KG-rektor bliver rektor i Etiopien
Conni og Mogens Kappelgaard udsendes som missionærer for Dansk Ethioper MissionEfter 25 år som rektor på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing har Mogens Kappelgaard besluttet sig for at trække sig tilbage fra posten. Ikke for at gå på efterløn, men for at blive rektor igen. I Etiopien.Efter sommerferien rejser Conni og Mogens Kappelgaard til Awasa i det sydlige Etiopien, hvor de skal være rektorpar på Mekane Yesus kirkens gymnasium og college, Tabor Evangelical Collage.
Ansættelsen er kun for skoleåret 2004/05. Derefter er det planen, at en etiopisk medarbeder skal overtage rektorkontoret.
Parret fra Ringkøbing rejser til Etiopien i begyndelsen af august for at få god tid til at forberede sig, inden skoleåret starter 1. september.
Mogens Kappelgaard er formand for bestyrelsen i Brødremenighedens Danske Mission. Den post holder han et års orlov fra, mens han er udsendt af et helt andet missionsselskab, nemlig Dansk Ethioper Mission.
På grund af den tidlige afrejse bliver der ikke holdt udsendelsesfest for parret inden rejsen.
Det bliver der til gengæld søndag den 5. september i Ringkøbing Menighedscenter.
I den weekend er parret tilbage i Danmark for en kort bemærkning i forbindelse med Det Kristne Gymnasiums 25 års jubilæumsfest.
Udfordringen bringer i næste uge et større interview med Mogens Kappelgaard.