Erich Sauer:
Jesus er underet over alle undere
For menneskehedens frelseshistorie er Kristi komme det inderste og det mest centrale af alt centralt. Det, som skete før ham, fandt sted ene og alene med henblik på ham; det som sker efter ham, bliver bare fuldbragt i hans navn.
Hans virke på jorden er vendepunktet for al udvikling, og historien om hans person er det væsentlige indhold af al historie. At Kristus blev menneske, betyder dermed det samme, som at verdens guddommelige grundvold kom til syne. Den begivenhed, at historiens herre trådte ind i historien, krybben i Betlehem i forbindelse med Golgata, bliver til evig tid:
Alle tiders vendepunkt,
al kærligheds højdepunkt,
al frelses udgangspunkt,
al tilbedelses midtpunkt (Uhlhorn).
Hvordan Kristus kan være Gud og menneske på samme tid og forene begge disse egenskaber i samme person, det formår ingen at forklare. Den hemmelighed, der ligger i hans selvfornedrelse, er for altid uudgrundelig. Kristus gjorde ikke kun undere, men var selv et under, ja, underet over alle undere, det første og største under i egen person.
Vi fatter ikke engang tiden, den er en gåde for os – endnu meget mindre fatter vi evigheden. Hvordan kan vi da fatte gådernes gåde, foreningen af disse to modsatte hemmeligheder, skæringspunktet mellem disse to paralleller i tiden(!), den organisk-harmoniske forbindelse mellem uendelighed og endelighed, mellem Gud og menneske i én person, i Jesus fra Nazaret!
Skønt Jesus steg ned fra de himmelske højder, så var det i og for sig ikke det, at han blev menneske, som betød den uendelige fornedrelse for den Højestes søn, men at han gik ind i og gjorde sig til et med en formørket menneskehed, som stod under syndens følger.
For hvis allerede det at være menneske som sådan havde været en fornedrelse for Guds søn, da måtte jo hans ophøjelse ikke have bestået i herliggørelse, men i en fuldstændig aflæggelse af hele hans menneskelige væsen. Og dog lærer den hellige skrift klart og tydelig, at Jesus i sin ophøjelse har beholdt menneskelig skikkelse, at altså hans opstandelse og himmelfart ikke indeholdt i sig noget mindre, end at Jesu mennesketilværelse blev forklaret og forherliget, skønt dette skete på en måde som vi aldeles ikke kan forestille os.
Han tog ganske vist den fornedrede menneskeheds tjenerskikkelse på sig (Fil. 2,7); men gennem sit frelsesværk ophøjede og herliggjorde han den sådan, at den ikke mere kan danne nogen modsætning til eller modsigelse af hans herlighed, hvor han sidder ved Faderens højre hånd. For den herlighed, som det herliggjorte menneske Kristus Jesus har, er visselig ikke ringere end den, som det evigeord havde, før det blev kød. Han siger jo selv: Herliggør du mig, Fader, hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. (Joh. 17,5).
Erich Sauer, 1898-1959. Erich Sauer er den mest kendte bibelfortolker i den tyske Brødrekirke i det 20. århundrede. Hans bøger er trykt i mange oplag og oversat til flere sprog.
Kort efter sin 14 års fødselsdag blev Sauer en personlig kristen og begyndte at missionere for sine skolekammerater. Sauer følte sig kaldet til missionsmarken og for at være ordentlig forberedt studerede han engelsk, historie og teologi ved Berlins Universitet.
En øjensygdom gjorde, at missionsmarken ikke var aktuel, og Sauer blev i 1920 lærer på bibelskolen Wiedenest, hvor han virkede til sin død i 1959.
Den Korsfæstedes triumf, som denne artikel er fra, skrev Sauer i 1937. Denne udgave af bogen er udgivet af Norsk Luthersk Forlag i 1951.
