Vi tror på at Per blir rask
Han blev lam fra halsen og ned på bare et øjeblik. Det forandrede Per og Birgit Jul Jensens liv totalt. Men i dag har de en stærk tro på, at Per bliver rask igen… Den 5. februar 2003 ringede Per Jul Jensen til sin kone, Birgit. Hun havde lavet mad, og Per glædede sig til at komme hjem. Men på vej hjem skete der noget, der totalt forandrede deres liv.Per Jul Jensen var 51 år og skulle snart have jubilæum som afdelingsleder i Kristelig Fagbevægelse i Hjørring. Børnene var store og den ældste skulle giftes.
Foran begyndte en bilist at trække mod højre og Per troede, at vedkommende ville dreje. Da Per ville køre venstre om, foretog bilisten pludselig u-vending til venstre og Pers bil kørte lige ind i siden.
Først troede Per ikke, at der var sket noget. Han ville stå ud af bilen, men opdagede, at han ikke kunne. Han kunne hverken røre sig, sige noget eller trække vejret. Få minutter efter kom Falck og fik ham ind i en ambulance. Der mistede Per bevidstheden.
Per blev kørt til Hjørring Sygehus, hvor lægerne fandt ud af, at han havde brækket nakken. De kunne intet gøre, så Per blev sendt videre til Århus. Her blev han opereret, men kan ikke huske ret meget. Birgit sad hos ham det meste af tiden, og børnene kom.
– Det er ubeskriveligt, hvordan man har det. Jeg var i chok. Men samtidig havde jeg en fred og ro, som kun Gud kan give, husker Birgit..
Efter opholdet i Århus blev Per kørt til Aalborg. På vejen derhen fik han en voldsom lungebetændelse og feber. Lægerne fortalte Birgit, at hvis Pers temperatur ikke faldt inden midnat, kunne de ikke redde ham.
– Jeg stod og bad, ja råbte til Gud. Fra starten var jeg overbevist om, at Per ville overleve, men jeg havde brug for at vide, hvilken vej, det gik. Jeg troede på, at Gud havde givet et løfte om, at Per ville blive rask, men jeg havde brug for et tegn. Jeg bad om, at temperaturen ville falde inden midnat, fortæller Birgit.
Samtidig havde Per ligget og diskuteret med Gud.
– Jeg ville hjem til Ham nu. Det gav ikke mening, og jeg kunne ikke holde det ud. Jeg ville være til besvær for min familie og omgivelser, siger Per. Da klokken blev 24.00 faldt temperaturen.
– Da vidste jeg, at nu vendte det, siger Birgit.
Derefter gik det langsomt fremad, men det var stadig svært for Per og familien. Han var blevet flyttet til Hjørring Sygehus, og her havde Per en hård periode, hvor alt virkede sort og håbløst. Realiteterne var ved at gå op for ham.
– Jeg røg ud i en krise, da det gik op for mig, hvordan fremtidsudsigterne så ud, siger Per. Han kunne ikke tale de første fire måneder, og lægerne sagde, at han skulle regne med at komme på plejehjem. Birgit og Pers søn skulle snart giftes. Per var for dårlig til at kunne deltage i brylluppet, men ønskede, at de alligevel skulle gennemføre det..
– Det var en stor sorg for mig ikke at være med. Jeg var meget ked af det, men samtidig var jeg meget dårlig. Jeg drømte, at jeg var med, men det var jeg altså ikke, siger Per.
Så skete der noget, der fik Per til at se en ende på den hårde tid.
– En nat havde jeg en drøm eller et syn. Jeg stod sammen med Jesus foran en indgang i en klippe. Jeg skulle gå ind gennem den. Det var frygteligt, for derinde var der en afgrund på den ene side og på den anden side var der mærkelige væsener, der gjorde mig bange. Jeg vendte om og gik ud. Men Jesus ville, at jeg skulle gå derind. Jeg prøvede igen og nåede lidt længere ind, men vendte igen om. Så sagde Jesus, at han ville følges med mig. Så gik vi sammen derind. Det var ikke mindre rædselsfuldt, men der var tryghed. Pludselig kom jeg gennem alt det uhyggelige og ud i en skøn og fredfyldt dal med en sø, fortæller Per og giver sin tolkning:
– Jeg skulle igennem noget uhyggeligt og slemt, men Jesus ville bære mig igennem.
Sådan blev det også, Pers humør vendte tilbage, og han begyndte at se lyst på tingene.
– Jeg kom til at tale igen ved Guds og sygeplejerskernes hjælp. Venner i kirken fastede og bad og sygeplejerskerne trænede med mig, fortæller Per. Den første, Per talte til, var Birgit.
– Jeg elsker dig var de første ord, husker Birgit.
I dag taler Per stadig, men han kan ikke selv trække vejret. Det må han gøre gennem en respirator. Når han taler, er det ved hjælp af udåndingsluften. Han sidder i kørestol og kan ikke bevæge sig. Han har også mistet en del af synet som følge af ulykken. Per bliver passet hjemme og har plejepersonale i huset i Hjørring døgnet rundt.
– Det har ikke været så svært at vænne sig til at blive passet. Jeg har erkendt, at sådan er det, siger Per.
– Jeg har aldrig fundet min identitet i mit arbejde eller i en titel, men i den, jeg er, siger Per.
– Pers gode hoved og varme hjerte er intakt. Det kan han bruge, og det er sådan, vi kender Per, siger Birgit.
Per er engageret i Vesterkirken Stenum, hvor han står for den interne kommunikation. Han redigerer også en ugeavis, der udkommer hver søndag, ved hjælp af en speciel computer, amtet har stillet til rådighed. Per tror også, at han en dag vil komme ud at rejse:
– Jeg er overbevist om, at Gud rejser mig op en dag. Jeg er overbevist om, at jeg har et kald til at rejse ud i mission. Jeg kan ikke gøre det lige nu, men jeg føler dybt i mit hjerte, at det vil ske. Somme tider tænker jeg: Hvornår vil det ske? Er det uger, måneder eller år? Men jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at ske, siger Per.
– Det er jeg heller ikke, siger Birgit og læner sig frem.
– Det sværeste er, at Gud bestemmer hvornår. Men jeg vil acceptere, at det bliver, når Gud vil, for Han skal have al æren, siger hun.
Både Birgit og Per er taknemlige for al den forbøn og støtte, de har fået fra deres familie, venner og deres kirke. Uden dem kunne de ikke have klaret det.
– Jeg har aldrig oplevet Gud så nær, som i de sidste 14 måneder. Han har holdt humøret oppe, siger Per.
Birgit sidder ved hans side i stuen.
– Kærligheden har bevist sin styrke. Vi har opdaget, hvor stærk den er, siger Birgit, som vidste, at hun havde brug for både Guds og andre menneskers hjælp for at komme videre.
– Jeg har haft lyst til at løbe skrigende væk. Det var umenneskeligt og unfair. Man står i sine bedste år og skal til at nyde livet, siger Birgit, men fortsætter:
– Jeg besluttede mig for at være hos Per. Jeg ville kæmpe for ham, og han skulle ikke et eneste sekund være i tvivl om min kærlighed. Gud har gennem hele forløbet været trofast og givet styrke og kraft, som jeg havde brug for, for at holde ud. Men det er vigtigt at have et godt fundament i troen og i kærligheden inden ulykken indtræffer. Enten falder det hele fra hinanden eller også bliver det stærkere. Vi vil fortsætte med at elske hinanden, siger Birgit og de ser kærligt på hinanden.
– Sådan har vi det.
