forbillede for alle hyrder. Hvad er hyrdens karakteregenskab nr. 1? Hvad er der mest behov for i dag?
– Hyrden må have en udpræget længsel efter at se sin hjord trives, så den udvikler sig harmonisk og bærer frugt.
Det er det man indenfor ledelsesteorier i dag kalder „Det tjenende lederskab“, et begreb der er hentet direkte fra salme 23 og fra Jesu eksempel. Dette indebærer utrolig mange ting såsom omsorg, beskyttelse, at skabe ro og trivsel, at have øje for den enkelte m.v., men mest af alt, at lede den rette vej!
En hyrde må vide, hvor vejen går, hvor fårene kan få frisk vand og hvor de kan næres ved det grønne græs. Hyrder er nærværende i nuet, men tænker ustandselig på „hvor skal vi hen i morgen“. Hyrden er udrustet med en stav (ordets vejledning), som han leder fårene med, og han har samtidig en stok (ordets autoritet), som han jager ulvene på flugt med.
Det, der er mest behov for i dag, er hyrder, som er trygge i deres kaldelse, – hyrder som søger Gud for frisk åbenbarelse over vejen fremover, – hyrder som udviser mod til at handle på det.