Hastværk…
Unge er begyndt at komme med overbærende bemærkninger til mine gamle slidte sort-hvide overheads, så da jeg i torsdags skulle tale i en KFUM-forening om mirakler, brugte jeg lang tid på at lave farvestrålende Powerpoints. Inklusiv små videoglimt. Det var rigtig sejt! Ja, mirakuløst! Men…
Erfaringen har (trods alt) lært mig, at man ikke kan stole på teknik (eller sin egen evne til at mestre teknikken).
Så jeg holdt generalprøve på mit kontor.
Ups! Videoklippene var forsvundet. Det biksede jeg så med en tid, som de siger i Brødremenigheden. Om det var 15 min. eller tre timer, véd jeg ikke, men pludselig skulle jeg bare skynde mig, selv om jeg havde beregnet ekstra tid – noget min kone har mindet mig om de sidste 25 år.
Cyklen, som jeg kastede mig på, havde flat bagdæk! Da ventilen også var fjernet, styrede jeg målbevidst mine skridt efter tre friske drenge i nærheden. Med slet skjulte trusler om vold fik jeg den ene til at søge efter ventilen, mens den anden i stedet truede mig med, hvad der kunne ske, hvis jeg beskyldte ham for noget, han ikke havde gjort. Godt ord igen; den skyldige fandt ventilen, og vi skiltes som venner. Jeg fik pumpet cyklen og ilede hjem.
Aftensmaden sprang jeg over, og kunne så stadig nå frem inden 19.30. Afsted gik det ned til kontoret i bil for at læsse det tekniske grej, aviser, bøger osv. Lidt sulten…
Hjælp! Hoveddøren smækkede bag mig, da jeg balancerede ud med projektoren, min bærbare, min taske og bogkassen. Og nøglen sad indenfor. Desparat forsøgte jeg med en skruetrækker at lirke døren op, men forgæves. Istedet løb jeg 100 meter om i gården og slap ind gennem en bagdør, som endnu stod åben. Gud er god! Op og ned af trapper og afsted! Heldigvis var fartgrænsen netop udviddet til 130! Ti minutter før tid holdt jeg udenfor De Unges Hjem i Hedensted. Ikke en sjæl! Jeg greb mobilen og ringede hjem: Find hurtigt indbydelsen og det kort, formanden sendte med! gispede jeg. – Mor siger, du skal kigge i din taske, svarede min søn efter et par minutters eftersøgning. Tasken? Ja, selvfølgelig. Og adressen var Kirkecentret. Et par minutter hvinede jeg rundt om kirkegården, før jeg fik pejling af Kirkecentret. Mens de sang den første sang, stillede jeg grejet op.
Det virkede ikke!!! – Nu har vi brug for et mirakel, bemærkede én tør hund, og så sang de en sang mere med kun tre vers frist! Så hev jeg de gamle slidte overheads frem.
Til gengæld morede folk sig – og mødelederen takkede for et også humoristisk foredrag, så måske skulle jeg i stedet optræde som smækforvirret taler?
– Det ville du nok egne dig til, siger de rigtige venner.
