Nyt forskerhold håber at finde Noas Ark på Mt. Ararat

Både ugebladet Ingeniøren og dagbladene har omtalt et nyt forsøg på at finde Noas Ark ud fra satellit-fotos af den såkaldte ‘Ararat Anormally’. Men der er mange misforståelser om Arken, fortæller Udfordringens redaktør, der to gange har søgt efter den i Tyrkiet…Endnu engang vil en gruppe amerikanske ark-jægere forsøge at finde Noas Ark på Mt. Ararat. Spørgsmålet er, om de leder på det forkerte bjerg…

Forretningsmanden Daniel P. McGivern, Shamrock, der denne gang bekoster ekspeditionen til Mt. Ararat, er aktiv katolik og har også engageret sig i kampen imod aktiv dødshjælp.

Nyheden er sendt ud over Associated Press, og det har som sædvanligt vakt stor interesse. Flere nyhedsmedier roder rundt i oplysningerne og blander bl.a. „det bådformede objekt“ ind i historien, som blev opdaget i 1949 – men på et helt andet bjerg.
Men lad os rede trådene ud:
Denne gang er det Daniel P. McGivern, en forretningsmand på Hawai, der investerer 900.000 dollars i jagten. Han har fået den erfarne Ahmet Ali Arslan til at lede ekspeditionen. Arslan har været med i mange af de tidl. ekspeditioner, han er professor i engelsk på Seljuk Universitet i Tyrkiet.
Han er vokset op ved Ararat, og i fællesskab har de fundet frem til den nøjagtige position. Gruppen vil finde og undersøge den såkaldte „Ararat Anormally“, der har spøgt blandt arkjægere i mange år.
Det er en rektangulær mørk formation på det nordvestlige hjørne af det vestlige plateau af Mt. Ararat. Den er muligvis 150 meter lang og har altså nogenlunde samme størrelse som Noas Ark. Fokus blev sidste år igen rettet mod objektet, fordi det viste sig, at CIA havde fotograferet stedet flere gange. (Se øverst på siden).
Washington Post lod sit Insight-magasin bekoste nye satellit-fotograferinger, men desværre var der for overskyet til, at de fotos kunne bruges.


Ikke de første

De ti mand tager til Øst-Tyrkiet mellem den 15. juli og 15. august, hvis ellers den tyrkiske regering giver tilladelse til projektet. Der har gennem de sidste 50 år været omkring 200 på bjerget efter mine egne opgørelser. Forgæves, desværre. Men Arslan tror på, at der er større chancer i år, fordi en hedebølge sidste år smeltede tonsvis af is på toppen af det over fem km høje Mt. Ararat.
– Vi vil ikke grave den ud. Vi vil heller ikke fjerne noget. Men vi vil fotografere det, og – hvis Gud vil – får I det alle sammen at se, siger Daniel P. McGivern. Man vil dog nok tage nogle stikprøver med hjem til nærmere undersøgelse. Det har McGivern i hvert fald tidligere skrevet, men da gruppen endnu ikke har fået tilladelse, kan der tænkes at være problemer med den muslimsk-dominerede regering, der fik magten ved sidste valg. Pga. amerikanernes hjælp til kurderne – som ofte er i oprør imod tyrkerne – ønsker regeringen formentlig at markere, at det er den, der bestemmer – også i det kurdisk-dominerede Ararat-område.
Også tidl. har regeringen med mellemrum lukket af for udenlandske ekspeditioner på Mt. Ararat. Dels pga. af sikkerheds-forhold, dels som reaktion på uheldig opførsel fra ark-jægeres side.

Syndfloden benægtes

Den etablerede videnskab tror naturligvis ikke på, at der findes en ark på Mt. Ararat, for Syndfloden findes ikke i uniformitets-teorien om jordens udvikling. Imidlertid er tegnene på en stor oversvømmelse så overvældende, at man normalt indrømmer en oversvømmelse i Mesopotamien (i Irak). Men en sådan lokal oversvømmelse ville aldrig kunne skylle et skib op på Mt. Ararat, og netop derfor er det vigtigt for kristne, der tror på Syndfloden, at finde rester af skibet på bjerget.
Men vi er også en del ark-jægere, der IKKE tror, Arken findes på Mt. Ararat, men på et nærliggende mindre bjerg ca. 20 km syd for Mt. Ararat, hvor der er fundet et bådformet objekt i landskabet med samme længde som Arken og adskillige tegn på, at der er noget unormalt i jorden. Dette bjerg er sedimentært og ikke vulkansk, som Mt. Ararat, og vores teori er, at Mt. Ararat først er kommet til efter Syndfloden. Desværre mangler vi penge til en udforskning. At interessen hele tiden centreres om Mt. Ararat skyldes en sjusket fejllæsning af 1. Mos. 8, 4, hvor der ikke står Mt. Ararat, men: Ararats bjerge. Altså flertal, en bjergkæde. Derfor må man frygte, at den dyre ekspedition kun finder en klippeblok i isen.
Skulle læserne have lyst til at tage ned og kigge på det andet sted, så bliver der en dansk rejse den 13.-25. juni.