Kvindekonference om Jesus i kvinderne
Hanne Dalgaard fortæller om kvindekonferencen i begyndelsen af maj i Falkonércentret med Anne Graham, hvor 800 kvinder deltog
Af Hanne Dalgaard
Grafiker i internt reklamebureau
Prædikant og Ældste i Pinsekirken
Roskilde. Stifter af Netværk for Kvinder i Tjeneste
Familietjeneste / ægteskabsrådgivning med sin mand Poul Dalgaard
Hvornår er et arrangement en succes? Er det, når det lykkes at få et verdensnavn som Anne Graham Lotz til Danmark? Er det, hvis der (i Danmark) kommer flere end 500 deltagere til arrangementet? Ja, -hvis det altså var det, der var målet. Men det var det nu ikke.
Anne Graham Lotz var ikke målet i sig selv, men hendes vision, gave og karakter gik op I en højere enhed med vor egen vision og formål med kvinde konferencen. Det blev helt klart, allerede i de indledende samtaler og brevvekslinger.
At man i et samarbejde på tværs af kirker, tjenester og lande, på et fælles trosgrundlag, opnår at kunne mødes i en klar bevidsthed om, at man har samme vision og mål for et bestemt arrangement, er en supersej og berusende fornemmelse.
Kan man ydermere foretage en igangsættende bevægelse på det, er den første halvdel af succesen allerede en realitet.
Netop bevidstheden om, at alle i teamet og indbudte talere er ét i ånden om målet og formålet, forløser en forventning og tro til Gud. Det bliver Ham alene, der kommer til at se til, at den anden og afgørende del bliver en succes. At vi forvandles.
Der, hvor popularitet, kvantitet, god underholdning, god forretning eller åndelige manifestationer er drivkraft og forventning nr. ét i arrangementer eller events, – selv om det hele, naturligvis, skal foregå i en bibeltro ånd – forekommer det mig at have samme effekt, som at kaste sig over en hamburger, når man er rigtig sulten. Den smager godt, men en time efter er man sulten igen. Snydt igen. Sådan var det heldigvis ikke den 8. maj. Dagens fire sessioner startede ud med solid grundlæggende undervisning, fulgt op med en klar præcision af budskabet og afsluttende bøn.
Anne Graham Lotz minder meget om sin far, Billy Graham, i fremtoning. Ikke så meget scenespræl eller vittigheder. Bare et ligefrem, seriøst, fokuseret budskab om Jesus og førstekærligheden til ham. Om synd og omvendelse og om himmel og helvede.
Gennem alle budskaberne gik kaldet om førstekærligheden til Jesus som den lysende røde tråd. Selv om der ikke var tale om underholdning, formåede hun alligevel at levere de dybe grundliggende sandheder helt håndgribeligt nærværende for os alle og meget troværdigt, idet hun hele tiden talte igennem sit personlige vidnesbyrd I budskaberne.
Jeg har vækkelse på hjerte, fordi jeg selv trængte til en ny vækkelse, jeg følte mig svag og uduelig til at gå ud på Guds kald, men Gud sagde til mig, at det vidste Han godt, men Han kunne gøre det igennem mig o.s.v. Den gik rent ind. Jeg sad og tænkte, at det i grunden var helt utroligt, så meget hun kunne slippe af sted med at få sagt, hvad Gud sagde direkte til hende, uden at sige: – Så siger Herren! Eller prale af åbenbaringer.
Jeg tror, at denne fuldstændig uromantiske, ærlige og ligefremme måde at omtale Guds tale til os gennem sit Ord gjorde, at man ligesom indstillede sig seriøst personligt til budskabet og helt glemte at tænke på, hvornår det sjove kom.
Det stærkeste indtryk, også efter salget af CDer fra dagen at dømme, var undervisningen og budskabet ud fra Åbenbaringen om de syv menigheder. Det ramte utroligt dybt, og ikke en lyd hørtes i salen. Anne underviste minutiøst ud fra hver af menighederne, hvad det var de skulle omvende sig fra. Kun to ud af de fem menigheder omvendte sig fra den synd, Gud udpegede, og frem til idag findes der ingen kristen menighed i de fem byer/områder, hvor der ikke var vilje til omvendelse. Kun i de to, som ville. For alvor gik det op for os, i hvor stor fare vore menigheder er idag. At Gud mener sit Ord lige så alvorligt idag, som dengang. I et splitsekund tænkte man på alle de menigheder, der lukker på stribe, og på dem, der ligger og gisper efter vejret. Hele ens indre bare fyldes af én eneste bøn. Gud tilgiv, Gud hjælp.
Selv sagt havde vi lagt stor vægt på den tværkirkelige rummelighed, og det var en fornøjelse at opdage, at alle landets evangeliske kirker var repræsenteret. Stemningen var lige høj dagen igennem, og med et skøn ud over forsamlingen til aften-mødet var der ingen, der havde haft lyst at tage hjem før tid.
Seriøsiteten blev forstærket gennem måden, sessionerne blev afsluttet på. Der var ingen personlig betjening i eftermødet, men en samlet bøn for dem, som ville rejse sig og reagere på kaldet. Det virkede rigtigt og befriende i forhold til budskabet. Dit valg. Din beslutning. Dig og Jesus. Dit hjerte. Her kunne man ikke læne sig op af forbedere eller rådgivere. Sådan vil det også blive ved tidernes afslutning. Da skal vi alle stå individuelt foran Jesus, uden vore personlige rådgivere eller ægtefælle. Bare dig og Jesus. Talen var primært rettet til kristne, som på mange måder, indimellem uden at opdage det, kan have mistet fokus eller førstekærligheden til Gud. Mange af os formår at skjule vor pasivitet bag sårede følelser, selvmedlidenhed og mindreværd, men efter dagens budskab var det svært at finde en undskyldning. Et stædigt udholdende fokus på Jesus, som Anne Graham dagen igennen fastholdt, tvang tilhørerne til at se væk fra sig selv og sine omstændigheder og hen på Jesus. Vejen til Kristus var banet og kunne gribes af den, som ville. Senere hørte vi rundt om, hvordan mange udtrykte en ny beslutsomhed i at følge Kristus og en fornyet lyst til studere og læse Ordet. Dét vil jeg kalde en succes.
Der var ca. 800 kvinder og ca. 30 mænd til konferencen. Hvorfor nu holde en kvindekonference, når der alligevel er åbent for mænd, og budskabet tilsyneladende på forhånd er screenet for specifikke feminine, skal vi sige – interesseområder? Ingen af os seks kvinder I Netværk for Kvinder i Tjeneste, eller Anne Graham i øvrigt, prædiker jo udelukkende for kvinder i det daglige. Alligevel har vi det til fælles at have fået lagt på hjerte at samle kvinder til seminarer og konferencer.
For det første handler kvindekonferencer ikke om kvinder. Det handler stadig væk om Jesus altså om Jesus, i kvinderne. Som udgangspunkt har kvindekonferencer samme berettigelse som mande-møder. Det giver mulighed for, at man kan koncentrere sig om sig selv og gribe budskabet personligt på en dybere måde. Sidder man evt. med en mangeårig partner, vil mange nikke genkendende til at føle sig ufrivilligt hæmmet til at give respons på en prædiken, fordi man enten føler, man skal tage hensyn til sin partner, eller på anden måde distraheres i at holde fokus. Kvinde til kvinde snakken får heller ikke fuld plads, for man synes jo som regel også, at man i et vist omfang skal servicere sin partner lidt.
Samtidig forløber møderne på henholdsvis feminine eller maskuline præmisser, der også hjælper til med åbenheden i hjerterne for det individuelle køn. Det er dejligt at have det meste sammen, men det kan også være dejligt, at få lov til bare at være helt sig selv. Det kan være en helt OK, legal og sund erkendelse. Da jeg spurgte Anne, om hun ikke medbragte sin mand på nogle af sine mange rejser, sagde hun, – nej, jeg kan ikke koncentrere mig om at betjene og samtidig bekymre mig om, om han nu også befinder sig godt. Sådan var hun altså skruet sammen. Men det er der andre, der kan, og så var der jo også mulighed for at vælge det.
