Klog mand, der er værd at gæste
Spændende essay-samling af biskop Kresten DrejergaardEn klog mand er værd at gæste, hedder det i et gammelt mundheld, og det må man virkelig sande, når man er i selskab med biskop Drejergaard i hans nyligt udkomne essay-samling.
Boganmeldelse:
Som frikirkemand var det spændende at skulle i gang med en essay-samling af en grundtvigsk biskop. Men forskellig kirkelig baggrund bør ikke sætte skel mellem mennesker, tværtimod.
Essay-samlingen Forudsætninger – til eftertanke består af 13 essays og et efterskrift. De enkelte essays er blevet til på baggrund af foredrag og artikler fra de seneste år, og hvert af disse essays er spændende læsning og giver stof til eftertanke og kunne hver for sig fortjene en selvstændig anmeldelse. Der er mange spændende tanker om Gud, gudsforhold, præsten som studievært og underholder, om omsorg og mangel på omsorg, tingsliggjort dialog eller menneskelig samtale, vores forhold til mennesker, også de mennesker, der kommer til os fra et andet land.
Kresten Drejergaards egne forudsætninger er kristentroen, kirken, Luther og Grundtvig forbundet med en forankring i historien og det folkelige. Forankret i egne forudsætninger taler biskoppen med stor myndighed og selvbevidsthed – positivt forstået – om troens og kirkens rolle i Danmark i en sækulariseret tid. Det sker med både vid og bid.
Her er et par smagsprøver:
Det er meget tænkeligt, at præsten opfattes som en slags aktivitetsleder, som med præstekjolen på er studievært i kirken med den ambition at få besøgstallet op på så højt et niveau som muligt.
Succeskriteriet er ikke præstens popularitet …. men derimod, at evangeliet klart og tydeligt kan høres i sognets kirke.
Kirken har altid skullet forkynde evangeliet om den gud, der vil være Gud for de ugudelige.
I øvrigt bryder Drejer-gaard sig ikke om udtrykket ugudelig, men foretrækker ukirkelig.
Der er særligt to essays, som har givet mig stof til eftertanke.
Det er Evangeliet forkyndt for perkere og Det er bedre at være gennemskuet end overset.
I Evangeliet forkyndt for perkere tages spørgsmålet om kirkens ansvar for at møde vore nytilkomne medmennesker op. Som bekendt har Kresten Drejergaard sammen med andre i Odense taget initiativ til Folkekirkens tværkulturelle Samarbejde i Odense, et rigtigt godt initiativ, men teksten rækker videre, for det handler om at være medmenneske sammen med sine medmennesker. Uanset hvad der skiller os kirkeligt og religiøst – så har vi menneskelivet til fælles.
I artiklen gør biskoppen opmærksom på, at frikirkerne har været meget bedre til at møde de behov, kristne indvandrere kommer med, og derfor har mange kristne indvandrere fundet en plads i frikirkerne.
Folkekirken må også have noget at byde vore kristne indvandrere, siger han, men det er mindst lige så vigtigt, at Folkekirken er i stand til at forklare de ikke-kristne indvandrere, hvad vi tror på i Danmark. Det kan man for min skyld kalde mission eller information eller dialog … jeg er ligeglad med ordene, det afgørende er, at det sker … for at den (Folkekirken) ikke skal ende sine dage som en religiøs hjemstavnsforening.
I artiklen gives der også ganske god orientering om forskellige holdninger hos muslimer i Danmark, en orientering, som det nok er værd at lytte til.
I Det er bedre at være gennemskuet end overset tages der fat på ensomheden i vores velstandssamfund. Ensomheden findes overalt i samfundet, ikke kun blandt vore ældre medborgere, men også der. Der gives et godt eksempel på, hvordan omsorg i ældreforsorgen ændrer sig fra at bekymre sig for nogen og tage sig af vedkommende til at sørge for nogen. Tid til samtale og nærvær er blevet til at skifte forbinding og tælle piller op til doseringsæsken. Der er ikke tid til opmærksomhed. I det offentlige rum er vi som mennesker blevet tingsliggjorte og åndløse.
Dette essay burde simpelt hen læses af såvel lokal- som folketingspolitikere.
Med Drejergaards Forudsætninger – til eftertanke har jeg følt mig i rigtig godt selskab, og det har givet stof til eftertanke.
Kresten Drejergaard:
Forudsætninger – til eftertanke
145 sider 178 kr.
Aros