Solfrid Quist i Danmark


Norske Solfrid Quist har arbejdet i mange år i Ungdom Med Opgave i Danmark. Hun var tilknyttet UMO-basen i Mørke og var med til at skaffe flere store taler-navne til Danmark.
Nu er hun selv blevet et navn. Efter lærlingeårene i Danmark rejser Solfrid nu selv over hele verden som en meget efterspurgt underviser. Solfrid har netop været på Norsk tv (NRK) hvor hun blev interviewet. Og der skal produceres andagter med hende til norske lokalradioer.
City Kirken i Tåstrup har nu inviteret hende til et éndags-seminar under titlen „Komme dit rige – gennembrud i bøn“. Det holdes ikke i Fritidscentret, hvor kirken normalt mødes, men på Egely i Ishøj, lørdag den 22. maj. Om søndagen taler hun til gudstjeneste i Fritidscentret. Den nye præst i Citykirken, Per Eivind Stig, er i øvrigt hendes gamle chef fra UMO. Han inddrager nu sin tidligere discipel i „den åndelige kamp om Vestegnen“ gennem undervisning om bøn.
Henri.