Baptister satser 100.000 kr. på etnisk missionsstævne
BaptistKirken i Danmark har afsat 100.000 kr. af kirkens Tips- og Lottomidler til et særligt etnisk program på baptisternes Missionsstævne i juli.Pengene skal dels bruges på udenlandske talere og materialer til stævnets særlige etniske seminarer. Dels til at støtte etniske baptister, som ikke selv har råd til at deltage i stævnet.
Der findes hundredvis af etniske baptister i Danmark, men det har været svært at integrere dem i de danske baptisters aktiviteter. Derfor rækker arrangørerne af missionsstævnet nu hånden ud med et særligt etnisk program som supplement til stævnets store fællesprogram. Ud over en række etniske seminarer kan de etniske grupper holde gudstjenester i Missionsstævnets stille-telt.
– Det er et forsøg på at sige til brødre og søstre fra fremmede steder på kloden: Vi er ét i Jesus Kristus, og vi vil gerne være med til at give enheden praktisk udtryk, siger Hugo Møller Thomsen fra en særlig arbejdsgruppe til bladet Baptist.