Konfirmationens behændige forfald
Dansk kirkeliv af i dag tegnes væsentligt, for ikke at sige eksklusivt, af progressivitetens folk. 
Vist er der stadig et tavst flertal. Men de lader øjensynligt blot flegmatisk tingene ske og underordner sig i øvrigt i en passiv resignation. Og vist sidder der hist og her rester af gammel lutherdom, der ikke har affundet sig med fx. den sekulære kvindesags knusende sejr over en dog indtil 1950-erne ret unison modstand mod kvindelige præster, ligesom der den dag i dag trods vor statsminister er udbredt modstand mod vielse af homoseksuelle samt homoseksuelle og lesbiske præster.
Den hellige Skrift, ja endog ham Paulus, nød endnu en urokket autoritet, selvom en misforstået afmytologisering hist og her stak hovedet frem.
Som tiden gik, lod man imidlertid ikke blot kirkens ordning, men også selve den kirkelige forkyndelses indhold bestemme udefra. Det blev mere og mere vigtigt at lade politisk valgte menighedsmedlemmer og højtråbende modernistiske forældre bestemme. Præsterne bøjede sig. De vil jo så gerne være popu-lære, og i øvrigt har de fået mindre og mindre at skulle have sagt, endog når det gælder gudstjenesten og de kirkelige handlinger. For ikke at blive lagt for had lod man de andre bestemme og undgik fremover i sin prædiken enhver hentydning til synd og ufortjent nåde, til fortabelse og forbarmelse for Kristi skyld.
Det gav sig også udslag i konfirmandforberedelsen, hvor tiden gik med leg, med at se billeder og med at aktivere de unge i stedet for at give dem en seriøs indlæring i kristendom, og hvorfor ikke med udenadslæren af salmevers og katekismen? Fodboldhold og medlemmer af metalbands er det jo et must at kende alt om. For mange gammeldags præster er det endt med en kamp om overlevelse. Og ovenfra fik man som altid at vide, hvor stort det var, at folkekirken trods ungdomsoprørernes fanatiske afkristning af skolen og de følgende års ukontrollerede masseindvandring dog stadig omfattede godt 80% af befolkningen, og det danske folk altså dog med rette kunne kaldes for et kristent folk.
Denne fastholden skyldtes netop, at man snedigt lod kirke og kristendom skifte karakter, ja udvandede det hele i en sådan grad, at man i dag kan gå fra kirke til kirke uden at møde andet end de nye, ukristelige vrøvlesalmer, der smuttede med ind i den udvidede salmebog, og uden at blive konfronteret med Guds lovs dom og nådens ufortjente oprejsning af os syndere.
Gemytlig underholdning -bevares, ofte af en begavet, raffineret og spændende karakter – havde afløst en evangelisk-luthersk, bibelsk forkyndelse! Denne var ængsteligt blevet skubbet til side for ikke at støde nogen. Vi lever også kirkeligt i en stadig udsalgstid. En udvandingstid, hvor kirkens mænd ganske enkelt ikke længere tør være kirkens mænd. Man risikerer jo ellers ikke blot som i gamle dage at få en på nyseren. Nej, det er selve deres eksistens som magthavere, der står på spil.
Forårskonfirmationen 2004 er ved at være overstået, og gamle Tante Berling jubler forståeligt nok over, at de unge – især dem i storbyen – tager troen alvorligt. Det har de fået mediedomprovsten Gade-gaard ved Københavns Domkirkes ord for. Han henviser glad til, at konfirmationen for mange er et spørgsmål om personlig stillingtagen, altså en art anerkendelse af, at den kristne Gud dog nok er den rette at holde sig til. Samtidig forsikrer hans konfirmander dog, at de ikke går vildt meget op i religion, men at de føler sig trygge ved at have Gud inde i sig selv og vide, at han altid vil sørge for os og være på vor side, uanset hvad vi så selv siger eller gør. Det er en rar tanke, siger Ninna.
Man ser heraf, at Luthers lille Katekismus i hvert fald ikke kan være lagt til grund for undervisningen. Måske snarere en af den børnevenligt pædagogiske biskop Lodberg Hvas populære bøger. Det er jo helt i hans ånd at møde en sådan tåbelig forståelse af konfirmationens mening, som om det her alene er Gud, der lader sig spænde for vor vogn og bekræfter os, uanset alt, som Ninna påstod.
Dermed er konfirmationen også blevet godt og grundigt udvandet! For har vi ikke altid ved konfirmation med Grundtvig sunget om, hvordan Gud her rækker os sin hånd, men dog alene når vi kun vil, dvs. når vi med vort ja og vort håndslag tager imod, besegler konfirmationens gave til os. Vi sluttede da også altid med i salmen at bekende Kristus som ham, der vejen er og livet, og som ham, vi ved konfirmationen har givet vort håndslag. Det er ham, vi tror på og netop på denne dag -omend med vore små og svage kræfter – forpligter os til at følge.
I dag lyder der ikke længere noget ja fra børnene. Der gives ingen forpligtende håndslag. Det hele synes endt i et gave- og tøjorgie, som behændige modernister, der alene ønsker at ødelægge vor kirke indefra, har gjort til meningen med konfirmationen, dog tilsat lidt kristelig snak om, hvad Gud skylder os. Udviklingen har drejet konfirmationen 180 grader og dermed gjort handlingen, ligesom den forudgående konfirmandundervisning, til uforpligtende underholdning og pjat.
Kristendommens sandhed lader sig imidlertid ikke måle ved tilslutning og medlemsprocenter. Eneste rette målestok er Den hellige Skrift og det budskab om at frygte og elske og adlyde Gud, som vi møder dér. Men en sådan regula fidei er øjensynlig ikke nok for en ny tids magthavere indenfor den gamle kirke.
