Mænd skal lære at vise deres følelser

Brev:

Kære brevkassefamilie
Jeg læser med interesse alle de brevkasser, jeg kan komme i nærheden af. Også jeres.
Og jeg synes, at forholdet mellem kvinde og mand er et spændende område at udforske. Både når det gælder ’den lille forskel’, men også når det gælder så meget andet. Jeg synes, at Keld (i sidste nummer af brevkassen) havde gjort et stort og forbilledligt stykke arbejde.
Jeg vil vel blot sige, at jeg synes, det kan være svært, i hvert tilfælde for mig, at komme på banen på en konstruktiv måde, når både familien og samfundet mere og mere bliver domineret af kvinder og den måde, som de fungerer på. Så jeg kunne godt tænke mig at høre, om I har nogle flere bemærkninger til kønnenes samspil.
Mange hilsner fra
’under videreudvikling’

Svar:

Kære ‘under videreudvikling’
Jeg læste forleden blandt nogle gode råd til kvinder angående ægteskab, at fandt de en mand under 40 skulle de ikke forstyrre ham, de kunne komme til at afbryde hans udvikling – vist underforstået udvikling til almindelig menneskelig modenhed. Nu skriver du ikke noget om din alder, men jeg forestiller mig, at du ikke er helt ung, og det lyder også til, at du gør dig erfaringer med at være mand i din egen familie. Og jo, jeg vil da gerne give det interessante emne om kønnenes samspil endnu et par ord med på vejen.

I vores kultur er det nyt, at det betyder så meget med vi mænds følelsesmæssige engagement. En generation eller to før os var manden vist mere snævert defineret som én, der sørgede for familiens materielle og fysiske overlevelse. På den måde er der ikke en historisk tradition for, at mænds følelser er en nødvendig og værdifuld del af familiens samspil. Men det har ændret sig i den seneste generation eller to, og det er svært for mange af os mænd at finde ud af, hvordan vi så skal gebærde os. Den hjemlige stue er på mange måder vores udebane. Vi kan have det svært med at søge indad og få fat i og have sans for de følelsesmæssige og psykologiske processer, som mænd (vistnok!) også har, men som vi ikke altid er så bevidste om.
Jeg har talt med flere mænd, som ønsker og som efterspørger en følelsesmæssig tilknytning til deres far. Ofte har hans rolle indskrænket sig til at være en slags autoritet, som traf beslutninger og skar igennem. Og de efterlyser, at han nu vil bidrage til deres følelsesmæssige vækst. Det er ikke altid, de kan få det, de gerne vil have. Nogle børn efterlyser, at faderen vil give sig tilkende. Hvad mener han selv, sådan helt personligt om dem og om alt muligt andet. Hvem er han. I allernyeste tid er en del af problematikken, at faderen eller faderfiguren ikke blot er fjern, han er enten fraværende eller skiftes ud med mellemrum.

I lange perioder har kvinder været frarøvet muligheder for at handle selvstændigt, både socialt og politisk. Måske er det derfor, at de har søgt indad, og i hvert tilfælde synes de at have langt større erfaring for følelsesmæssige og psykologiske processer. Vi mænd (jeg møder heldigvis mange unge mænd, som udgør glædelige undtagelser, der også mestrer det personlige touch) er mere til at handle. Vi finder ud af at fungere i et ydre socialt liv, og på arbejdsmarkedet og her prioriteres personlige og følelsesmæssige kvaliteter lavere og bliver derfor ikke efterspurgt så markant som i familien.
Når du taler om dine besværligheder med ’at komme på banen på en konstruktiv måde’ så er det en erfaring, som du deler med mange mænd. Vores manglende færdigheder er ikke udtryk for manglende engagement eller kærlighed, og vi vinder ikke noget ved at hakke på os selv. Men mange mænd har det simpelthen svært med personlig kommunikation. Vi foretrækker en sagsorienteret model, som forholder sig konkret til tingene og er tilfreds med det. Et eksempel: Moderen siger: ’Jeg er bekymret over, at vores datter ikke kan tale rigtigt endnu’. Faderen svarer: ’Det er slet ikke ualmindeligt’ eller ’Har sundhedsplejersken sagt noget om det’ underforstået, at der er ikke noget at være bekymret for, hvis ingen har sagt noget. Så sagsdelen får sit og moderens bekymring, den personlige del, får ingenting. Og mange af os mænd kan ikke ret let fatte, at man kan være bekymret, når der ikke er noget at være bekymret for, og når vi får det at vide, kan vi have svært ved at tage det alvorligt.

Jeg har talt med adskillige mænd, der, ligesom dig, oplever sig på vej. Sådan har jeg det også selv. De ved, at det gør ondt på deres kvinde, at de ikke kan forholde sig personligt og være nærværende, og samtidig må de indse, at de først er på vej med at mestre den personlige kommunikation. De ønsker det og er klar over, at den mere sagsorienterede tilgang ikke slår til i det private univers. Ligesom dig øver jeg mig selv i denne kommunikationens vanskelige kunst. Af og til er der par, som søger rådgivning, fordi de begge er enige om, at deres kontakt er alt for mangelfuld. Og i langt de fleste tilfælde er det kvinden, der i kortere eller længere tid – til tider altid – oplever sig ensom og ude af kontakt med sin mand. Jeg taler ikke her for, at mænd skal blive kvinder, men for, at vi kan lære af kvinderne. Og til jer kvinder, som læser med her, vil jeg sige, at I må nok se i øjnene, at I må gå foran med et godt og inspirerende eksempel, som regel er det jer, som er de mest kapable.

Et helt svar for kvinden, hvis vi fortsætter med eksemplet ovenfor, vil indeholde et fokus ikke blot på barnet, men på kvindens følelse af bekymring. Hun søger meget mulig dialog om vigtige personlige emner, feks. om hun gør det godt nok som mor, om hendes byrde ved forældreansvaret, eller hvad det nu kan være. Når vi mænd står uforstående tilbage skyldes det, at det feminine sprog – altså evnen til at kunne udtrykke og beskrive sine følelser – faktisk er det eneste, der kan bruges til at bearbejde og løse familiære konflikter med. Jeg ved ikke helt, om din bemærkning om kvinders dominans skal tolkes på den måde, at du kan føle dig utilstrækkelig i dit forhold til kvinderne. Jeg tror, at hvis vi vil have fungerende familier må vi lære det sprog.

Så jeg vil ønske dig lykke på vejen i sin ’videreudvikling’. Personligt synes jeg, det er en berigelse af mit liv at uddybe kontakten med mig selv og få bedre føling med, hvad der foregår på de indre linjer. Min opfattelse er, at evnen til nærvær er en hjælp både for relationen til mig selv, min Gud og min næste. I sin essens er det samme sag.