Familie på seks rejser til Tanzania

Ægteparret Britta og Robert Strandgaard er i øjeblikket ved at forberede sig på en stor omvæltning i deres liv.
I starten af 2005 rejser de sammen med deres fire børn til Sikonge i Tanzania, hvor Robert skal være lærer på en bibelskole.
At rive en hel familie op med rod og rejse til Afrika i foreløbigt 4½ år er ikke noget, man beslutter hen over middagsbordet. Heller ikke for Britta og Robert Strandgaard, der har haft missionærdrømmene tæt inde på livet, siden de blev gift for 10 år siden.
Britta er missionærbarn og opvokset i Bangladesh, så tilværelsen er ikke fremmed for hende. For Robert er det mere nyt. Han er teolog og har i fem år været frimenighedspræst i Silkeborg.
Familien bliver udsendt af Brødremenighedens Danske Mission efter at have forhørt sig hos flere forskellige missionsselskaber.
– Der er mange steder at blive missionær, hvis man kommer alene eller som par. Har man børn er mulighederne færre, men Tanzania skulle være et godt sted, fortæller Britta.
Faktisk var det lige præcis en stor familie, Lusangi Bible College i Sikonge søgte. En familie der kan være omdrejningspunk for de godt 20 elever på bibelskolen.
– Det er vigtigt, at der er et socialt liv omkring bibelskolen. Mange af eleverne er rejst langt væk fra deres hjem og familier for at gå på skolen, så der er behov for nogen, der kan sætte lidt aktiviteter i gang og f.eks. spille volleyball, siger Robert.
Eleverne oplæres i løbet af to år som evangelister, der senere kan få ansvar for en menighed. Der er langt fra en præst til hver menighed i Brødrekirken i Tanzania. Præsterne har ansvaret for en hel gruppe menigheder, som ledes lokalt af en evangelist.
Brittas opgave bliver i første omgang at få den store familie til at fungere. Derefter skal hun i gang med forskellige opgaver med børn og omsorg.
De to ældste børn, Dorthea Emilie på otte år og Jens Christian på seks år, skal undervises af en dansk volontør, mens Britta tager sig af Eva Maria på fire år og to-årige Anna Sofia.
Fritiden glæder familien sig til at bruge i den smukke afrikanske natur.
Målet er at bestige Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro, ligesom en tur til Victoria Falls står højt på ønskelisten.
Robert har aldrig tidligere gået på jagt. Alligevel er han nu gået i gang med at tage jagttegn.
– Jeg er blevet opfordret til at tage et jagttegn, inden vi skal afsted. Det skulle være en god fritidsinteresse, fordi man på den måde kan komme langt væk fra arbejdet, forklarer den kommende storvildtjæger.
Familien tager til til Tanzania i begyndelsen af 2005. De første tre måneder står den på sprogundervisning i Tanzania.