Maltesen er Dronningens Georg Gearløs
Interview med Dronningens personlige tapetserermester, der er troende og meget respekteret ved hoffet, men beskriver sig selv som en arbejderdreng i de kongelige gemakker…- Hver torsdag kommer Dronningen ned, og så snakker vi om de idéer, hun har, fortæller Kurt Maltesen.
Han er officielt Dronningens tapetserermester, men jobbet er gennem 21 år kommet til at omfatte meget mere. På grund af Maltesens opfindsomhed bruger Majestæten ham nemlig til at føre mange af sine kreative idéer ud i livet.
For nylig ændrede Kurt Kronprinsens ungkarlelejlighed til en fin pigelejlighed for Mary Donaldson, mens hun venter på brylluppet. Og han fik anerkendende ord fra Dronningen, som han siger er meget god til at rose.
Andre gange reparerer han sko, opfinder nye ting, reparerer Dronningens morgenbakke, osv. Kort sagt: Han er til tjeneste for herskabet. Og Dronningen kommer hver torsdag, når hun bor på Fredensborg i foråret og efteråret, for at tale med sin tapetserermester om nye kreative idéer. Og de forstår hinanden.
En kollega ved hoffet, der overhørte deres samtaler, sagde: Ih, hvor taler I utroligt godt sammen. Det er nok, fordi I har det dér til fælles
sagde han og pegede opad.
Det dér det er troen. For alle ved, at Kurt Maltesen er troende kristen. Og ellers kan de nok se det på de plakater med bibelvers, han har hængene på sit værksted: Min sjæl lov Herren og glem ikke alle hans velgerninger! Eller på den måde, han opfører sig på. Mange benytter ham netop derfor som én, man kan tale med.
– Dronningen er jo et kristent menneske, siger Kurt med overbevisning i stemmen. Han har meget stor respekt for vores Majestæt. For hendes intelligens og kreativitet og stærke menneskelige egenskaber. Og troen, som er ægte.
– Det er klart, at hun er folkekirkelig, og jeg er pinsemand, men Gud har udvidet mine skyklapper ganske betydeligt, siger Kurt Maltesen med sit dejlige smittende humør.
– Hun er så dygtig! Selv om det jo er mig, der er fagmanden, så er Dronningen som regel langt foran mig. Hun kan se, hvad der vil passe godt sammen. Hun er kunstner.
For nylig skulle der laves et par sofaer til Amalienborg, og Dronningen bruger jo altid vores fine gamle danske møbler, når der skal laves noget.
Hun ville have et stribet betræk, og umiddelbart sagde det mig ikke noget. Men i formiddags var jeg inde på Amalienborg for at tale med hende, og da så jeg de sofaer, jeg fik lavet, i de rette omgivelser. Og jeg må jo indrømme, at Dronningen havde ret igen.
Kurt Maltesen har haft ekstra travlt her op til brylluppet. Grunden til, at han var på Amalienborg, var, at han skal sætte et tæppe op med noget blåt ved siderne, som skal hænge ud over den balkon på Christian den VIIs Palæ, hvor kronprinseparret skal komme ud og vinke.
– Det hele er planlagt, og det skal kun tage en time på fredag. Jeg må ikke køre selv, men bliver hentet kl. 9 på Fredensborg.
Ja, nu taler jeg om det som den naturligste ting i verden, at jeg snakker med Dronningen så ofte. Men jeg føler det virkelig som en meget stor gave, at jeg har fået mulighed for at arbejde sammen med Dronningen i alle de år, ja, med hele kongefamilien. Og de er alle sammen så elskværdige – lige fra Prins Henrik til Alexandra.
For nylig blev min kone Marianne og jeg inviteret af Alex-andra og prins Joakim til at tilbringe en weekend på Schackenborg Slotskro med alt betalt og rundvisning osv.
– Magen til gæstfrihed over for en mand på gulvet som mig… Jeg synes, det er meget venligt, siger Maltesen, som bl.a. har fremstillet den himmelseng, som Dronningen havde designet til Alexandra og Joakim. Prins Joakim hjalp selv med at installere sengen og sendte bagefter billeder til Maltesen og skrev: – Desværre er billedets kvalitet ikke så god som sengens!
Når Maltesen tænker på, hvor meget venlighed han har mødt i Kongehuset, så husker han med forundring tilbage på den 2. februar 1981, da han skulle møde på Fredensborg Slot for første gang.
– Jeg var så nervøs, for jeg havde fået at vide, at jeg skulle møde Dronningen. Jeg kunne ikke tro, det var sandt, for jeg er jo en arbejderdreng fra Hillerød. Jeg kneb mig selv i armen. Men det var rigtigt nok, jeg blev budt velkommen af Dronningen personligt, som ønskede, at vi ville få et godt samarbejde. Jeg ved, der er mange, der er misundelige, og jeg føler mig også som lykkens pamjulegris, udbryder Kurt Maltesen lattermildt.
– Men jeg tror, det er Gud, der har hjulpet mig.
Hjemme i skuffen gemmer han to fortjenst-medaljer for lang og tro tjeneste, den første af sølv uden krone, den anden med krone.
– Jeg véd da ikke, hvad jeg har fortjent, men jeg er jo et Guds barn, så jeg ser det hele som Guds nåde.
Men det, der virkelig betyder noget for Kurt Maltesen, er den respekt for sit arbejde og den venlighed, han møder hos de kongelige. Den er mere værd end medaljer.
Engang havde Dronningen bedt ham om at lave en karet. Der var en gammel tysk karet med kaleche på Fredensborg, og da han ikke havde prøvet at lave sådan én før, fortalte han Dronningen, at han var nysgerrig efter at vide, hvordan kalechen fungerede.
– Har De det også sådan Maltesen, udbrød Dronningen, som selv sætter sig ind i alt muligt.
– Hun er som en jungle. Hvad hun ikke véd
på alle områder! bedyrer Kurt imponeret.
Engang kom han i en TV2 udsendelse til at sige, at Dronningen var den anden kvinde i hans liv. Det var velment, og da han dagen efter undskyldte sig lidt overfor Dronningen, svarede hun blot: Tusind tak, Maltesen! Og Prinsen tilføjede: Ja, men De er jo god på fjernsyn, Maltesen.
Førstedamen i Kurts liv er Marianne, som han har været gift med i 42 år. De har tre voksne døtre og én søn.
– Og de er alle troende og aktive i hver deres kirke, fortæller Kurt med stor taknemlighed. Når jeg har set min svigersøn til den yngste datter, så kan jeg godt lægge mig til at dø, bemærker han med sin specielle form for livsvisdom.
– Nej, selvfølgelig ønsker jeg ikke at dø nu, og jeg holder heller ikke op med at arbejde, selv om jeg snart fylder 65 år.
Jeg vil gerne have 25 års jubilæum i februar 2006. Men jeg er utrolig glad for, at alle mine børn har bevaret troen på Jesus. Det er det allervigtigste.
Da Kurt har lidt problemer med astma, er han nu gået ned på tre dage om ugen og må derfor indimellem overlade noget af arbejdet til andre.
Men han er fortsat på hofmarskallatets lønningsliste, og bliver inviteret med til julegløgg på slottet og diverse kongelige begivenheder, når der f.eks. kommer udenlandsk besøg. For et par uger siden var det en souper på Christiansborg for ansatte, hvor han hilste på Mary og Kronprinsen.
Før interviewet var Kurt med Marianne ude at købe nyt tøj til på torsdag, hvor de er inviteret i Det Kgl. Teater sammen med andre medarbejdere ved hoffet.
– Du véd, kvinder og tøj
det går de jo vældigt op i, bemærker han.
– Hvad skal I se i teatret?
– Ja, det ved jeg ikke engang. Den slags siger jo ikke en arbejderdreng som mig så meget, indrømmer Kurt.
For ham er det interessante ikke pompen og pragten, men det daglige arbejde.
– Hver dag er spændende, for Dronningen finder jo hele tiden på noget nyt. Nogle gange sætter hun mig grå hår i hovedet, men det er en udfordring, og indtil nu har jeg klaret det. Men jeg bruger også gerne idéer fra andre. Jeg spørger mig meget til råds hos fagfolk såvel som amatører. Jeg er jo ikke professionel på alle områder, men jeg vil gerne lære alt muligt, siger hoffets Georg Gearløs.
Det sker også, at Prinsen kommer ned og skal have noget fikset: Ah send det ned til Maltesen siger han så.
Kurt Maltesen voksede op i et apostolsk kristent hjem og kender alle de apostolske ledere personligt. I fritiden fungerede han i 12 år som forstander i Apostolsk Kirke i Helsinge. Han arrangerede friluftsmøder og fik talere på besøg fra andre kirker i Nordsjælland, men lige lidt hjalp det.
Da det ikke ville lykkes at få kirken til at vokse, opgav man til sidst, men Kurt undrer sig fortsat over, at det ikke lykkedes, og engang håber han at få svar på dette og andre spørgsmål. Nu kommer han så i stedet i Pinsekirken i Hillerød. Og det er ikke kun om søndagen, men ugen igennem, at troen betyder alt i hans liv.
– Når jeg skal løse et problem, så har jeg jo ikke nogen at snakke med. Derfor sker det ofte, at jeg folder mine hænder og ber Gud om at hjælpe mig. Og Gud har hjulpet indtil nu. Det sker også ofte, at jeg om morgenen læser et ord, som jeg får brug for i løbet af dagen. Måske som et råd til én, der har problemer.
– Min tro er jo det, der holder mig oppe. Uden Jesus, så ved jeg slet ikke, hvad jeg skulle stille op.
Kurt Maltesen opfordrer også Udfordringens læsere til at bede for Kongehuset, og ikke mindst for det nye kronprinsepar.
– Der står jo i Bibelen, at vi skal bede for alle i høje stillinger, og det er utrolig vigtigt, at Mary og Kronprinsen søger Guds råd og hjælp, ligesom Dronningen. Det er vigtigt for dem – og for Danmark.