Nicki Rogers: Feederlane

Nicki Rogers er blevet udråbt til at være den mest populære kvindelige kunstner på den kristne musikscene i slutningen af 2005. Derfor havde jeg også en del forventninger til „Feederlane“. Nicki Rogers har tidligere været med i pigebandet „Shine“, men stoppede i 2001 og er nu aktuel med sin 2. soloudgivelse.
Musikken kan beskrives som energisk poprock med mange facetter. Nogle gange lyder det a la Larry Norman, andre gange som 4 nonblondes og Avril Lavigne. Selvom Nicki Rogers spiller klaver, så er det guitaren, der dominerer lydbilledet.
Nicki Rogers er ikke en af de kunstnere, der synger andres tekster – hun skriver dem selv. Teksterne er en del over middel, da hun bruger klicheer i en ny sammenhæng og leger med ordene. Faktisk kan man sige, at hendes måde at skrive tekster på minder om „Delirious“.
Jeg må tilstå, at jeg ikke har hørt hverken Shine eller Nicki Rogers 1. soloudgivelse, så jeg kan ikke sammenligne denne udgivelse med, hvad hun tidligere har lavet.
Hvis jeg skal sige noget negativt om udgivelsen, så er det, at der er for meget musikalsk mainstream over „Feederlane“. Teksterne er i top, men musikken er forudsigelig på bedste hitlistemanér. Jeg kan også være i tvivl, om man kommer til at holde mere og mere af „Feederlane“, som tiden går, eller om den med tiden vil blive kedelig. Men det må tiden vise.
På den anden side er det måske mig, der er blevet for gammel, kritisk og tonedøv overfor, hvad de unge under 30 vil have. Så hvis du kan lide musik, der ikke er for alternativt, for poppet, for sødt, for råt, for nyt eller for gammeldags, så vil du sikkert kunne lide Feederlane.

Karakter: 9