Prisvindere giver koncert i Danmark
To Dove Award-vindere kommer til
Danmark til sommer. Den ene er
hovednavn på den nye Glow festivalDen nye koncertforening Glow har løftet sløret for, hvem der er årets hovednavne på Glow Festival. Festivalen holdes i Lunderskov til august.
Hovedattraktionen til årets Glow Festival er tre udenlandske navne, hvoraf bandet downhere på forhånd regnes som det største.
Downhere er fra Canada og er på deres første Europa-tour, når de gæster Lunderskov og Glow Festival. Bandets musik beskrives som energifyldt rock med fede melodier og dybe tekster.
Downhere vandt i år en Dove Award for Modern Rock Recrded Song of the Year med nummeret Breaking Me Down.
Fra USA kommer den tidligere forsanger i bandet Three Crosses, Stephen Mark Pasch. Stephen spiller pop og lovsang, og til at hjælpe ham med musikken genopstår det gamle svenske band Attention.
Attention har tidligere ved flere lejligheder givet koncerter i Danmark. Nogle vil måske huske bandet fra tidligere tiders Opstand. Ud over at akkompagnere Stephen Mark Pasch vil bandet også give en selvstændig koncert på festivalen.
Foruden de udenlandske hovednavne byder Glow Festival på cremen af danske kristne bands.
Det er bands, som Bloom, Bursting Bubble, Campsite, Humble Pie, Into You, Mathews, [Sonic], Spark, Storgaard og ikke mindst Stainless, som efterhånden er blevet et stort navn, også på den verdslige musikscene.
De danske bands på festivalen præsenterer et bredt spektrum af musikgenrer fra rock til funk.
Inden Glow Festival er der mulighed for at lytte til endnu en nykåret vinder af den anerkendte kristne kritikerpris Dove Award.
Det succesrige amerikanske band Third Day modtog i april to Dove Awards for bedste lange video Offerings og for bedste lovsangsalbum Offer-ings II.
De to statuetter må deles om den trange plads på bandets kaminhylde, der udover hele 21 Dove Awards også tæller fem amerikanske Grammyer.
Bandets første lovsangsalbum Offerings fra år 2000 har netop solgt til platin i USA. Det forudsætter et salg på 1.000.000 eksemplarer.
De fem bandmedlemmer har dog ikke hvilet på laurbærrene. Bandet er allerede klar med det nye album Wire, der er bandets ottende udgivelse. I den anledning tager Third Day på Europa-turné, og tirsdag den 15. juni lægger bandet vejen forbi Gigantium i Aalborg.
Gigantium kan denne aften rumme 1000 forventningsfulde danske fans. En forholdsvis lille koncert for Third Day, som i år 2002 spillede en koncert for 75.000 publikummer.
Opvarmningsband til koncerten med Third Day er danske Matthews.
Kristen Gubi & Ole Larsen